© Scanpix

Journalist og forfatter Mikael Kamber: “Vi er bedre til at tackle livet, når vi har rundet halvvejen”

Mikael Kamber er en mand i balance. Han mediterer og tror på positiv psykologi. Og at mænd skal kæmpe for deres kvinder.

20. februar 2016 af Bente Schmidt

Mikael Kamber

Privat: Gift med tandlæge Annette, far til Feline og Malou.
Job: Studievært på TV2 News, forfatter og foredragsholder.

 

Hvad er den største nyhed om at fylde 40?
“At vi har det bedste til gode. Bortset fra de indlysende ulemper som kroppens forfald er vi blevet bedre til at tackle livet, når vi har rundet halvvejen. Der er kommet mere ro og fokus, og jeg oplever, at vores empati for andre mennesker bliver større. Du er formentlig tæt på at have nået den sociale og materielle status, der er dig til del. Det kan godt give en melankoli, hvor du tænker: ‘Var det så alt, hvad jeg kunne drive det til?’. Men når du kommer forbi det punkt, kan du begynde at finde ro med dig selv og sige: ‘Men det er nu heller ikke så værst endda’.”
 

Hvordan fanger en kvinde din opmærksomhed?
“Det gør hun med et selvbevidst udtryk. Kvinder, som tør stå ved sig selv, og som signalerer: ‘Jeg har noget’, får mig til at tænke: ‘Hvad har du?’. De kvinder gør mig nysgerrig.”

Du er gået fra journalist til chef – medie-direktør i DR, chefredaktør på Jydske Vestkysten – og til journalist igen. Hvorfor?
“Nu er det jo ikke sådan, at jeg flagrer fra sted til sted. Jeg har haft stillinger, jeg sad i i mange år, men jeg har ofte stemplet ud og ind af ledelse. Det er vigtigt for mig, at jeg følger min gnist, og det gør jeg blandt andet, når jeg bruger mit håndværk, journalistikken. Da jeg stoppede på Jydske Vestkysten, skyldtes det en aftale, min kone og jeg havde lavet. Den lød på, at hvis Annette ville tilbage til København efter tre år, så gjorde vi det. Vi havde tre skønne år, men da de var gået, ville hun gerne tilbage.”

Du har skrevet bogen Vi er bedst, når vi er glade om positiv psykologi. Hvor kommer interessen for det fra?
“Jeg har læst mange bøger om emnet og interviewet en række mennesker, og den research er blevet til min første bog. Jeg har brug for at følge min passion. Jeg har det nok med hjemmefra, for jeg har en far, der også altid har gjort det, han brænder han for. Det at være glad og tilfreds er en evne, du kan træne, ligesom du kan træne alt muligt andet. Det handler meget om at beslutte sig for at have et positivt fokus. Du kan for eksempel prøve den her af på dig selv: Forskning dokumenterer, at der skal mindst tre positive udsagn til at opveje et negativt. Intuitivt ved vi det jo godt – kritik trænger dybere ind i os end ros. Så hvis du vil bidrage med positiv energi til dine omgivelser, skal du sørge for, at du afleverer mindst tre plusser for hvert minus.”

Du mediterer. Hvad giver det dig?
“Jeg kommer rastløsheden til livs og finder nærvær. Det er så nemt at forsvinde i travlhed, men meditationen får mig til at være til stede. Det startede med, at en bekendt stak mig en cd med en guidet meditation. Den gjorde mig nysgerrig, og jeg har siden taget kurser og lært mere avancerede øvelser. Jeg mediterer hver dag. Typisk i et kvarter. Det bedste er at bruge en halv time, men det er en luksus, jeg sjældent har. Nogle gange bliver det blot 25 sekunder i en kort pause på mit arbejde, men jeg prioriterer at meditere dagligt.”


Du holdt barselsorlov med begge dine børn. Er du en feminin mand?
“Nej. Det er ingen hemmelighed, at første gang jeg skulle holde barsel, var det bestemt ikke af lyst. Min kone var lige startet som selvstændig og havde travlt, så det var en nødvendighed. Faktisk var det i begyndelsen en rystende oplevelse at opdage, at verden tillod sig at køre videre, selv om jeg ikke gik på arbejde. Det skabte ret kraftige reaktioner, at jeg tog orlov. Dengang var det bestemt ikke normalt, at en mand valgte at gå på barsel. Mange kvinder syntes, det var fedt. Og mange mænd syntes, jeg var en slags kønsforræder. Anden gang glædede jeg mig til gengæld, for da vidste jeg, hvad jeg gik ind til. Og et halvt år er kort tid. Du når kun lige at rejse dig fra stolen. Sædet er stadig lunt, når du kommer tilbage.”

Du er gift og har to døtre. Hvordan er det at være ene hane i kurven derhjemme?
“Jeg tror, at piger generelt er mere betænksomme end drenge. Mine piger tager virkelig meget hensyn til mig. For eksempel om morgenen, når jeg godt kan tåge lidt rundt, bærer de over med mig. Sådan lidt: ‘Han kan jo ikke gøre for det’. Det er en kæmpe luksus.”


Hvad vil du gerne, at dine døtre 
skal vide om mænd? 
“Jeg vil gerne give dem en sund kritisk indstilling. De skal vide, at det ikke skal være for let for mændene at få fat i dem. Man skønner simpelthen mere på det, man har kæmpet for. Mine døtre skal også vide, at effekten af at rose en mand er vanskelig at overvurdere. Og så tror jeg på, at det at være rar og velopdragen giver et forspring socialt.”


Hvad kan kvinder lære af mænd
og omvendt?
“Mænd er gode til at fokusere! Ofte er det sådan, at du får det, du vælger at se efter. Det tror jeg, mænd er bedre til end kvinder, men kvinderne kan lære det. Nogle gange er det klogt at lade ting ligge og flyde lidt. Det er endnu en evne, der kan optrænes. Kvinder har til gengæld en bedre udviklet empati og social intelligens end mænd. Men det kan vi mænd så træne i. For eksempel ved følgende lille øvelse: Beslut dig for, at du vil gøre noget godt for et andet menneske mindst tre gange hver dag. Det skærper din opmærksomhed på, hvad andre har af behov. Du får det tilbage med renter.”


Du er midt i 40’erne – hvad tænker du,
når du ser kvinder på din egen alder?
“At de er langt mere på toppen, end de selv tror. Mange kvinder i 40’erne tror fejlagtigt, at deres værdi er dalende. Men de har opbygget en kæmpebank af viden. Kvinder, der har rundet de 40, er i stigende grad dem, der får alting til at fungere.”

Måske er du interesseret i ...

Seneste