Chefredaktøren skriver: Et ego til afdansningsbal

Hvornår er det lige, vi bliver voksne? Når du tager ansvar for andre liv end dit eget? Eller når du mærker, hvor meget du elsker at være ikke-voksen?

9. maj 2012 af Ann Qvist / Foto: Morten Andersen

Hvornår blev du voksen? Måske tager du dig til hovedet og tænker: ‘Hvad taler hun om? Det giver da sig selv’. Men gør det?

Tidligere strøg du ind i de voksnes rækker ved din konfirmation. Tillykke med dagen, og her er så en smøg som bevis på din nye status. Så rykkede vi grænsen, så det i stedet faldt sammen med retten til at stemme og køre bil. Måske blev jeg officielt voksen der som 18-årig, men jeg følte mig ikke sådan. Og kørekortet fandt i øvrigt først plads ved siden af Visa Dankort, H&M-kort og Ikea-kort, da jeg blev 28 år.

Voksen = flytte hjemmefra, blive gift, få børn, ikke sandt? Eller sagt med andre ord: lave sin egen aftensmad, elske i egen seng og tage ansvaret for det.

Især det med ansvaret nikker skuespiller Maibritt Saerens genkendende til:

“Jeg blev voksen som 40-årig,” fortæller hun i dette nummer af Liv og henviser til beslutningen om at få tvillinger på det tidspunkt i sit liv og dermed sende sit og kærestens egoer til afdansningsbal (hendes egne ord - formidabelt!).

Farvel frihed og fandenivoldskhed, goddag ansvar!

Og det er jo nok det, det handler om. At føle og tage ansvar. Det er voksent.

I sidste måned var jeg til mine forældres guldbryllup. Wauw. At holde sammen i 50 år er ikke bare unikt, det er også virkelig voksent. Men det var også virkelig voksent at skrive sang og stå tidligt op for at kreere blomstret æresport sammen med mine to brødre. Og om aftenen at kigge ud over forsamlingen af familie, venner og børn og børnebørn og at finde mig selv i midten af den lykke. Det føltes også voksent.

Det gjorde det imidlertid ikke dagen efter. Nærmere tudsegammelt. For da lå jeg og klynkede i min seng med rødvins-ondt i hovedet og stilet-ondt i ryggen. Hele dagen. Mens mine forældre, som havde overnattende gæster, var på kulturelle visitter. Hm. Om ikke andet følte jeg da ansvar for min krop og mit helbred den dag, men det tæller vist ikke rigtigt.

Skal vi ikke blive enige om, at det gode ved at være voksen er, at vi sætter endnu mere pris på det, når vi tillader os at være ikke-voksne? Som når jeg står i kø for at prøve rutsjebanen i Tivoli for fjerde gang og spurter hen for enden for at komme i sidste vogn, hvor suset mærkes bedst. Eller når Maibritt Saerens tager en tur ud i det blå på sin Harley.

Måske er du interesseret i ...

Seneste