Karen Greve

Klumme: Min lille grå løgn

Hun er da ikke gråhåret, tænker du, når du ser på billedet foroven af journalist Karen Greve. Og nej, det er hun ikke. Det er det, der er løgnen! Men hvor længe skal hun leve med den?

20. august 2017 af Karen Greve

“Jeg har tænkt på, om jeg skulle lade det grå hår vokse ud?”

Sådan siger jeg til min frisør, Linda, da jeg sidder foran spejlet, klar til en omgang bundfarve, som endnu en gang skal sikre min gang i verden som brunette.

Jeg er på plads i stolen hos Linda hver sjette uge, og det er både besværligt og dyrt, men jeg har aldrig rigtigt turdet farve mit hår selv (er bange for at få en hjelm), og derfor har jeg de seneste tre-fire år forsøgt at se mine hyppige frisørbesøg som en kærkommen pause. Som 40+ har jeg fortjent at bruge flere penge på selvforkælelse. Det er en livsstil! Ikke en personlig svaghed. 

Og nu har jeg brugt så mange ord på den historie, at det er klart for enhver, at noget ved farvningen nager mig. For er det ikke lidt, som om jeg ikke hviler i min alder, når jeg farver mit hår?

Jeg har to jævnaldrende bekendte, som begge er hvide i toppen, og de er begge kvinder, som jeg beundrer for deres stil og gennemslagskraft. Desuden er det pænt til dem. Bevares, de ser ikke ud, som da de var 30, men hvorfor skulle de også det? 

Hvilken kulør skal jeg bekende?

Jeg er helt klart den naturlige type, der aldrig har brugt ret meget tid og ret mange penge på makeup. Hænger det ikke dårligt sammen med den totale fornægtelse af mine hårrødders sande farve?

På den anden side ved jeg ikke, om jeg har lyst til at skifte stil, og hvis jeg bliver gråhåret, kan jeg ligesom mærke, at det er slut med det sorte look. Jeg er ret bleg, og sammen med gråt hår bliver det simpelthen for skolefrøken-agtigt at være klædt i sort, så ofte som jeg er. Men skal jeg så fra den ene dag til den anden forvandle mig til en type, der lige smider et pink sjal over vinterfrakken eller bruger rød læbestift?

Jeg er i tvivl. Om alt inden for dette emne. 

For hvad er forskellen på at farve dit hår og lade dine ansigtslinjer glattes ud med botox eller restylane? Det sidste har jeg aldrig prøvet, og det kommer jeg heller aldrig til. Men er det ikke bare to forskellige måder at lyve for dig selv og dine omgivelser på? To måder at gøre alle kvinder en bjørnetjeneste ved at fastholde ideen om evig ungdom og et skævvredet ideal?

Eller går den tankegang for vidt? Handler det bare om at gøre noget ud af dig selv? Hvis du føler dig mere glad eller feminin efter et besøg hos frisøren eller på hudklinikken, hvorfor så ikke gøre det? 

Spørgsmålene myldrer rundt i mit hoved. Det er derfor, jeg spørger Linda. Jeg ved godt, at hun ikke er en uvildig kilde. Hun har en vis interesse i, at jeg fortsætter med at farve mit hår. Men hun er også den eneste, der har en idé om, hvor gråt mit hår er i bunden, og desuden muligvis har lidt forstand på, om jeg kan bære et gråt look.

Hun behøver ikke at spekulere ret længe over sit svar: “Det kan du da godt prøve,” siger hun, “vi kan jo bare farve det igen, hvis det ikke er pænt.” 

Jeg er nærmest rystet. Det kan man da ikke, vel? Så har man jo bekendt kulør. Alle vil vide, at jeg i virkeligheden er gråhåret. 

Bare hår

Og hvad så? Hvorfor skal det egentlig stoppe mig? Jeg kommer i tanke om, at jeg har set billeder af en ung Ritt Bjerregaard i Folketinget. Dengang havde hun hestehale, men da hun fyldte 40, røg håret op i en knold, og der har det siddet lige siden.

Dengang var det muligvis for ungdommeligt med hestehale efter de 40. I dag er den tankegang heldigvis hårrejsende (he, he, kunne ikke lade være) grinagtig. Ritt kunne snildt have vekslet mellem friskflyvende pisk og konservativ knold. 

Måske behøver det faktisk ikke være så definitiv en beslutning at blive gråhåret? Jeg er ikke sikker på, at jeg er klar. Det er jeg ikke den her dag. Men på en eller anden måde er det nemmere at forholde sig til de grå hår, hvis jeg tænker på dem som hår. Ikke tegn på alderdom. Ikke som noget livsomvæltende. Bare som hår.

I virkeligheden har jeg altid farvet mit hår. I starten fik jeg reflekser (med en hullet badehætte på hovedet), så striber i flere farver (lyse og mørke og lidt til den røde side), og helfarve har jeg også været ude i. Jeg har sådan set ikke haft mit eget leverpostejfarvede look, siden jeg var 12 år.

Hvis jeg kaster mig ud i det grå, behøver det altså ikke at handle om løgn eller sandhed og personlig integritet. Og det gør det heller ikke, hvis jeg gør det modsatte. Det handler sgu bare om hår, og det kan altid farves frem og tilbage, lige så længe jeg har lyst. Tak, Linda!

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 78. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste