Brystkræft, symptomer, screening, tjek dine bryster
© iStock

Sådan passer du bedst på dine bryster

Skal du tjekke dine bryster regelmæssigt? Hvornår skal du gå til lægen? Her giver vi dig gode råd til, hvordan du bedst passer på dine bryster

9. oktober 2016 af Rie Louise Kirkebjerg

Hvert år får knap 4.700 kvinder konstateret brystkræft. Der er heldigvis gode muligheder for helbredelse, hvis kræften opdages tidligt – derfor giver vi dig her Kræftens Bekæmpelses guide til, hvordan du bedst passer på dine bryster.

Deltag i screening for brystkræft

På et tidligt stadie er mammografiscreening den allerbedste metode til at finde brystkræft. Mammografiscreening foregår, før forandringerne kan mærkes, og alle kvinder i alderen 50-69 år inviteres hvert andet år til en screening for brystkræft.

Vær opmærksom på forandringer i brystet

Du skal huske at være opmærksom på din krop og vide, hvordan dine bryster føles. Alle er forskellige, og hvad der føles normalt for én kvinde, behøver ikke være det for en anden. Dit bryst vil også føles forskelligt afhængig af tidspunktet på måneden og din alder. Hvis du mærker, at dine bryster ikke er, som de plejer, skal du gå til lægen.

Kvinder under 30 år rammes meget sjældent af brystkræft, men derfor skal de aldrig tøve med at gå til lægen, hvis de mærker forandringer i brystet. 

Du skal gå til lægen, hvis:

  • Du mærker en knude eller fortykkelse i brystet eller i armhulen
  • Der kommer blod fra brystvorten
  • Du opdager ændringer i brysterne, for eksempel indtrækning i huden eller rynker omkring brystet
  • Du får sår eller eksem på brystvorterne
  • Du oplever betændelseslignende rødme, varme og hævelse

Skal man undersøge sine bryster regelmæssigt?

Tidligere blev det anbefalet, at kvinder skulle undersøge deres bryster regelmæssigt. Dog viser forskning, at regelmæssig selvundersøgelse ikke sikrer bedre overlevelse, og at det heller ikke er bedre end generel opmærksomhed på kroppen.

I undersøgelsen fulgte forskerne en gruppe kvinder i hele ti år. Kvinderne blev opdelt i to grupper – en, hvor kvinderne systematisk og regelmæssigt skulle tjekke deres bryster, og en, hvor kvinderne ikke skulle foretage denne form for regelmæssig selvundersøgelse.

Efter ti år var der ingen forskel mellem de to grupper i forhold til, hvor mange kræftknuder der blev fundet, og hvor store de var.

Det, der er svært ved selv at undersøge sine bryster, er, at man ofte kan finde noget, som, man tror, er brystkræft, men som ikke er det. Derfor opstår en unødvendig bekymring. Dog er det stadig en god idé at undersøge dine bryster, så du lærer dem at kende. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste