Liv model 2017 | Laila Reinholt
© Thomas Dahl

Laila Reinholt: “Kærligheden har gjort mig modig”

Laila Reinholt er rejst langt efter kærligheden. Nu føler hun sig så meget i balance og så elsket, at hun også har mod på den rejse, der kan kaste lys over hendes fortid.

12. november 2017 af Karen Greve og Louise Thorsted

Laila Reinholt er 52 år, lærer og er gift med Henrik. Hun er mor til Andreas på 21 år fra et tidligere forhold. Familien består desuden af Henriks to voksne børn, Lærke på 34 og Simon på 27 år. 

At være 40+ er:

“Jeg føler mig grundelsket”

“Jeg er rigtigt glad for min alder og føler mig tilpas i livet. Siden jeg for tre år siden mødte min mand, har jeg fundet en særlig ro og harmoni, for jeg føler mig grundelsket. Vi blev viet for tre år siden, men har først lige holdt den helt store bryllupsfest. En kærlighedsfest, som varede hele natten!” 

Det fylder mit liv lige nu:

“Figentræer, strikketøj og gospelkor”

“I går blev jeg rørt af glæde over min nye skole­klasse. De er skønne unger, og jeg glæder mig hver dag til at fylde på dem. Ud over mit job er det de nære ting, der fylder: Glæden over min familie, duften af natur en tidlig morgen, mit drivhus med figentræer, gåture med vores lille hund Marley, mit strikketøj og mit gospelkor.” 

Det blev en milepæl for mig:

“Kærlighed ved første blik” 

“Jeg er fra Aalborg og har boet der hele mit liv. Jeg elsker virkelig byen og har arbejdet som skolelærer på den samme skole der i 24 år. Men der skete noget, da jeg mødte Henrik en sommeraften i Skagen. Det var kærlighed ved første blik. 

Det lyder som en floskel – særligt i vores alder – men vi var ikke i tvivl om, at det skulle være os. Men Henriks arbejdsopgaver som arkitekt er primært på Sjælland, så efter grundige overvejelser forlod jeg Aalborg til fordel for Henrik. Jeg tog først tilløb i et år, hvor vi pendlede frem og tilbage hver weekend, og hvor min søn, Andreas, tog sidste år i gym­nasiet.  

Derefter mente både Andreas og mine forældre, at jeg skulle tage af sted. De var helt enige i, at jeg skulle følge mit hjerte. Det var svært i starten ikke at være helt tæt på særligt min søn, men han mener stadigvæk, at han er voksen og sagtens kan klare sig uden helt samme tæthed. “Nu er det på en anden måde, vi er tætte”, som han siger. Nu bor jeg i Nordsjælland med fredede enge omkring mig. 

Jeg har ikke et øjeblik fortrudt, at jeg fulgte Henrik. Han er min livsfordobler – og alle mine drømme udlever jeg sammen med ham. Kærligheden til Henrik har gjort mig mere modig og udvidet min horisont.”

Det ser jeg, når jeg ser i spejlet: 

“Den Laila, jeg gerne vil være” 

Mit hår er gråt, jeg har lidt kragetæer om øjnene, og tyngdeloven er begyndt at sætte ind, men jeg ser en moden kvinde, der hviler i sig selv. Jeg er kommet hjem i den Laila, jeg gerne vil være. Jeg bliver helt rørt, når jeg tænker på, at noget af det sidste, min elskede mormor sagde, var, at hun håbede, at jeg ville få en rigtigt god mand. ‘Alt det gode, du rummer, skal du dele med nogen’”, sagde hun. 

Så jeg ville ønske, at hun havde nået at se Henrik. Men jeg tog fem hjerte­formede sten med til vores bryllup med navnene på min mormor og morfar, min far og Henriks mor og far. På den måde var dem, vi har elsket og mistet, med til vores kærlighedsfest.” 

Den næste drøm, der skal udleves: 

“Jeg skal se den del af verden, som også er i mit blod”

“Min biologiske far er inder. Han og min mor mødte hinanden i København og flyttede senere sammen til USA. Da min mor blev gravid, ville hun hjem til Danmark. Hun ville ikke lade et lille brunt barn vokse op i Chicago i 1960’erne med en hvid mor og en mørk far. 

Min far faldt aldrig til i Danmark, så han rejste igen, da jeg var tre måneder gammel. Jeg har aldrig mødt ham, jeg fik en anden far, men jeg er nysgerrig efter at vide mere om, hvor jeg kommer fra. Som barn kunne jeg se, at jeg havde brune øjne og mørkt hår, mens mine mindre søskende var helt hvide. Så fik jeg forklaret, at mor havde været gift med en anden mand, som var mørk. 

Det har altid været min store drøm at rejse til Indien. Se og opleve den del af verden, som også er i mit blod. Så om en måned tager min mand og jeg på bryllupsrejse. Først til Nepal, hvor vi skal vandre på Annapurna­bjerget, og derefter videre til Indien. 

Jeg ved, at det kan blive strabadserende både fysisk og mentalt for en blød pige som mig, men med min mand ved min side skal det nok blive en stor oplevelse!” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 81. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste