Hvor klog er man så på mænd?

Chefredaktør Ann Qvist burde have vidst bedre - og så alligevel ikke...

10. april 2012 af Ann Qvist

London, baby! Sådan skrev jeg på kortet, da jeg inviterede min mand på forlænget weekend. Sikke sød jeg var. Og jo, det var en gave til ham, men vi kvinder ved jo godt, at på sådan en tur går det begge veje. Med fare for at lyde som en Sex and the City-kliché så jeg derfor for mig, hvordan jeg:
1) Shoppede lystigt i store kæder og mindre butikker.
2) Sippede cocktails på små hyggelige barer og spiste krydret indisk mad.
3) Slæbte de mange poser tilbage til det store hotelværelse for så at lægge alle de seriøse kup op til skue på sengen.

Hvor klog er man så? For en spadseretur op ad Oxford Street er nogenlunde at sammenligne med et smut i Ikea lørdag formiddag. Resultat: Et styk mand med pludseligt opstået virkelig ondt i ryggen sætter cirka dobbelt tempo, så han marcherer 20 skridt foran mig - lige præcis den afstand, der gør det umuligt at stoppe hvert 30. sekund (eller den tid, det tager dit øje at fange næste tilbudsskilt).

Og at sippe cocktails med en mand i London er vel som at forvente pindemadder til en Sort Sol-koncert. 3’eren nåede vi selvsagt slet ikke til, for efter en hel weekend i London var det eneste, jeg hjembragte, et par gaver til drengene.

Jeg burde vide bedre. Vi har været sammen i 16 år, har to børn og har endda haft hus og have. Manden ville jo på pub og drikke øl, spise fish ‘n’ chips og ellers bare have mig. Så simpelt, og alligevel var jeg lidt tøsefornærmet, men det var i virkeligheden min egen fejl. For det er med den weekend, som når jeg forventer, at han på sin hjemmearbejdsdag har ryddet op efter morgenmaden - i en lille pause, bevares. Og helt på samme måde får jeg ikke noget ud af at orientere ham om, hvornår min niece skal konfirmerers, for han glemmer datoen, så snart den er sagt - han ved, jeg har styr på den.

Jeg er sikker på, at du selv kan fortsætte listen. For vi er blevet klogere på mænd med tiden, men den lærdom vælger vi åbenbart at skrinlægge gang på gang. Derfor vil jeg anbefale dig at få genopfrisket hukommelsen med artiklen om mænd på side 72. Den er ikke bare morsom, den er rystende sand.
Næste gang inviterer jeg i øvrigt et vennepar med på storbyweekend. Så kan mændene få sig en pint, mens vi trawler butikkerne. London, babies!

Så sad jeg der foran pubben... men jo, det var hyggeligt...

Måske er du interesseret i ...

Seneste