Julia Lahme
© Line Thit Klein

Julia Lahme: “Nej, jeg er nok ikke hende, der husker at tage iltmasken på først”

Hun står på hovedet for familien. Måske fordi hun har prøvet at miste en umistelig

22. oktober 2017 af Louise Thorsted

Julia Lahme (40) er gift med rapper Jooks alias Johan Forsby og mor til Elias på 9 og Sofus på 6 år. Hun er debattør, forfatter, blogger, ejer af eget PR-bureau samt livsstilsekspert på tv. Senest i DR-programmerne Et glimt af Danmark. Hun er aktuel med bogen Kolonihaveliv – Lykken findes på et frimærke. 

Kærlighedsliv

“Jeg har lige hørt et fantastisk foredrag om, at vil du have et sundt liv som ældre, skal du have nogen at elske. Jeg tror på kærligheden, at den er det hele værd, og at den nærer os. Og at du ikke må være nærig med den. Jeg tror nemlig også på gavmildhed. For mig at se er der ikke nogen forskel på dem, der ikke kan give en kop kaffe, og dem, der ikke kan give omsorg. 

Min store kærlighed er Johan. Han er min genvej til alt det gode, og vi har heldigvis formået at forandre os sammen. Jeg faldt for, at han er klogere end mig og kan gennemskue sammenhænge, jeg slet ikke har opdaget findes. Jeg genforelsker mig hver gang, jeg ser ham i en ny situation. Og så er han pissesød, megalækker og kysser simpelthen så godt. Vi kan skændes, så det buldrer og brager, men jeg er aldrig i tvivl om, at det er ham, mit hjerte bor hos. Jeg kan ikke være mig uden ham.”


Privatliv

“Det er fuldstændigt alfa og omega for mig, at Johan og vores drenge har det godt. Jeg fungerer slet ikke, hvis ikke mine allernærmeste fungerer. Og nej, jeg er nok ikke hende, der husker at tage iltmasken på først. Heldigvis skal der faktisk ikke ret meget til, for at vi har det godt. Vi skal bare være i en stor familieklump, som rumler af sted sammen. Når vi ikke kan være sammen, er vi gode til at finde en balance i at savne hinanden. Hos mig sidder savnet helt inde i kødet. Jeg savner dem med hud og hår og knogler. For mit udgangspunkt for alt er familien.” 

Livsvidner

“Jeg har min søster, Anne-Sophie, som jeg også arbejder sammen med. Hun er otte år yngre end mig, men kan huske alt det, jeg helst vil glemme. Så har jeg Bedste-Karen, som var min mors bedste veninde og i dag nærmest er familie. Min mor døde, da jeg var 27 år, og der er tusinde ting, jeg ikke fik spurgt hende om. Bedste-Karen kan huske mange af de ting, og hvordan de i virkeligheden hang sammen. Så er der en lille håndfuld meget tætte veninder, som ved alt. Der er rigtigt meget, du kan sige og sms’e og gøre på afstand, men dem, der virkelig tæller, er dem, der står der med en pose frikadeller, når du er i livskrise. Dem, hvor det faktisk godt må koste noget, både i tid, omsorg og handling. 

Vi har nogle ret nye venner, som tog tidligt fri fra arbejde for at hente Sofus på et tidspunkt, hvor det ellers næsten kogte over hjemme hos os. Det er ikke en lille ting, det med at ofre sin egen eftermiddag og aften på at hjælpe andre menneskers femårige til at få en god hverdag. Vi må aldrig tage hinanden for givet, det har jeg lært af at miste min mor. Hvis jeg har glemt at sige til mine børn, at jeg elsker dem, så er jeg nødt til at opsøge dem i skole og børnehave og fortælle dem det. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har hængt ud ad vinduet og skreget efter Johan i højdramatisk stil, at jeg elsker ham. Jeg er nødt til at vide, at jeg har gjort alt for at pakke dem ind i kærlighed. Hver dag.” 

Livtag

“Jeg er ikke født med en guldske noget sted, og jeg kender ikke de rigtige mennesker. Alt, jeg har opnået, har kostet eller været svært, men det giver mig også ret til at sige, at nogle gange må du bare bide tænderne sammen, gøre dit allerbedste og komme igennem det. Jeg er ikke et offer, og jeg må deale med det, der sker mig. For 10-15 år siden, hvor jeg ikke havde en klejne eller noget sted at bo, og min mor var syg med voldsom cancer på andet år, og jeg ikke kunne få enderne til at mødes, der besluttede jeg mig for at tage ja-hatten på. Den sidder der stadig og så fast, at mine kollegaer på et tidspunkt sagde til mig, at jeg skulle holde et par måneders pause fra sætningen: ‘Det kan vi sagtens’ ...” 

Arbejdsliv

“Mit arbejde er i høj grad min identitet, og det har jeg ingen problemer med. Jeg er direktør i en kommunikationsvirksomhed, som efterhånden har 13 medarbejdere. Men jeg ser også mig selv som forfatter og som foredragsholder. Og debattør, når jeg får lov til det, og så laver jeg fjernsyn og radio. Det er vigtigt for mig, at jeg kan mere end en ting og ikke låser mig fast i en bestemt måde at se verden på.”

Livræd

“Ud over det åbenlyse: At miste dem, jeg elsker, har jeg en meget grundlæggende angst for penge. Det er nemt nok at sige, at penge ikke er alt, når du har dem. Jeg har prøvet at være helt flad et par gange. Blandt andet da jeg blev fyret for otte år siden, og min mand heller ingen indkomst havde, fordi han koncentrerede sig om et nyt album. Det var noget af det værste, jeg nogensinde har prøvet. Jeg vågnede om natten badet i sved, hvis jeg overhovedet faldt i søvn. Det er svært at få en meget stor og god idé, som du kan leve af for evigt, hvis du er fuldstændigt handlingslammet af bekymringer. I dag går jeg med livrem og seler og har det rigtigt godt med, at jeg ikke er ansat, men driver min egen virksomhed, hvor jeg nok også skal knokle for, at dem, der arbejder for mig, aldrig kommer til at stå i samme situation.” 

Livredder

“Jeg er nødt til at sige glimmer. Helt bogstaveligt talt. Vi har brug for noget, som ikke nødvendigvis er produktivt eller supernødvendigt, men som handler om fest og farver. På en onsdag virker en paillettop, leopardbukser og lidt for meget øjenskygge for mig. Jeg har et tårnhøjt forbrug af glimmer. Vi må ikke være nærige med alt det, der gør livet godt. Min mor sparede hele sit liv op til en pension, hun aldrig fik. Og der er simpelthen så meget fornuft i min generation af kvinder. Samtidig brokker vi os over, at vi keder os. Jeg tror på, at vi er nødt til at sørge for, at hverdagen er fed. Og at det redder liv!” 

Livskraft

“Jeg vil gerne bestemme og definere reglerne, og jeg vil hellere opfinde en ny bane at spille på end at spille på andres. Muligvis fordi jeg ikke er et konkurrencemenneske og derfor ikke vil vurderes ud fra grænser, som andre har sat op. Så er det en smutvej at gøre tingene selv, og vil du det, kan du ikke stå og gemme dig. Jeg er nødt til at træde frem og tage de øretæver, der kommer, men det finder jeg enormt meget styrke i. Mange af de debatindlæg, jeg skriver, får jeg så læsterlige tæv for. Som når jeg for eksempel siger, at børn ikke er en undskyldning for at gå hjemme, hvis samfundet har betalt din uddannelse. Og at kvinder ikke skal lade sig nøje med et deltidsjob, for så ender de bare som ulønnet rengøringshjælp derhjemme.” 

Livvidde

“Jeg vil gerne være sund og løber tre-fem gange om ugen. Jeg danser i køkkenet og spiser mest grøntsager, men jeg drikker også hvidvin og champagne og nyder både mørk og skrigende lys chokolade. Jeg elsker makeup, mode og hårgrej, men jeg kunne aldrig drømme om at lægge mig under en kniv. Du må være i det liv, du selv har bygget, og i den krop, du har fortjent. Brugte vi lidt mindre tid på at bekymre os om vores udseende og lidt mere tid på at sørge for, at vi havde mere ligestilling, ville vi alle sammen være lykkeligere.”

Livsråd

“Min mor plejede at sige: ‘Du vælger selv din undertrykker’, og det tænker jeg på hver dag. Hvis du lader dig undertrykke af din mand, din arbejdsgiver, din vægt eller af regnvejret – så bliver du det også.” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 80. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste