Kan du din A, B, C?

Chefredaktør Ann Qvist leger 'hvad nu hvis'-legen.

9. oktober 2012 af Ann Qvist

Kan du din A, B, C?

Som barn drømte jeg om at være stewardesse - ligesom min venindes mor, som altid kom hjem med spændende gaver til hende fra lufthavne verden over. Senere ville jeg bare lære fransk. Og siden tænkte jeg, at jeg skulle være dansklærer. Men da jeg stod med mine eksamenspapirer fra universitetet i hånden, ville jeg gøre en forskel.
Jeg så mig selv kæmpe for de dårligst stillede. For menneskerettigheder. For mening i livet. Og fandt straks en plads som frivillig i Dansk Flygtningehjælp.

Alligevel endte jeg som journalist på en lokalavis i Hillerød - længere kommer man næppe fra verdens brændpunkter. Og se mig så nu.

Bortset fra de romantiske stewardessedrømme vil de fleste nok mene, at der allige-vel er en rød tråd i mit liv, for selv som frivillig endte det med at være det skrevne ord, der var min force, så jeg skrev oplæg og fondsansøgninger i fundraisingafdelingen. Men at være journalist var min plan B (eller D!), som jeg faktisk kæmpede imod i nogle år, men som jeg - når det kom til stykket - elskede.

Det kan godt sætte gang i sådan en ‘hvad nu hvis’-leg, som jeg ofte praktiserer med nogle veninder over en hyggemiddag. Tilfældighedernes spil er fascinerende, for hvis mine forældre ikke var flyttet, havde jeg ikke mødt Thomas i gymnasiet, som senere skaffede mig det der første job som lokaljournalist ... Har du set Sliding Doors med Gwyneth Paltrow? Elsker den film for at tage mig på sådan en tankerejse.

Det er ikke altid, du selv bare kan zappe fra plan A til B. Nogle gange bliver du tvunget ud i at tænke en helt ny plan for dit liv. Hvis du nu mister evnen til at udføre dit arbejde. Eller hvis din nærmeste gør. Andre gange kan netop sådanne begivenheder sætte skub i en gammel drøm og vise sig at være det, der skaber lykken.

Tre kvinder fortæller i Liv nr. 21, hvordan de endte i deres plan B. Med og uden deres gode vilje. Fælles for dem er dog, at de er vilde med deres nye liv. Det sætter streg under, at der er flere veje for os, end den sti vi betræder lige nu. Det er også fascinerende, for her kan endnu en tankeleg begynde: Hvad vil du lave om fem år? 10 år? Hvis du kunne vælge frit? Og hvad holder dig egentlig tilbage?

Undskyld, hvis jeg fik sat gang i dagdrømmeriet. Eller nej: Fedt, hvis jeg gjorde!

God læselyst.

Måske er du interesseret i ...

Seneste