Journalist og komiker Anders Lund Madsen
© www.nkmusic.dk

Journalist og komiker Anders Lund Madsen: “Udnyt mænd mere”

Anders Lund Madsen synes, det er en skam, at vi kvinder ikke ved, hvor meget vi er begæret. Selv vågner han tidligt for at se sig mæt på sin kone

6. februar 2016 af Sussi Hviid

Du har skrevet en bogstavbog. Hvad står A, L og M for, når du har dig selv i tankerne? 

“Jeg tænker på, at det betyder almindelig, og at folk tror, at jeg er ualmindelig, fordi jeg ser tosset ud nogle gange. Men jeg ER almindelig, og jeg holder meget af at være almindelig. Jeg synes, almindelig er et smukt ord. Jeg kan godt lide at falde ind. Ikke at vække opsigt. Jeg vil bare have lov til at være mig selv i virkelig-heden, og det er vel lige som alle andre – og dermed er jeg almindelig. Juhu!”

Du har lavet alt. Hvad har været det sværeste at lave? 

“Børn er klart det sværeste at lave. Fordi der er så meget, man ikke har mulighed for at kontrollere. Og man aner jo dybest set ikke, hvordan det går. Og man tænker hele tiden på det og håber – og det holder aldrig op. Børn er uden sammenligning livets svendeprøve.”

Hvorfor blev du den sjove mand? Og kan du slukke for ham? 

“Jeg blev sjov, fordi jeg ikke kunne løbe og ikke kunne slås. Ikke hurtigt eller hårdt nok i hvert fald. Sjov er plan C. Og det fungerer strålende – i store træk. Og jo, jeg kan sagtens lade være med at være sjov udadtil. Indadtil er jeg sjov hele tiden! Men der er jo ingen grund til vittigheder under begravelser.”

Hvis du havde en fjernbetjening til kvinderne i dit liv, hvornår ville du så trykke stop?

“Hvis jeg havde en fjernbetjening til kvinderne i mit liv, ville den være defekt, fordi batterierne ville være flade. Og de ville være flade, fordi jeg ville have trykket på den fjernbetjening så mange gange for at styre dem. Men det nytter jo ikke! Plus at det ville spolere chancerne for at blive overrasket – og overraskelser er det bedste i hele verden. Følgelig ville jeg ikke være i stand til at trykke stop, hvilket også ville være overflødigt, idet kvinderne i mit liv i givet fald ville være flade tilligemed og henligge i en sofa, indtil jeg fik taget mig sammen til at købe nogle nye batterier. Og den slags kan som bekendt godt tage sin tid.”

Hvordan bliver kvinder bedre med alderen?

“Når de er helt bittesmå, kan de så godt som ingenting og skal passes hele tiden. Så bliver det meget lettere efterhånden, indtil de kommer i puberteten og igen kan ingenting og skal passes hele tiden. Hvorefter de atter bliver bedre og bedre, indtil de bliver gamle og tager turen for tredje gang.”


Hvad er dit bedste råd til 40+ kvinder?

“Udnyt mænd mere. Hvis I vidste, hvor mange hede forestillinger der kørte rundt i de unge fyre, I sidder ved siden af i bussen, så ville I gøre jer til gode med en ny fyr hver eneste fredag – bare for sjov og for at holde formen ved lige.”


Hvilken kvinde har haft afgørende betydning for dit liv?

“Børnebibliotekaren Hanne Olsen på Sorgenfri Bibliotek, fordi hun som den eneste tog mig alvorligt, da jeg var 12 år og miserabel. Senere reddede hun Kurt Trampedach ud fra sit brændende atelier. Hanne har gjort så meget godt.”

Hvilken kvinde beundrer du mest?

“Jane Harrison, stewardessen på 20 år, som i 1968 hjalp 122 af 127 mennesker ud af en brændende Boeing 707, før hun selv mistede livet i forsøget på at redde de sidste fem. Fordi der ikke findes noget mere romantisk end at dø, mens man redder en masse andre. Måske også tyskeren Juliane Koepcke, der i 1971 overlevede et frit fald på 3,2 kilometer, da hendes fly eksploderede over Andesbjergene. Hun var kun 17 år. Hun overlevede bagefter en ni dages vandring gennem junglen, før hun fandt hjælp. Det er supercool.”

Hvornår er en kvinde smukkest?

“Om morgenen, når man er vågnet før hende og får lov at kigge sig mæt.”

Er der noget, kvinder helt har misforstået?

“Ja. Ret meget, faktisk. Kvinder misforstår for eksempel konceptet omkring relativ ventetid i transportsituationer. Hver dag!”

Hvad burde alle kvinder vide om mænd?

“At der findes et sted i Hvidovre, hvor alle mænd tager hen mindst én gang i livet for at finde fred. Det er lidt lige som Mekka – bare uden den store sten. Og hvis Deres mand er helt rolig og en smule træt, så er det, fordi han har været der.”

Hvad kan kvinder, som ingen andre kan?

“Føde. Og le som en maskine.”

Hvornår har du sidst givet en kvinde en kompliment?

“For seks sekunder siden. Jeg sagde, at hun havde gnubbet forruden på akvariet utroligt fint.”

Hvad tænker du om kvinders forhold til deres krop?

“Det tør jeg slet ikke tænke på, for det må være en pestpøl af selvhad, selvovervurdering og alment nærsyn.”

Det siges, vi bliver klogere med tiden. På hvilket område er du blevet klogere?

“Området omkring Rørvig. Og også lidt på oste, kogning af æg og den forbløffende lange holdbarhed blandt visse grøntsager. Og nu ved jeg endelig, at kvinden er som tidevandet – altid ude, når man tror, hun er inde, og aldrig høj nok til, at man kan flyde en gummibåd på hende.”

Hvornår har du sidst grinet af dig selv?

“Jeg låste mig ude i formiddags. Min kæreste kravlede over muren inde fra elværket ved siden af og reddede os alle. Hun er min helt!”

Hvornår har du sidst overrasket dig selv?

“Da jeg i august 1981 gik i søvne og vågnede med en asparges i hånden nede ved Kapelvej.”

Hvornår har du det allerbedst?

“Når jeg går i seng med min kæreste. Når jeg sidder helt alene i køkkenet om morgenen. Især når det ene sker lige efter det andet.”

Måske er du interesseret i ...

Seneste