Tine Bjørneboe
© Sine Nielsen

Tine Bjørneboe mistede sin mand: “Jeg skal finde ud af, hvem jeg er nu – uden Jacob”

Sorgen ligger på lur hele tiden, efter at Tine Bjørneboes mand døde for kun et år siden. Men hun insisterer også på, at der skal være plads og lov til grin og glæde. For det gjorde han også.

8. oktober 2017 af Karen Greve

Tine Bjørneboe (40) er mor til Oskar på 10 og Charlie på 6 år. Hun er social media manager og webredaktør i en kommune.

“Jeg ved ikke, om jeg er specielt god til at bede om hjælp, men du lærer det, når du er tvunget til det. Og jeg har det bedst, når jeg kan handle på min situation. Sådan har jeg haft det, både før og efter min mand, Jacob, døde for knap et år siden. Det værste for mig er stilhed og berøringsangst.

Jacob døde den 30. november sidste år. I april i år blev begge hans computere stjålet fra vores hus. På de computere lå fotos og minder fra vores familieliv. Uerstattelige minder om mine børns far. Jeg skrev en appel til tyvene på Facebook. Det var grænseoverskridende at efterlyse vores ting på Facebook og på den måde vende vrangen ud af mig selv og vise min sårbarhed. Ikke kun til det nærmeste netværk, men til hele Danmark, for opslaget blev delt 11.787 gange, og jeg blev inviteret i Go’ Morgen Danmark samme aften.

Men allerede inden jeg kom på skærmen, fandt jeg en plastikkasse foran min hoveddør med
de vigtigste ting. Jeg er dybt taknemmelig. Og overvældet over at opleve alle omkring mig returnere en masse kærlighed. Al opmærksomheden fra venner på Facebook og den øvrige verden opvejer prisen ved at være ærlig.

Derfor fortæller jeg gerne vores historie. Men sætter grænsen ved mine børn. De skal selv bestemme, hvad, hvornår og hvordan de vil dele deres sorg over at have mistet deres far. Når jeg fortæller vores historie, handler den om mit eget forhold til Jacob, vores forløb sammen og om min sorg som kæreste, men ikke som mor. 

Soulmates

Jeg mødte Jacob første gang på Dating.dk i juleferien i 2004. Det var vildt, så stor en tiltrækning vi begge følte, selv gennem en skærm. Vi chattede og havde det skidesjovt lige med det samme. Det føltes, som om jeg havde mødt min soulmate. Vi havde endda fødselsdag på samme dato. Vi blev kærester i starten af januar og flyttede sammen kort efter. Det var en fed tid, hvor vi fulgtes på arbejde på cykel hver morgen og trænede sammen om eftermiddagen. Det var det nemme liv.

Jacob blev syg første gang i 2006. Han havde en bule på benet, som det spændte lidt i. Ingen af os tænkte i kræftbaner, da han gik til lægen. Men det viste sig, at han havde sarkom-kræft, som kan sidde i bløddelene og knoglerne. Lægerne opererede en 14 centimeter lang knude ud. Derefter fik han stråling og blev erklæret rask.

Dengang var jeg ikke bange for, at han ville dø. Alligevel gav oplevelsen os begge en følelse af, at vi skulle nyde livet der og nu. Vi besluttede, at vi skulle have nogle børn sammen. Vi fik først Oskar i 2007 og Charlie i 2011.

Dagen efter Charlies barnedåb, i 2011, fik Jacob at vide, at han havde en ny kræftknude i bækkenet. Han havde længe døjet med nogle smerter i iskiasnerven, og det viste sig at være en knude, der trykkede på nerven. Herefter fik han med jævne mellemrum nye knuder: i låret, i armen, i skulderen, i ryggen, i lungehinden og mange flere steder. De fleste knuder kunne opereres ud, men han blev aldrig helt rask igen. Han var god til at bevare håbet. Vi har været gode til at leve livet, selv om Jacob var syg. Men jeg har haft forfærdelige drømme om natten om, at Jacob skulle dø. Heldigvis kunne vi tale om døden sammen. Den var aldrig et tabu mellem os.

Råstyrke

Jeg har altid været bevidst om, at jeg skulle leve mit eget liv, selv om Jacob var syg. Jeg har sunget i et akustisk band i flere år og blev ved at tage ud for at give koncerter, mens han lå syg derhjemme. Han ville ikke have ynk og lå ikke og jamrede sig. Tværtimod var han bevidst om, at han ikke ville få det bedre af, at jeg også sad derhjemme. Det var en styrke hos ham, som jeg har med mig – også nu. Vi har haft god hjælp af familie og venner, men ellers er det mig, der har kørt Jacob til behandlinger og sørget for alt herhjemme. Jeg fik plejeorlov fra mit arbejde, for det var et fuldtidsjob at tage sig af Jacob de sidste måneder.

Vi fandt styrke i at handle sammen. Et af vores projekter blev at lægge vores kost fuldstændig om, så Jacob bedre kunne optage de C-vitamintilskud, som vi fandt frem til, at han havde godt af. Et forløb, vi dokumenterede på min blog: Tro, håb og broccoli, fordi vi gerne ville være åbne og dele vores oplevelser undervejs. For mig lå der en forpligtelse i at skulle tage billeder af vores mad og skrive om det hele, som betød, at jeg fik mere energi til at gøre mig umage, gøre noget ud af anretningerne og holde fast i vores mål. Jeg skulle jo også stå til ansvar for læserne på bloggen. 

Det er forfærdeligt hårdt at være sammen med et menneske, du elsker højt, som bliver så syg. Jacob var tit nede på ressourcer, og så var han mindre sjov at være sammen med. Han forandrede sig undervejs, og det var øde­læggende for vores forhold, at vores rollefor­deling gik i stykker. Jeg fik for meget ansvar og påtog mig for mange roller og endte med at stikke snuden i sporet og køre mit eget løb.

Det opstod en ubalance i vores forhold. Vi var blevet verdens bedste venner, men ikke så meget mere. Jacob har ofte sagt til mig, at jeg skulle gå fra ham og få et bedre liv. Men vi blev sammen, fordi vores kærlighed til hinanden var så stor. I dag har jeg taget afsked med de dårlige ting og den nagende samvittighed, jeg fik, fordi jeg var rask og stadig kunne have det sjovt, mens han skulle dø. Og fordi jeg ikke kunne tilbyde ham den fulde kærlighed, han også higede efter.

Jeg forstår godt de par, som går fra hinanden undervejs, for det var hårdt, men i dag er jeg glad for, at vi holdt sammen hele vejen. 

En sang til Jacob

Da Jacobs kræft udviklede sig til, at han fik konstateret akut leukæmi, så det sort ud. Sidste sommer, i juni 2016, sagde lægerne, at de ikke kunne gøre mere.

I starten ville han ikke fortælle det til nogen. Jeg forstod ham godt. Jacob havde ikke lyst til at være ham, der snart skulle dø. Ikke endnu. Men for mig var det svært ikke at kunne tale helt åbent om det med venner, bekendte og familie, som vi ellers altid havde gjort.

Efter et par måneder valgte Jacob at lægge en video på Facebook, hvor han stærkt og empatisk fortalte om sin sygdom, og om hvor vigtigt det er for os allesammen at nyde tiden hver dag. Han havde ingen ambitioner om, at filmen skulle gå viralt. Han ville bare dele sin svære nyhed med sit nærmeste netværk. Men måske fordi han havde lavet en ærlig video om alvoren i sit liv og samtidig formåede at inspirere med sin livsvisdom, blev filmen delt i hele Danmark, og det væltede ind med kærlighed. Det betød rigtigt meget at mærke den opbakning.

Jacob udtrykte sig i det hele taget godt. På et tidspunkt fandt jeg på at lave en sang til ham. Jeg fandt en tekst, som han selv havde skrevet om at komme fra mørket ind i lyset, og jeg kontaktede et lydstudie og spurgte, om de kunne gøre noget med det? Det var en fredag. Om mandagen tog jeg ind i studiet og indspillede sangen på en time. Min veninde filmede undervejs, og efter en hurtig produktion af en musikvideo tog jeg på hospitalet, hvor Jacob var indlagt, og jeg gav ham hørebøffer på og lod ham lytte til sangen. Det var et meget følelsesladet øjeblik for os begge to. Fordi det var hans egne ord, han lyttede til, og min stemme, der sang for ham.

I den sidste tid hørte han den sang igen og igen. Indimellem flere gange om dagen. Det er den slags, der er vigtigt i et forløb som vores.
At turde gøre noget. Komme med noget helt konkret. Og glemme alle tanker om, hvad der er rigtigt og forkert at gøre. Der er ikke noget, som er dumt. Der er ikke noget, som er forkert, når bare du gør noget.

De sidste uger lå han mest på sofaen. Og jeg lå der med ham, og børnene lå der med os. Vi havde købt en stor flydersofa med plads til, at vi kunne være der sammen med ham. Det var først de sidste dage, at han kom på hospitalet. 

Hvem er jeg så nu?

Jacob døde den 30. november 2016 om aftenen. På vores blog skrev jeg nogle dage senere et langt indlæg om hans sidste dage og timer og vores sidste minutter sammen:

Jeg vidste godt, at jeg blev nødt til at give slip ... Da klokken blev 20.20, åbnede Jacob sine øjne. Det var ret vildt ... Jeg kiggede på ham, holdt hans hoved i mine hænder og spurgte, om han var vågen. Han svarede ikke ... Han kiggede på mig med en tåre i øjenkrogen, og jeg aede ham på håret og sagde, at nu måtte han gerne give slip. Jacob stoppede med at trække vejret i det sekund, jeg havde sagt det. Det var helt utroligt! Smukt og uhyggeligt på samme tid. Der blev helt stille. Jeg brød sammen og lagde mig hen over ham og græd. Det var ikke i orden! Det var bare ikke rigtigt! Han fik fred, men alt i mig var et stort kaos. Jeg har aldrig følt mig så magtesløs før ... ingen lettelse ... kun en kæmpe sorg.

– Fra Tines blog: Tro, håb og broccoli.

De første måneder kunne jeg næsten ikke komme ud af sengen. Men det skulle jeg, for jeg har to børn, som skal i skole, og som jeg er nødt til at være et forbillede for. Jeg sover stadig i samme rum som dem. Det giver en nærhed og en tryghed, som vi har brug for, for selvfølgelig op­står der en angst, når du har mistet. Det er sket en gang, så det kan det vel ske igen. Det er ikke en angst, jeg er bange for, for jeg ved, at det er en naturlig reaktion. Jeg prøver bare at være i den.

Jeg bærer på en sorg, som jeg ikke har kunnet forberede mig på. Jeg ved aldrig på forhånd, hvad der tricker den. Det er meget uforudsige­ligt. Jeg kan gå på kirkegården og besøge Jacobs gravsten uden at bryde sammen. Til gengæld græder jeg ofte, når jeg kører bil. Jeg tror, det handler om, at bilen længe var det rum, hvor Jacob og jeg fik snakket om alle de svære ting.

I december ret kort efter begravelsen havde jeg en trang til, at børnene og jeg skulle have en positiv oplevelse midt i alt det sørgelige. Jeg tog i Tivoli sammen med en veninde og Oskar og Charlie. I rutsjebanen blev jeg ramt af en angst, som jeg aldrig har mærket før. Det var, som om jeg kunne føle enhver knirken i fundamentet, og jeg var helt konkret bange for at falde ud. Jeg var i panik. Det, som skulle have været en optur for os, og som jeg har gjort mange gange før, blev pludselig angstfyldt for mig.

Det tog også nogle måneder, før jeg fik lyst til at synge igen. Mit liv er som udgangspunkt ikke sjovt lige nu. Jeg skal lære mig selv at kende igen. Hvem er jeg uden Jacob? I årevis er alle samtaler, jeg har haft med folk, på et eller andet tidspunkt drejet ind på, hvordan Jacob havde det. En psykolog ville sige, at jeg længe har tilsidesat mig selv, og nu hvor jeg ikke længere er Tine, der har en syg mand, så føler jeg mig tom. Hvad er mine drømme og ambitioner egentlig?

Jeg har altid haft mange drømme og ambi­tioner, men det meste er blevet bremset på grund af sygdommen. Nu hvor den bremse ikke længere er der, er det pludselig skræmmende, at jeg i princippet bare kan gøre det. Jeg prøver at komme i tanke om mine drømme og ambitioner.

Da jeg begyndte på arbejde en måned efter begravelsen, blev det tydeligt, at jeg slet ikke var mig selv endnu. Jeg tudede hele vejen derhen, og jeg kunne hverken overskue at pakke min com­puter ud af en kasse eller gå til møde om vores intranet om eftermiddagen. Jeg følte mig helt blank. Som om jeg slet ikke havde nogen kom­pentencer mere. Alt, hvad jeg kunne, var meget langt væk. Jeg vidste ikke, at det at miste Jacob ville gøre mig usikker på mig selv på den måde. Men selvfølgelig er det en ekstremt stressende situation, og jeg havde brug for mere tid for at finde mig selv igen. Jeg fik en aftale med mit arbejde om at komme langsomt tilbage.

Jeg er oppe på 15 timer om ugen nu og trapper langsomt op til fuldtid, og det er okay. Jeg koncentrerer mig om at være mor og hjælpe mine børn videre.

To krystalsten og en terrasse

Jeg tænker meget på Jacob. Faktisk hver eneste dag. Det er hans kunst, der hænger overalt i huset, og når jeg går ud i køkkenet, hilser jeg på ham, på den fotocollage vi har hængende lige ved døren. Han fylder på en god måde, synes jeg. Nogle gange er det næsten, som om han sidder på skulderen af mig. Som for eksempel når jeg kører bil og husker mig selv på at blinke af, sådan som han ellers altid måtte minde mig om at gøre det. Jeg ved, at livet går videre, men jeg har ikke så travlt med at løsrive mig. Det er vigtigt for mig, at vi snakker om ham. At vi fortsætter med at mindes Jacob.

Hver sommer plejer vi at tage til Grøn Koncert her i Næstved sammen med naboer og venner. Det er lige om hjørnet fra vores hus, og den fest har altid været så meget Jacob. Nogle af vores venner begyndte at tale om, at det ville være underligt at tage til Grøn Koncert i år uden ham. Men netop derfor skal vi da af sted! Hvor­for ikke gøre det til en ‘Camp Jacob Rossen’ efter Jacob? Og mindes ham på en god måde? Det er jeg sikker på, at Jacob ville ønske.

For mig tæller det, når andre gør noget konkret i forhold til os. I dag har en af for­ældrene i Oskars klasse været forbi med to krystalsten til os. De skulle virke mod onde drømme, som ingen af os kan sige os fri for. Den betænksomhed betyder noget. Hvis du kender nogen, der har mistet, og tænker: Skal jeg ringe ...? Så ring! Jeg forstår sagtens, at du kan blive berøringsangst og ikke ane, hvad du skal sige. Men du kan ikke sige noget, der gør sorgen værre, end den allerede er. 

Jeg kan mærke en stærk trang til at gøre nogle af Jacobs projekter færdige. Han snakkede om en terrasse, men jeg blev irriteret over det og kunne ikke forholde mig til en terrasse, når han var dødssyg. Det kan jeg nu. Den skal vi have bygget. Måske giver det mig lidt fred at få den færdig?

Sorg er ikke en følelse, men mange følelser, som skifter. Jeg kan bryde sammen, og mine børn kan hulke og savne deres far, men få minutter efter er de optaget af et Playstation­spil, og jeg kan tage mig selv i at grine af noget. Må vi det? Er der gået lang tid eller kort tid nu? Kan jeg godt være glad, selv om jeg stadig er meget ked af det? 

Jeg kan mærke, at jeg er ved at være mere mig selv igen. Eller i hvert at jeg nok skal finde ud af at blive det. Jeg går ud. Nogle gange har jeg hovedpine fra start af, andre gange går jeg tidligt hjem igen, men jeg isolerer mig ikke herhjemme, og det gør mine børn heller ikke.

Jacob har sagt til mig i årevis: ‘Nu lover du mig, at du skal have et godt liv. Du skal have det sjovt. Du skal finde en god mand.’ Det sidste er jeg ikke klar til endnu, men det gør mit liv nemmere, at jeg ved, at han ville sætte pris på, at jeg indimellem er glad og har det sjovt. Og jeg glæder mig til at finde kærligheden igen, for den savner jeg. Jeg skal bare lige være klar.” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 79.  

Måske er du interesseret i ...

Seneste