Interview med livstilsekspert Flemming Møldrup.

© Athenas

Livsstilsekspert Flemming Møldrup: "Kvinder kan gøre verden til et bedre sted"

Han surfer med sin 10-årige datter, og så oplever Flemming Møldrup for første gang ikke at kunne bunde i sit kærlighedsliv. På den allerbedste måde.

10. september 2016 af Louise Thorsted

Flemming Møldrup (46)

PRIVAT: Kæreste med Lotus Turell (ja, Dan Turells datter), far til Yoko på 8 år fra tidligere ægteskab.

JOB: Kreativ direktør i kommunikationsbureauet Grizzly og livsstilsekspert i DR’s Kender du typen?. Til oktober udgiver han sin første børnebog, Syv guddommelige dage i Albert Svenssons ellers ret så normale liv

Hvad går du og laver lige nu?

“Jeg har lige afleveret min børnebog, Syv guddommelige dage i Albert Svenssons ellers ret så normale liv, til tryk. Jeg har altid skrevet, professionelt som tekstforfatter, men også digte som teenager med eyeliner og hele molevitten. Da jeg blev far i 2007, skulle jeg til at forholde mig til børnebøger. Det åbnede min interesse for børnebogslitteratur og fik mig til at tænke, om jeg mon kunne lave noget selv. Jeg har haft to vidunderlige år på Forfatterskolen for Børnelitteratur, og historien om Albert Svensson og hans skilte forældre er min afgangsroman. En lidt omvendt kærlighedshistorie om, at der er mange måder at være skilt på. Jeg er selv skilt på den gode måde. Vi brugte en masse tid i terapi på at få talt alt igennem og lavede en aftale om, at uanset, hvordan vi selv har det, så har vi altid øje på Yoko. Det var i 2010. I dag laver vi mange ting sammen alle tre og flexer hele tiden for hinanden.”

Har du en børnebogskarakter, du identificerer dig med?

“Så skulle det være Ole Lund Kierkegaards Lille Virgil. Jeg er vokset op med en enlig mor til to, som virkelig lagde sig i selen for at få tingene til at hænge sammen. Det betød så, at jeg daffede rundt på egen hånd ret meget af min barndom og var på nogle gevaldige eventyr.”

Hvad ser du, når du ser dig selv i spejlet?

“Jeg plejer at sige, at bladene på mit livs træ er begyndt at blive lidt gule i kanten, men jeg ser også et menneske, der er lykkedes på mange områder. Jeg har et fantastisk liv, også selv om jeg aldrig rigtigt har haft planer for, hvordan min karriere skulle være, eller min tilværelse folde sig ud. Jeg vågner til noget nyt hver morgen, og det sætter jeg stor pris på. Jeg ser også en 46-årig, der ikke rigtigt vil være gammel. Jeg føler mig nok 46 år ung. Jeg står jo der i skinny jeans og har et skateboard ude i min entre. Men jeg er også modnet kraftigt inden for det seneste års tid og tror efterhånden, jeg har indhentet min alder, fordi der mentalt er kommet ro på en masse områder, hvor der før var en masse uro.”

Hvad ser du, når du ser en jævnaldrende kvinde?

“Der er ingen aldersbegrænsning på, hvornår en kvinde bliver uattraktiv. Det er personligheden, der tæller. Jo ældre en kvinde bliver, jo dybere bliver hun også at have samtaler med og være i rum med. Jeg holder ekstremt meget af kvinder, og især i mit job møder jeg mange stærke og selvstændige kvinder. Som søn af en enlig mor, ved jeg godt, hvad det vil sige at være kvinde, og at det kan være virkeligt hårdt. På mange områder er ligestillingen ikke lykkedes i særlig høj grad.”

Søren Østergaard: "Kvinder er det bedste publikum"

Dit job er at hjælpe firmaer til at få fans frem for kunder. Hvorfor det?

“Vi lever i en tid, hvor vi bliver bombarderet med reklamebudskaber, hver gang vi åbner vores computer, tænder for fjernsynet eller tjekker telefonen. Jeg er selv del af generation X, som er forbrugs- og friværdisgenerationen. Generation Y er vores modsætning, og de forventer af et brand, at det også gør en forskel i samfundet. Et godt eksempel er teleselskabet Call Me, som opfordrer folk til at bevare en ordentlig tone. Efter 20 år i reklamebranchen er det blevet vigtigt for mig også at gøre en forskel. Det kan jeg, når jeg rådgiver firmaer i at få et formål, så det, de laver, giver mere mening.”

Hvem er du selv fan af?

“Jeg er fan af alle ordentlige mennesker. Rummelige, tolerante og fællesskabsorienterede mennesker, som prøver at tale os sammen i stedet for at tale os hver for sig. Alternativets Uffe Elbæk for eksempel, fordi han tør stille sig op og tale stik imod dem, der skaber skræmmebilleder af os og dem. Som i dem, der kommer udefra, og dem, der laver for lidt og snylter for meget. Heldigvis er solidaritet en del af tidsånden lige nu.”

Hvilken kvinde har haft afgørende betydning for dit liv?

“Der er to. Min kæreste, Lotus, hvor banalt det end må lyde. Jeg udviklede tidligt en evne til at passe på mig selv, som desværre har betydet, at jeg aldrig er gået så langt ind i mine forhold, at det ville blive svært at forlade dem igen. Det er først nu som 46-årig, at jeg oplever ikke at kunne bunde i mit kærlighedsliv. Lotus formår at få tingene til at handle om det, de virkelig handler om. Hun har skilt manden fra rygsækken, og det er med til, at jeg for måske for første gang oplever en strømmende kærlighed i min krop. Jeg har selvfølgelig elsket andre før, men det her er ret anderledes. Og så synes jeg bare, at hun sparker røv med det, hun render og laver. Min businesspartner Nicoline, som også er en af mine allerbedste venner, er den anden kvinde i mit liv. Hun har altid har en god fornemmelse af, hvor jeg er henne. Jeg er blevet meget dygtigere af at have mødt hende og arbejde sammen med hende.”

Lars Brygmann: "Jeg er vild med fandenivoldske kvinder" 

Hvis du havde en fjernbetjening til kvinderne i dit liv, hvornår ville du så trykke stop?

“Jeg er alenefar til en pige på otte år, og det er en hård tjans. Jeg vil gerne have, at hun lærer at stå på egne ben og mærker efter, hvor hendes grænser går, så hun kan sige fra over for dårlige relationer. Når jeg kan mærke på hende, at hun går på kompromis med sig selv for at blive en del af noget, så vil jeg gerne kunne trykke på knappen og sige: ‘Stop, Yoko, det skal du ikke. Du skal turde stå uden for, for det bliver du gladere af i den sidste ende.”

Har du nogensinde lyst til at trykke stop til Lotus?

“Nej. I forhold til Lotus har jeg kun lyst til én ting, og det er at skrue op. Skrue op. Skrue op. Skrue op.”

Hvornår føler du dig mest maskulin?

“Ja, hvornår gør jeg egentlig det? Jeg surfer, men det er der også mange piger, der gør, og for mig handler det ikke om maskulinitet, men om den meditative virkning Vesterhavet har på mig. Jeg træner lidt nede hos Lotte Arndal. For lidt mener hun. Jeg har et godt forhold til min krop, og jeg træner ikke for at bliver skarptonet, men bare så stærk, at min krop kan holde til min livsstil. Måske er det maskulint på sådan en moderne måde, at jeg er så klar på mine følelser?”

Hvad kan kvinder, som ingen andre kan?

“De fleste kvinder forstår at udvise en eller anden form for empati. Den har kvinder bare mere af end mænd. Kvinder kan gøre verden til et bedre sted. Mænd haft chancen i så mange år, og jeg synes, det er på tide at overlade det til kvinderne.”

Artiklen er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 67.

Måske er du interesseret i ...

Seneste