Leder: Hvor modig er du?

Chefredaktøren hylder modige kvinder

19. juli 2011 af Ann Qvist


Undskyld mig, men Mette Lisby lyver! Altså, det er med garanti ikke sådan, at hun tænker, at: ‘Nu skal jeg fyre en løgn af’. Men at sige om sig selv, at hun ikke er modig? Det’ jo løgn!
Okay, jeg er ikke ude på at fornærme nogen. Det er bare min kluntede måde at sige, at jeg er fuld af respekt og benovelse over de valg, Mette Lisby har taget i sit liv. Fra dengang hun som 24-årig tog chancen, da den bød sig, og stillede sig op på en scene kun iklædt sine funny bones. Til nu hvor hun udlever sin og manden Jesper Bæhrenz’ amerikanske drøm - med alle de valg og fravalg, det indebærer.
Hun føler sig måske ikke modig, men det skal hun heldigvis ikke bestemme ... Modig er hun! Jeg ved nu godt, hvorfor hun siger, som hun gør, for jeg havde formentlig mønstret samme beskedenhed. Er det ikke bare sådan, vi (kvinder) er?
“Hov, det er da en ny kjole, du har på! Hvor er den flot til dig!”
“Tak, jeg fandt den til 199 kroner i H&M ...”
Hvorfor? Hvorfor skal vi altid liiige pille glansen af og glatte ud? Ingen skal jo tro, at vi er noget (ring a bell?).
“Hvor er det et godt magasin, I laver, Ann!”
“Tak, men vi har jo også ... bla, bla, bla!”
Skal vi ikke blive enige om, at en smule beskedenhed selvfølgelig er i orden - men det er også okay at tage ros til sig og nyde det en smule. Okay at sige: “Ja, jeg var faktisk ret modig, og jeg er stolt af de valg, jeg har taget.” Eller: “Ja, jeg synes faktisk også, at den kjole klæder mig.”
Jeg synes, at noget af den selvsikkerhed skinner igennem hos de tre kvinder, vi har mødt på side 62. De har nemlig også haft modet til at kaste sig ud på usikker grund og gjort deres smykker, malerier og keramik til deres levevej.
Jeg kan ikke andet end at blive inspireret af mennesker, der får det meste ud af livet. Ja, skaber deres egen lykke. For det er alligevel sjældent, der er nogen, der gør det for os. Så lad os hylde dem, der gør, og lade lidt af deres tryllestøv drysse over på vores skuldre. Måske det giver os modet.

God læselyst!

Ann Qvist

Måske er du interesseret i ...

Seneste