Kvinde 40+
© Sine Nielsen

“Jeg ved godt, det føles som verdens undergang. Det behøver det ikke at være”

Eva Riedel har skabt et værested i København, hvor unge hjemløse kan komme og få et bad, et måltid mad og en tiltrængt pause – men også en kærlig favn og et moderligt råd

19. april 2017 af Louise Thorsted

Eva Riedels værested hedder Hellebro og ligger i Københavns Sydhavn. Siden maj 2015 har det været et dagtilbud til unge hjemløse mellem 18 og 29 år i København. 

Det begyndte med muligheden for at få stillet 700 kvadratmeter lokaler gratis til rådighed i Københavns Sydhavn i to år. Og ønsket om at gøre noget for byens voksende gruppe af hjemløse unge.

Dengang i begyndelsen af 2015 havde Eva (48) arbejdet professionelt med social ansvar­lighed og bæredygtighed i finansverdenen, men aldrig lavet frivilligt arbejde.

“Da jeg så lokalerne her, fik jeg ideen til et værested og regnede med, at de organisationer, der allerede hjælper hjemløse, ville klappe i hænderne over muligheden for at begynde her. Det gjorde de så ikke. Så var jeg nødt til at gøre det selv. For det er aldrig børnenes skyld.”

Eva hev fat i sit private netværk. En entre­prenør satte industrikøkkenet op, en skilte­mand lavede skilte gratis, arkitekten hjalp med tilladelser af konvertering fra kontorer til dagcenter. Og i maj 2015 stiftede hun non­-profitforeningen Hellebro, et værested for unge hjemløse. I starten finansieret, båret og drevet af privates donationer, hendes netværk og en flok frivillige, der rykker ind i det store køkkenalrum fra klokken 15 til 22 på alle hverdage.

“Du er enestående”

På væggen hænger en tavle med en masse røde hjerter og ordene: ‘Husk, at du er enestående, værdifuld, elskværdig og vigtig. At du er uperfekt og perfekt – lige som du er. Og at vi er heldige, at DU er her!’

Teksten er essensen af alt det, Eva gerne vil have, Hellebro står for, men også store ord at tage ind for unge mennesker, som bor på gaden af så forskellige årsager som alt fra for høje boligpriser for en ung studerende til ensomhed

“De begynder som sofasurfere hos venner og familie, men slider deres netværk op. Så ryger de måske forbi Mændenes Hjem eller Reden. Steder målrettet udsatte borgere, som er meget ældre og med heftigere problematikker. Det kan være virkeligt traumatiserende for en ung pige at se en kvinde dø af en overdosis på Reden, og derfor skal der være det her alternativ. Et sted, hvor de unge møder ligesindede og ikke behøver iscenesætte en virkelighed, men kan være dem, de er. For mange af dem har ikke fortalt familie og venner, at de er hjemløse og bor i to Netto­poser. De skammer sig.”

Et ikke-eksisterende overskud

De fleste finder frem til Hellebro, fordi de er blevet fortalt om det, eller via Facebook.

“De kommer her med et ikke­-eksisterende overskud. Og så er det menneskeligt at reagere. Drengene får det ud ved at råbe og skrige og kaste ting efter hinanden, men så går de ned og ryger og kommer op og krammer og siger: ‘Nu er vi gode venner igen’. Pigerne er sværere at få fat i, fordi de har et alternativ i gråzoneprostitution, som jeg slet ikke tør tænke til ende.”

Evas grund til at være her er enkel.

“Jeg er her, fordi jeg har lyst og kan se, at de unge har brug for en, som kan sige: ‘Jeg ved godt, det føles som verdens undergang. Det behøver det ikke at være’. Det er vigtigt, at jeg er menne­ske på godt og ondt og ikke en fra systemet. Den store opgave har været at lære de unge at være mere rummelige over for hinandens dårlige dage og smerter. Jeg er stolt af, at det er lykkedes os at få skabt en fin kultur, fordi de selv har fundet ud af, hvordan de gerne vil have det her, og derfor bidrager til, at det bliver sådan.” 

Mit store forbillede

I gennemsnit kommer der 60 unge forbi om dagen. Om eftermiddagen tjekker de unge ind til ostemadder og en kop kaffe eller te. Og frit lejde til at slappe af i stuens sofaer, få varmen i kroppen, strøm på telefonen og rent tøj. I skum­ringstimen bliver der lavet mad i det store køk­ken. Til gengæld er her kun to senge forbeholdt dem, der er syge. Det gør ondt på Eva at sende de unge ud igen, men brandmyndighederne har ikke godkendt stedet til overnatning. Der mangler nødudgange, og de koster penge.

Hellebros få regler lyder: Ingen stoffer, ingen alkohol, ingen lange fingre.

“Og så taler vi pænt og ordentligt til hinanden og krammer rigtigt meget.”

For Hellebro er et forpligtende fællesskab, der opstår på kryds og tværs af de unge og de frivillige, som er helt almindelige mennesker med overskud. 

“Vi byder ind med vores faglighed, drive og passion og skaber sammen det her fede sted. For ellers er det bare endnu en opbevaringsanstalt. Når de unge først kommer her, er de svigtede og helt PTSD­-ramte. Du kan ikke røre dem, og de kigger væk, når de svarer dig. Så går der en uge, og lige pludselig hører jeg dem sidde nede i hjør­net og være kække og sjove. Så tænker jeg: Fedt! Det er der, de begynder at åbne op og er klar til at tale om job, bolig og skole. Det, vi laver her­ude, er empowerment. Som den 18­-årige pige, der sagde til mig: ‘Jeg vil være boss ligesom dig!’. Den pige er mit store forbillede. Nu går hun i skole. Det eneste, de unge drømmer om, er jo at få styr på deres ting og være normale borgere med samme glæder, sorger, bekymringer og ansvar, men også mening i livet, som os andre.”

Donationer fra fonde og private

Indtil videre har Eva set Hellebros lukning i øjnene et par gange. Uden offentlig støtte er de afhængige af donationer fra fonde og private, og lige nu er der penge til august. Eva selv skal finde tiden til at passe et job ved siden af arbejdet med både at låne brede skuldre til de unge og at bruge spidse albuer, når der skal skrabes penge ind. 

Hvad er dit succeskriterium?

“I efteråret fik vi seks unge tilbage i skole. Nærmest et mirakel i sig selv, for som en af de unge tørt sagde til mig: ‘Eva, fatter du, hvor svært det er at passe sin skole, når man bor på Hovedbanegården?’. På sigt er målet, at vi frivillige bare sidder her og kigger på hinanden og siger: ‘Hvor er de alle sammen henne?’. Vi ved jo, at når her ikke er nogen, så er det, fordi de unge laver de ting, unge mennesker skal. Men de må da gerne sende et postkort en gang imellem og skrive: ‘Alt er godt’.” 

Artiklen er første gang bragt i Magasinet Liv nummer 74.

Måske er du interesseret i ...

Seneste