Naanbrød med tilbehør
© Per Ranung / AOM

Sådan bager du ostefyldte naanbrød – trin for trin

Pift aftensmaden op med en ny version af de indiske madbrød, som er nemme at lave og smager virkelig dejligt

13. marts 2017 af Charlotte Jenkinson

Tid: 30 min. + 45 min. hævetid + 20 min. hævetid + 8 min. bagetid 

Til 4 brød

Dej

  • 25 g gær
  • 1 dl yoghurt naturel 
  • 1/2 spsk honning
  • 1 tsk salt
  • 480 g hvedemel
  • 1 spsk rapsolie 

Fyld

  • 125 g frisk mozzarella 
  • 1 jalapeño-chili
  • 2 fed hvidløg
  • 100 g cheddarost
  • 1 dl hakket frisk persille 
  • 1/2 tsk salt
  • Lidt friskkværnet peber 

Pynt

  • 2 spsk sorte sesamfrø
  • 2 spsk smeltet eller klaret smør 

Trin for trin

Trin 1

Varm vandet til 37 grader. Smuldr gæren i vandet, og rør det godt ud. Tilsæt yoghurt, honning, salt og næsten alt melet. Ælt dejen ca. 10 minutter. 

Ælter dej
© Per Ranung / AOM

Trin 2

Læg dejen i en skål, smør den med olie på toppen, og dæk skålen med husholdningsfilm. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse ca. 45 minutter. Forbered fyldet: Skær mozzarellaen i terninger a ca. 1 cm på hver led. Udkern og hak chilien fint, skræl og riv hvidløget, riv cheddarosten, og hak persillen. Bland i en skål, og krydr med salt og peber. 

Trin 3

Del dejen i fire lige store stykker, og rul dem hver især ud til en ca. 30 cm lang oval. 

Ruller dej ud med bagerulle
© Per Ranung / AOM

Trin 4

Fordel 1/8 af fyldet på den ene halvdel af ovalen, og fold den anden halvdel over. Rul den nu foldede oval ud i endnu en oval, og gentag processen med fyld, foldning og udrulning, så der bliver to indkapslede lag fyld. 

Fylder dej med ostefyld
© Per Ranung / AOM

Trin 5

Læg alle fire naanbrød på en bageplade med bagepapir, og lad dem hæve tildækket ca. 20 minutter. 

Folder naanbrød sammen
© Per Ranung / AOM

Trin 6

Tænd ovnen på 250 grader, og lad en tom bageplade blive i ovnen imens. Strø sesamfrø på brødene, tag den varme bageplade ud af ovnen, og flyt brødene over på den ved hjælp af bagepapiret. Bag midt i ovnen ca. 8 minutter, og pensl bagefter med smeltet eller klaret smør. 

Pensler naanbrød med smør og sesamfrø
© Per Ranung / AOM

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 72.

Måske er du interesseret i ...

Seneste