Lars Pedersen
© Privatfoto

Lars ‘Chief1’ Pedersen: “Nu er jeg ligesom i gang med part 2 af mit liv”

Sangeren og sangskriveren har udgivet sit første helt eget album efter 30 år i branchen og er efterhånden på den anden side af sin skilsmisse og en depression. Chief1 har på flere måder lært at give slip.

28. november 2017 af Louise Thorsted

Lars ‘Chief1’ Pedersen (47) har en kæreste og er far til til Vitus på 6 år, som han har med sin ekskone, sangerinde Christina Groth. Han er sanger, sangskriver og musikproducer. Og er tidligere netop Chief1 i Rockers by Choice. Lars er aktuel med sit første soloalbum, ‘Slip’. 

Gammel i branchen, men ny som solist. Hvordan er det? 

“Angstprovokerende, men også helt vildt spændende. For første gang står jeg alene med mine egne sange. Men albummet har også været min gulerod og ambition midt i min livskrise efter min skilsmisse efterfulgt af depression. Jeg tvang mig selv til at lave noget, der var opmuntrende. Og jeg gav ikke op.” 

Hvornår giver du slip?

“Nu, hvor jeg er begyndt at forstå, at livet er, som det skal være. Det er til en vis grad forudbestemt, og den eneste, der fucker det op, er dig selv. Jo mere jeg slipper, desto federe bliver tingene. Det handler om at turde være i nuet, få det sunde ego og gå efter lykken. Og som Churchill har sagt: “Hvis du går gennem helvede, så bliv ved med at gå”.” 

Hvad er det med dig og Ricky Martin?

“Sidste år var jeg på sang­skriver­camp i Aarhus med sangskrivere fra hele verden. Sammen med et hold fra Norge lavede jeg et nummer, som Ricky Martin pludselig ville have. Sangen, Vente Pa’ Ca, skrevet af fem blegfede skandi­naver, er blevet hans comeback og det største sommerhit set af over en milliard på YouTube.” 

Når jeg ser i spejlet, ser jeg... 

... “en, jeg så småt er begyndt at blive glad for. De seneste to år har jeg set sider af mig selv, som jeg ikke er stolt af, og jeg har bidt i sure citroner. Men jeg har også udviklet mig og ser for måske første gang en mand i spejlet. En mand, der er ved at være, hvor han skal være. Nej, faktisk er det første gang, jeg tør se mig i spejlet. Det har jeg aldrig været god til. Kun da jeg dansede electric boogie og øvede bølgen som 15­-16­-årig.” 

Det bedste, jeg har gjort længe... 

... “er at bestille en rejse til Los Angeles, hvor jeg skal modtage en Latin Grammy på Beverly Hills Hotel. Ud at opleve verden. Det var en sund ego­-handling, jeg foretog mig der. Dem kommer der mange flere af i fremtiden.” 

Min mor...

... “vasker stadig mit tøj. Eller det vil sige, det gør hun igen. Jeg har fået et fornyet forhold til min mor efter min skilsmisse for to år siden, og jeg har snakket mere med hende end nogensinde før. Den dag jeg vidste, at vi skulle skilles, tog jeg ud til mine forældre – på mit barndomsværelse. Min mor har samlet en hel kasse med alle mulige ting, fra før jeg blev gift. Kærestebreve, fanbreve og Rockers­-ting. Jeg sad nogle nætter og læste det igen. Det mindede mig om, at jeg også var et menneske, før jeg blev gift. Det hjalp meget at vende tilbage til der, hvor det hele startede. Nu er jeg ligesom i gang med part 2 af mit liv. Og min mor er blevet en af de vigtigste personer i mit liv. Igen.” 

Historien om min skilsmisse er... 

... “at det var mig, der var bødlen og savede et andet menneske over. En skyld, jeg kommer til at leve med resten af mit liv. Det var et nederlag at stoppe, men vi ville også have gjort hinanden og vores søn en bjørnetjeneste ved bare at blive ved.” 

I mine sorteste stunder rækker jeg ud efter... 

... “min søn og min musik. Når jeg ser min søn, så ser jeg mig. Jeg fik mit hoved ud af min egen røv, da jeg fik ham. Han er tovet, der lige hiver mig tilbage til essensen af livet. Det er fantastisk at få lov til at være barn med ham.” 

Mit stærkeste karaktertræk er... 

... “en stærk arbejdsmoral. Og så kan jeg godt lide at gøre andre mennesker glade. Jeg arbejder stadig på at stole 100 procent på min mavefor­nemmelse. Nogle mennesker kan få det værste frem i mig, hvor andre bringer det bedste frem, og så er det kunsten af finde de sidste. Jeg har haft en tendens til at opsøge drama, fordi jeg har levet så mange år uden. Et drama, jeg nærmest blev afhængig af.” 

Hvis jeg kunne rejse tilbage i tiden... 

... “så send mig tilbage til 1989-1991, som var Rockers by Choices storheds­tid. Jeg oplevede det ikke ordentligt, for når vi stod på scenen på Skanderborg Festival foran 30.000 publikummer, så tænkte jeg kun på næste sang, næste hit, næste interview.  Jeg husker en evig skiften mellem lys og mørke. Hvordan vi efter de vilde koncerter med skrigende fans kom ud i et koldt omklædningsrum, og jeg bagefter blev sat af foran mit kollegie­værelse ved Amager Fælled. Ingen gad komme helt derud. Det eneste, jeg havde, var en kanin. Jeg var meget bekymret og ret trist dengang. Jeg kunne godt tænke mig at komme tilbage og bare dyrke lyset, tage fat i Lars og give ham et kæmpe kram og sige, at alt er, som det skal være – ‘bare giv slip, knægt!’.” 

Dating i 2017 er... 

... “ikke længere noget med S, P eller K! Jeg har været 22 år inde i en osteklokke og kom fra tiden med breve a la: ‘Vil du komme sammen? Sæt X ved Ja, Nej eller Måske’. Nu foregår alt på de sociale medier. Jeg har aldrig rigtigt prøvet at være alene før nu. I starten var dating et rent helvede og lidt ligesom at sidde i et venteværelse. Kunsten er nok at stole på din mavefornemmelse og arbejde på selvværdet, så du ikke blive et offer for de forkerte kvinder, for det er tit dem, der samler dig op.” 

De vigtigste kvinder i mit liv... 

... “er mine få kvindelige venner. Det er nyt, at jeg har fået dem. Men jeg oplever livet med mere sensitivitet nu og synes, det er nemmere at tale dybt med kvinder. En af dem mødte jeg i Sønderjylland, hvor jeg var nede at skyde en video. Det var, som om vi havde kendt hinanden altid, og samtidig var der en dejlig afklarethed i forhold til, at det ikke skulle være andet end et venskab. I hende har jeg fået en, jeg kan ringe til, når jeg har lyst, og en, jeg kan være fuldstændigt ærlig over for.” 

Jeg hører ikke ... 

... “komplimenter, for jeg venter altid på et ‘men’. ‘Hold kæft, hvor er du god, men...’. Får jeg en kompliment, så skynder jeg mig at give en igen, inden der kommer det der ‘men’. Det er mit skjold. Men måske skal jeg også bare tage men’et med? Det kan jo være, jeg kan lære noget af det.” 

Sidst, jeg skreg af grin... 

... “var, da jeg havde en reformer-time i træningscenteret Energii. Det var, lige efter at jeg havde grædt. Stortudet faktisk. Min kæreste, Gitte, som en gang imellem også er min træner, ignorerede det bare. Jeg lå der, helt sølle, og klynkede, men jeg grinede højt, da jeg så den her patetiske 47­-årige mand i spejlet, som bare var fuldstændigt færdig. Grinede af glæde over at mærke mig selv, min krop og mit hoved i forening. Det var det bedste grin længe.” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 81.

Måske er du interesseret i ...

Seneste