© Scanpix

Entertaineren Michael Carøe: “Jeg er blevet afrettet!”

Michael Carøe er glad for den fornyelse, hans kone har 'tvunget' ham til. Og for Ulla Terkelsen! Læs interviewet med ham her.

Hvornår føler du dig lykkelig?
“Jeg er mest lykkelig, når jeg lever i en acceptabel balance mellem, hvad jeg vil, og hvad jeg kan. Hvis jeg vil for meget i forhold til, hvad jeg kan, bliver jeg stresset og frustreret, og hvis jeg vil for lidt, bliver jeg doven. Jeg skal helst være en lille smule foran, så er jeg i synk. Bliver det for meget ender det i noget andet end lykke.”

Hvilke råd har du givet din søn med på vejen om kvinder?
“Stort set ingen. For længe inden vi kom dertil, måtte jeg erkende, at hvis jeg skulle påvirke ham, så handlede det ikke så meget om, hvad jeg sagde, men om, hvad jeg gjorde. Det andet er bare kloge ord à la dem på Gajol-flapperne. Min søn spiller amerikansk fodbold, arbejder i en vuggestue og vil gerne være kok. Så jeg vil sige, at hvis ikke en running back, der både kan skifte bleer og lave fantastisk mad, kvalificerer sig til en rig kvinde, så ved jeg ikke hvem, der gør.”

Hvad burde alle kvinder vide om mænd?
“Husk, hvad du blev forelsket i. Det er den indbyggede konflikt imellem mand og kvinde. Når en kvinde forelsker sig i en mand, ser hun udviklingsmulighederne, hvorimod manden håber, at kvinden forbliver den samme resten af livet. Normalt kendetegner den fremadrettede energi det mandlige, men det gælder ikke i parforholdet. Hjemme hos os er ambitionen om udvikling knap så militant længere efter 25 års forhold. Jeg er blevet afrettet, hæ hæ. Nej, faktisk synes jeg, det er fedt med den udvikling og fornyelse, der er, men jeg er også lidt af en tøs.”


Hvad lærer du aldrig at forstå ved din kone?
“Der skal være noget mystik i parforholdet, der er jo det, der skaber en del af energien – ikke mindst i begyndelsen. Med tiden kommer venskabet til at fylde mere. I de vilde 80’er-dage kunne det godt undre mig, når kvinder sagde, at de ikke kunne have sex med en mand, de ikke var forelsket i. Den ene weekend sad de og græd over en fyr, der alligevel ikke var forelsket i dem, og næste weekend var de i byen for at finde en ny at forelske sig i. Deres cyklus var præcis den samme som for de mænd, der gik i byen for at finde en kvinde at have sex med.’


Hvis du havde en fjernbetjening til kvinden i dit liv - Hvornår ville du så trykke på stop?
“Jeg ville trykke på knappen, hvis kvinden blev ramt af et grundløst eskalerende selvhad.”

Hvornår har du sidst grinet af dig selv?
“Jeg griner indtil flere gange om dagen af rigtig dårlige ordspil, som jeg selv går og hygger mig med at finde på. Hvis for eksempel Susan K. og Sidney Lee fik en søn sammen, som de kaldte Nikolaj, så ville han komme til at hedde Nikolaj Lee K. Det er den mest banale form for humor, men jeg drages af ordspil. Hvad angår det at grine af mig selv, så arbejder jeg på det. Det skulle jo være så populært med selvironi.”

Nævn én kvinde – ikke din mor eller hustru - der har gjort et stort indtryk på dig?
“Ud over min egen hustru er den eneste kvinde, jeg ville giftes med, Ulla Terkelsen. Hun har ‘babe-faktor’. Det er trygt, når hun er i mit tv. Hun er en fantastisk formidler, selv i stormvejr, og så er hun en begavet kvinde. Så begavet, at hun forlod en lederstilling og vendte tilbage til jobbet som korrespondent, fordi det var det, hun virkelige brændte for. Det, synes jeg, er beundringsværdigt. Der er ikke mange mænd, som har modet til at downscale. De lader sig forfremme til uduelighed.”

Hvad har du lært af din kone?
“Alt – på nær navnene på samtlige Europas hovedstæder. Helt fundamentalt har hun lært mig, at nærvær overtrumfer planer – hvor vigtigt det er, at jeg er til stede i det, jeg gør.”

Artiklen er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 9.

Måske er du interesseret i ...

Seneste