© https://www.madsvangsoe.dk

Radiovært Mads Vangsø: “Den, der smører godt, kører godt”

Han er ikke fedtet med roserne. Heller ikke bange for stærke kvinder, og så kan han prale af at have reddet sin kærestes liv. Lige nu går han og varmer op til en forsinket 40-årskrise.

1. juni 2017 af Louise Thorsted

Mads Vangsø (45)
Job: Radiovært, konferencier og ordstyrer.

Hvad optager dig lige nu?
“Efter at jeg er fyldt 40 år, fylder tid meget. Eller nærmere manglen på tid. Jeg tager mig i at gå og tælle ned, og det spænder ben for mine drømme, som ellers altid har været min benzin både privat og i mit arbejdsliv. Nu går jeg så og tænker over, hvad jeg har lært de første 41 år, som jeg kan tage med mig, og hvad jeg skal sortere fra. Det er egentlig en meget rar fase at være i, men jeg tror, min kæreste, Sanni, af og til savner den der mand, der hamrer i bordet og siger: ‘Er det ikke bare en pissegod idé, at vi alle sammen drejer til højre?’. Hun vil have stålfasthed frem for at skulle gå og bekymre sig om, hvad fanden jeg går og tænker på hele tiden, og hvor hendes stærke mand blev af. Jeg ser det ikke selv som et udtryk for svaghed, men som et tegn på, at jeg tænker mig om.”

Er du til powerkvinder eller pæne ­prinsesser?
“Jeg er en af de drenge, der er helt vild med såkaldt stærke kvinder. Jeg har hørt mange mænd sige, at de vil have kvinder med power, men når de så får det, så fortryder de, for det kan de slet ikke styre. Nu har jeg levet sammen med en kvinde med power i 10 år, og hold kæft, en stor mundfuld, men det er det, jeg skal have.”

Kan kvinder være sjove?
“Sanni havde været den perfekte makker professionelt også, for hun er megasjov. I min branche har man i mange år diskuteret, om kvinder kan være sjove. Den eneste grund til, at der ikke er lige så mange kvinder, der lykkes med humor, er, at I er for forfængelige og holder på jer selv, når det gælder. Skal du være skideskæg, så skal du sgu turde slippe tøjlerne, give los og bare piske ud over engen. Så kan du altid rette på håret bagefter. Den selvstændighed og fandenivoldskhed, der ligger i at evne humor og gerne glemme forfængeligheden til fordel for at fyre en joke af og få alle til at grine, den er afsindig sexet.”

Hvad er den store forskel på mænd og kvinder?
“Oppe i mit hoved spiller køn slet ikke en faktor i sorteringsarbejdet. Om noget gøres af en kvinde eller en mand, er for mig det samme. Det er personligheden og ikke kønnet, det kommer an på. Kvinder og mænd kan være lige dygtige, sjove og dårlige. Den der forskels­diskussion kan gøre mig så træt, at jeg ikke gider at deltage. Hvis den dukker op til et middagsselskab, går jeg på toilettet og tjekker nyheder på min iPhone.”

 

Du var vært på tv-programmet Arghh, det gjorde jeg bare ikke. Er der noget, du fortryder?
“Der er da en stor håndfuld af ting, jeg fortryder i mit liv. Som for eksempel at jeg først begyndte at træne min krop som 38-årig. Det er megasjovt og giver god energi. Men det, der fortsat irriterer mig, er, at jeg ikke formår at parkere mine fortrydelser. Det er for sent at gøre noget ved dem, men alligevel popper de op, og det irriterer mig. Jeg tænker mig generelt ret godt om, så jeg ved, at jeg har haft en god grund til at handle, som jeg gjorde. Også når det så ikke var det rigtige. Jeg drømmer ikke om at glemme min fortids skeletter, men bare om at nå til en accept af dem.”

Hvilken kvinde har haft afgørende be­tydning for dit liv?
“Det har Sanni. Jeg sætter så ualmindelig meget pris på hende. Hun kender mig så godt, hun har gennemskuet mig, og det er faktisk rart. Især fordi hun blev alligevel. Kendetegnende ved alle kvinderne i mit liv er, at de hurtigt har været meget favnende og kærlige, men så er de begyndt at stille krav – ad helvede til. Er det sådan, kvinder er?”

Hvornår føler du dig mest som en mand?
“I modsætning til Thomas Blachman har jeg ikke så travlt med at få mandigheden tilbage, for jeg føler mig som en mand. Punktum. Det faktum, at jeg gør det, er med til at gøre mig til mand. Parolen hjemme hos os er, at vi er frie mennesker i en fri verden, og det uanset om vi går i boksershorts eller g-streng. Det betyder så også, at selv dem i g-streng skal tage beskidte beslutninger, som gør ondt, og få lidt skidt på nallerne en gang imellem. Samtidig skal dem i bokser­shorts kunne sætte sig ned og lytte og få lov til at ævle uden at jagte løsning­er på problemerne, hvilket ellers er en egenskab, kvinder sætter højt ved os mænd, så vidt jeg har forstået.”

 

Bliver kvinder bedre med alderen?
“Ja. Og klart mere sexede! Jeg kan selvfølgelig stadig blive indhentet af Klaus Pagh-effekten, men jeg har allerede, som sikkert alle andre mænd, der bliver ældre, tænkt: Nu kan det gå to veje. Jeg kan tænke om Cecilie på 22 år, at hun er smaskhamrende lækker, eller jeg kan falde for kvinder på min egen alder. Heldigvis er jeg mere til kvinder som Christine Lagarde, hende der er chef for Den Internationale Valutafond. Hun er ikke gråhåret, hun er hvidhåret, så voksen er hun. Hun er 57 år, men noget af det mest sexede. Jeg tror, det er kombinationen af at kunne noget med tal, se godt ud og være en stram tante. Hun kan helt sikkert fortælle røverhistorier.”

Er du en komplimenternes mand?
“Ja, for jeg er af den helt klare opfattelse, at den, der smører godt, kører godt. En lys, tryg hverdag i et positivt og kærligt rum er det rigtige sted at være – også arbejdsmæssigt. Hvis du som arbejdsgiver har medarbejdere, du ikke kan rose, så må du erkende, at du har truffet en dårlig beslutning ved at lukke personen ind ad hoveddøren i første omgang. De mennesker, du ansætter, skal så også kunne mestre disciplinen at blive overdænget med positiv kritik og fremadrettethed og stadig lave noget. Helt privat er det underligt, at den, man elsker, ofte er den, man er mest kritisk over for. ‘Ret lige det. Gør lige det. Hvor ser du ud’. Jeg prøver at undgå det, selv om jeg jo ikke mener det bisset, men bare tænker på Sanni som min guldmønt, jeg gerne vil pudse.”

Top 3-kvinder, Mads Vangsø ville sætte sit liv på spil for 

Min kæreste, Sanni
“Faktisk har jeg allerede reddet hendes liv en gang, for syv år siden, da hun kom i klemme mellem en bil i gear og væggen i vores garage. Hun så egentlig helt o.k. ud udenpå, ingen blod og skrammer, da jeg fandt hende, men hendes ansigtskulør og klynken fortalte mig, at noget var helt galt. Det viste sig, at hendes lunge var flænget. Jeg har aldrig turdet tænke tanken til ende: Hvad nu, hvis jeg var kommet bare lidt senere ...”

 

Min datter, Rigmor
“Hun betyder alt. Når jeg en gang imellem tænker på, hvis uheldet skulle være ude, hvordan jeg så skulle samle mig selv op, så kan jeg gå helt i sort.”

Min lille ny niece
“Min brors lille datter, som jeg allerede holder virkelig meget af. Min bror og jeg har hængt ud det meste af livet. De seneste to år har vi boet dør om dør. Det er måske lidt mærkeligt at nævne et spædbarn før min mor og min svigermor, som jeg også holder afsindigt meget af, men her må de sgu klare sig selv! Det er de voksne nok til.”

Artiklen er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 31.

Læs mere om Mads Vangsø og hans arbejde som fordragsholder og konferencier på www.madsvangsoe.dk.

Måske er du interesseret i ...

Seneste