Xenia Lach-Nielsen
© Rosa Gantzler

Skuespiller og sanger Xenia Lach-Nielsen: "Jeg er et sted, hvor jeg skal trække lidt i håndbremsen"

Xenia Lach-Nielsen holder af uforudsigeligheden. Men hun oplever også, at hun bliver mere sårbar med alderen, så hun øver sig også i at sige nej. For det bliver hun stærkere af

21. januar 2018 af Nana Toft

Xenia Lach-Nielsen (46) er skuespiller og sanger og er kæreste med skuespiller Peter Gantzler, som hun har Rosa på 18 år med. Hun er fra d. 19. januar 2018 aktuel i den kvindelige hovedrolle i musicalen Chess, som først spiller i Tivolis Koncertsal i København og siden drager på danmarksturné. 

Arbejdsliv

“Jeg drages af uforudsigelighed. Når jeg er i gang med at løse en opgave, og jeg ikke ved, hvor vi ender. Hvor arbejdet kan gå i mange retninger, og der ikke er et facit. Selvfølgelig holder jeg af at stå foran publikum, men min passion er processen. De øjeblikke, hvor jeg glemmer, at jeg arbejder. Hvor blikket er ægte, og min kollega stopper med at være kollega og bliver det menneske, der skal portrætteres på scenen. Samtidig vil jeg sige, at jo ældre, jeg er blevet, desto mere har jeg brug for, at uforudsigeligheden er i en fast ramme. Da jeg var yngre, var jeg god til at kaste mig ud fra 10 meter-vippen uden at vide, hvor jeg ville lande. I dag er jeg lidt mere tryghedssøgende.” 

Privatliv

“Mit liv er som yin og yang. Enten har jeg lange perioder med prøver, hvor jeg er meget væk hjemmefra, eller også bruger jeg tid på mit arbejdsværelse med at forberede mig. Peter (hendes kæreste, skuespiller Peter Gantzler, red.) og jeg har hvert vores arbejdsværelse, og det betyder alt for mig. I perioder har jeg så travlt, at det er livsnødvendigt for mig med et sted, hvor der er helt ro. Det kan jeg få, når jeg sidder helt alene på min gamle kontorstol med klaveret i nærheden. Alligevel kan det indimellem blive for ensomt med al den alenehed. Det tænker jeg over for tiden, da min datter, Rosa, snart flytter hjemmefra. For nok er der gnidninger og frustrationer. Hun er jo teenager, så det skal der være. Men! Det niver altså i maven. For jeg kan ikke lade være med at tænke: Shit, det var det. Hun er jo mit eneste barn!” 

Kærlighedsliv

“‘Peter er en slidt cowboystøvle, hvor du, Xenia, er en fin sommersandal’. Det er sådan, min veninde beskriver Peters og mit forhold: Som diametrale modsætninger. Jeg giver hende til dels ret, men indimellem bytter vi altså også. Hjemme er det altså mig med skruetrækkeren, og mig, der bygger et udekøkken, og ham, der står for indkøbene og laver maden. Vi kunne have været skilt hundredvis af gange, men der er bare en strøm af kærlighed, der går imellem os, som ikke dør. Vi har været sammen i over 20 år og har været så meget igennem, at der ikke er noget, der ryster mig mere. Og den følsomhed, jeg allerede mærkede den første gang, jeg mødte ham – og som var det, jeg faldt for – den er kun blevet mere tydelig hos ham. Jeg tror, vi med tiden har fået blødheden frem i hinanden.” 

Livsværk

“Jeg må nævne mine to album, Velvet Apple og Trash of Gold. Jeg søgte ikke det populære, og jeg tænkte ikke i salgstal. Jeg gik udelukkende efter, hvad der var rigtigt og nødvendigt for mig, og jeg var kompromisløs. Jeg er stadig stolt den dag i dag. Jeg vil også fremhæve forestillingen Black Rider, som jeg har spillet i to omgange. Da vi spillede den igen for et par år siden, sad alle bevægelser stadig i kroppen på mig, og der var der altså gået 17 år siden sidst. Alt ved den forestiling var fantastisk: Min rolle var virkelig sammensat, og i den her forestilling handlede det heller ikke om at synge godt. Jeg sang faktisk ret skingert, hvilket var skønt, da jeg betragter min stemme som et instrument.” 

Livræd

“Som alle forældre er jeg allermest bange for, at der skal ske min datter noget. Jeg har ikke ambitioner på hendes vegne om, at hun skal leve sit liv i en bestemt retning. Bare hun er glad! Jeg har selv oplevet, at mit liv ændrede sig pludseligt og drastisk, da jeg fik en række diskusprolapser, da jeg var 20, 37 og 40 år. Jeg fik lov til at komme hjem fra hospitalet på min 40-års fødselsdag for så at tage tilbage næste dag. Kæmpe fødselsdagsfest aflyst. Jeg havde glædet mig så meget og var så stolt over at fylde 40 og være der, hvor jeg var i livet – stærk, glad og med succes i mit arbejde – og så BANG! Det var så voldsomt for mig, at en stor uro i mig handler om, at noget lignende ikke sker for hende. Jeg har sat noget i verden, som giver mig den allerstørste glæde. Men også den største angst.” 

Livredder

“Jeg har ofte brug for lige at trække vejret. Når jeg har det sådan, går jeg ind på mit værelse og lukker døren. På den måde fungerer mit værelse som en hverdagslivredder. Ellers er der mit elskede sommerhus, der giver mig et helt andet liv end det, jeg har på Frederiksberg. Det kan være, at jeg planter, det kan være, at jeg får øje på, at vi måske burde fælde et træ, og midt i det hele kommer der en fasan gående. Men mine forældre er og bliver de vigtigste i mit liv. De er de sejeste, mest jordnære, empatiske mennesker, jeg kender. De er der 10.000 procent for mig, og jeg kan ærligt sige, at jeg ikke kunne ønske mig bedre forældre. De er mine livreddere i alle livets aspekter.” 

Livtag

“Jeg har haft stress, for fire år siden. En reaktion på mine prolapser. Jeg var sygemeldt i et halvt år. Det var sindssygt ubehageligt. Måske er det også, fordi jeg er et menneske, som suger alle indtryk til mig. På godt og ondt. Jeg gik helt ned i en periode, hvor jeg i for lang tid havde taget for mange forskellige opgaver ind. Jeg troede ikke, at det kunne ske for mig, men jeg lærte i den grad, at hjerner kan blive slidt. Og at der er grænser for, hvad vi kan byde både krop og sind. 2017 har også været et heftigt år, hvor jeg har haft større roller i ikke færre end fem musicals. Det er alt, alt for meget. Så jeg er et sted lige nu, hvor jeg skal til at trække lidt i håndbremsen, og hvor jeg stille og roligt erkender, at jeg kan klare meget, men ikke alt.” 

Livskraft

“Jeg får energi af at grine. Det er humor, der gør livet allermest værd at leve, og egentlig skal der ikke så meget til. Peter og jeg talte så sent som i går om, hvor utroligt mange dejlige, sjove mennesker, der er i vores branche, og hvor meget vi griner sammen. Jeg griner hver eneste dag. Hvor privilegeret er det lige? Jeg ville ikke kunne have været sammen med Peter så længe, hvis vi ikke havde en humor til fælles. Og så vil jeg sige, at Rosa, hold kæft, hun er sjov!” 

Livvidde

“Jeg synes, jeg har fået lidt for tunge lår. Og numse. Men der er noget virkeligt fint i at acceptere den krop, jeg har fået her i en alder af 46 år. Det er ellers noget nyt for mig. Som yngre havde jeg et meget højt stofskifte, som gjorde, at jeg i en periode måtte drikke fløde for at holde vægten. Jeg har bestemt ikke altid motioneret, men er lige begyndt til reformer, der minder en del om pilates. Men det er mest på grund af de tre diskusprolapser, jeg har haft. Jeg skal sørge for at holde mig stærk og smidig.” 

Livsråd

“Pas på dig selv! Og her taler jeg også til mig selv. Min verden er fuld af muligheder, og der er simpelthen så mange ting, jeg gerne vil realisere. Men igen: Jeg har ikke den samme energi, som da jeg var yngre, så det er en lille sorg at være nødt til at sige nej til nogle af de ting, jeg får tilbudt. På den ene side føler jeg mig mere sårbar. På den anden side er der nye, gode erkendelser, så jeg samtidig føler mig stærkere.” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 83.

Måske er du interesseret i ...

Seneste