Leder: Jeg fik et frækt tilbud

Hvad gjorde chefredaktør Ann Qvist, da hun fik et rimelig frisk tilbud fra en ung mand?

9. november 2011 af Ann Qvist

Det var en aften, hvor jeg og to gamle veninder efter en rødvinsmiddag forvildede os i byen. Mændene var pænt parkeret derhjemme, for dette var girls night out, og vi skulle danse! Vi fik forvildet os ind et sted, hvor vi tydeligvis var alderspræsident(inder), men skidt med det, for de serverede iskolde røde drinks, og musikken var høj. Der gik dog ikke længe, før et slæng af unge fyre fandt os i baren. “Du ligner sådan en, der har prøvet det hele. Jeg kan se det i dine øjne,” hviskede den ene til mig efter ganske kort tid.

Hvis han havde taget sin blazerjakke af der, ville det ikke have undret mig, om han var udstyret med en sweater påtrykt ‘Student 2008’, for han kunne seriøst ikke være meget over 20 år. Hvilket på dette tidspunkt betød, at jeg var dobbelt op. Alligevel fortsatte han ufortrødent sit ærinde. Og der stod jeg. Med glattet hår og hævet barm og vidste ikke, om jeg skulle være smigret eller fornærmet. I virkeligheden syntes jeg allermest, det var komisk, og jeg overvejede, om jeg måske var en del af et væddemål.Var hans eneste tanke mon, at jeg med garanti var et eventyr på hans lagen - jeg, en moden kvinde, der kunne hjælpe ungersvenden med at udleve sine vilde lyster (som han måske ikke turde spørge en jævnaldrende, potentiel kæreste om)?

Det er i hvert fald oppe i tiden, som man siger. Det med de modne kvinder, der forfører villige unge mænd (eller omvendt). Men er det ikke kørt lidt op? Er det overhovedet så udbredt, så frækt eller så tabubelagt? Døm selv. I dette nummer af Liv har vi mødt to kvinder, der begge har fundet kærligheden i en yngre mand - der er dog maks. 11 års aldersforskel. Selv om det ikke lyder af meget, har det været udfordrende, men er kærlighed ikke altid det? I mit hjerte er lykken det, der nu gør os glade hver især. Og her står kærligheden øverst (sammen med de skønne unger, ja). Uanset alder.

Jeg takkede nej til det frække tilbud. Selvfølgelig fordi jeg allerede har en dejlig mand, og jeg er slet ikke færdig med at være på eventyr med ham. Men hvem ved, om jeg var sprunget på, hvis jeg var single - og han var ‘bare’ 10-20 år ældre?

Glædelig julemåned - og læselyst!

Måske er du interesseret i ...

Seneste