© NInna Flor

"Min veninde gav mig overblikket og handlekraften igen"

Michelle og Laila er hinandens livliner og søstre. Ikke af blod, men i hjerte og gennem smerte. Så da Michelle gik ned, hev Laila hende op

4. februar 2018 af Eline Holm

Michelle Røjgaard Rolsted (45) er single og mor til Chris på 23 og Victor på 12 år. Og så er hun social- og sundhedsassistent.

Laila Plannthin (45) er gift, har ingen børn og er psykolog.


Oktober 2016

Michelle har så store problemer med både børn, mand og job, at hun er kørt helt ned. Hun vejer kun 40 kilo og har lagt sig i sin seng for at blive der. Men så kommer hendes veninde Laila og hiver hende op. Hun giver Michelle livslysten tilbage.

Mit liv dengang

“Jeg kan faktisk ikke huske et liv før Laila. Vi har kendt hinanden siden børnehaven, og som børn var vi uadskillelige. Vi er vokset op i et socialt belastet område i Københavns Nordvest-kvarter, og vi har ikke haft så mange andre, men vi to har altid støttet os op ad hinanden og hjulpet hinanden i alt. 

Laila bliver særligt vigtig for mig i 2006, hvor mit liv ramler mere end nogensinde før. Begge mine sønner har det rigtigt dårligt. Den store har udviklet tics og OCD og har selvmordstanker, og den mindste fungerer ikke i dagplejen. Der er ikke meget støtte at hente hos min mand, som jeg i dag er skilt fra. Han lader mig stå alene med det hele, og når jeg forsøger at tale med ham om det, lukker han af. Det er svært at klare mit job, hvor jeg skal kunne give af mig selv, når alt kører dårligt på hjemmefronten. Jeg går ned i tid. 

I den periode føler jeg ikke rigtigt, at folk lytter til mig. Udefra er det måske også svært at se for andre, hvor slemt det står til, fordi det hele foregår inden for hjemmets rammer. Jeg føler, at folk omkring mig bare fortsætter deres liv og taler om ferier og nye biler, mens det hele falder sammen om ørerne på mig

Jeg er så presset, at jeg taber mig drastisk og er nede at veje 40 kilo. Min læge giver mig antidepressiv medicin, men det løser jo ikke årsagerne til, at jeg har det så skidt. Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg kun kan lægge mig ned og græde. Jeg har lyst til give op, for det virker, som om problemerne aldrig stopper. Jeg er så udmattet, at jeg faktisk ikke orker mere. Jeg vil bare have fred og ro.”

Mit liv nu

“Laila kommer bogstaveligt talt og hiver mig op af sengen. Hun har fulgt med i hele forløbet og tager en beslutning. Hun pakker mine ting og tager mig med ned på det landsted, hvor hun bor. Der bliver jeg i nogle dage, mens min eksmand må klare situationen derhjemme lidt. Laila tager også over rent praktisk og spørger: ‘Hvad kan jeg gøre? Hvem kan jeg ringe til, så du ikke skal?’. 

Endelig føler jeg, at der er nogen, der forstår mig. Sammen med Laila behøver jeg ikke forsvare mig eller føle, at jeg skal stå til ansvar for, hvorfor mine børn har det skidt. Hun tager en kæmpe byrde fra mig ved at vise mig, at der i hvert fald er én person, der er der for mig ligegyldigt hvad. Jeg føler mig elsket. 

Laila er psykolog, og i kraft af sin uddannelse giver hun mig en masse redskaber til at komme ud af det mørke sted, hvor jeg er. Hun får mig til at indse, at alt er perioder, og selv om det hele ser rigtigt slemt ud, vil det ikke være sådan for evigt. Hun lærer mig, at det ikke nytter noget at bruge energi på ting, jeg alligevel ikke kan ændre. Det betyder ikke, at jeg skal lade stå til, men nogle ting er der ikke en løsning på allerede i morgen. Hvis mine børn har det dårligt, så er det en proces at komme hen til et sted, hvor tingene bliver bedre. Det hjælper Laila mig med at blive bedre til at acceptere.

Men det er ikke sådan, at Laila bare sidder og aer mig på kinden og giver mig ret i, at det er synd for mig. Hun er også skrap. Når jeg har lyst til at give op, giver hun mig et skub og siger: ‘Kom nu, Michelle, du kan godt!’. Det er vigtigt for mig. 

Min ældste søn har det stadig psykisk svært, så selv om det er blevet bedre, er problemerne ikke væk. Men på grund af Lailas hjælp er jeg ret sikker på, at jeg ikke mere vil komme helt derud, hvor jeg bliver helt opgivende. 

Jeg ved slet ikke, hvor jeg ville have været uden den støtte, forståelse og ikke mindst kærlighed, som Laila giver mig. Hun siger, at jeg jo har gjort det samme for hende, og det er også rigtigt. Vi har altid hjulpet hinanden, når en af os har gået igennem en krise. Vi taler sammen nærmest dagligt, vi er hinandens livliner. Laila har reddet mit liv ved at være der ubetinget for mig i situationer, hvor jeg ikke har haft andre. Hun har gjort, at jeg ikke føler mig alene i verden. Det er det, et nært venskab kan.”

Tak selv, siger Laila

“Jeg ser det jo ikke, som om jeg har reddet Michelle. Jeg ser det mere sådan, at hun er et menneske, der er rigtigt god til at redde sig selv. Hun har viljen til at kæmpe, og det er først og fremmest den evne, der har fået hende oven vande igen. Det har jeg stor respekt for. 

Det er vigtigt at have et menneske, der er der for dig 100 procent. Og jeg er rigtigt glad for, at jeg kan være den person for Michelle. Men det går begge veje. Jeg har ikke så meget familie, og for mig er Michelle den søster, som jeg aldrig fik. Vi fik hinanden foræret som en slags skæbnegave, da vi gik i børnehave, og vi har holdt sammen siden. 

Jeg er meget opmærksom på, at jeg skal være mere en veninde end en psykolog for Michelle og passer faktisk meget på med ikke at give hende for mange gode råd. Jeg tror, det er vigtigere at lytte, forstå og bare vise, at jeg er der. Michelle og jeg kan sætte os i sofaen med hver sin plaid og græde og grine sammen, og så virker det hele pludselig ikke så slemt.

Vi er gode til at minde hinanden om, at det nok bliver bedre. Vi har set så mange op- og nedture i hinandens liv gennem mere end 40 år, og det er gang på gang blevet bevist, at vi kommer igennem kriserne. Ikke mindst fordi vi har hinanden.” 


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 83.

Måske er du interesseret i ...

Seneste