© NInna Flor

"Jeg blev invalideret på en skitur"

Anne var halvdeprimeret, da hun gav fysioterapeuten Pernille opgaven at redde hendes aktive liv og livsglæde. Pernille løste opgaven

30. januar 2018 af Eline Holm

Anne Sluhan (43) er single og har ingen børn. Hun er ph.d.-studerende på Copenhagen Business School. 

Pernille Herlevsen (41) er single og mor til Ida på 8 og Julie på 5 år. Hun er fysioterapeut.


Februar 2010

Anne ødelægger sit knæ på en skiferie. Hverken operation eller genoptræning kan få bugt med skaden, og hun får at vide, at hun aldrig kommer til at gå normalt igen. Anne må sige farvel til sin aktive livsstil. Indtil hun møder fysioterapeuten Pernille.

Mit liv dengang

“Inden min ulykke levede jeg et aktivt liv. Jeg vandrede, løb, cyklede og stod på ski, og den livsstil var en stor del af min identitet og gav mig en masse glæde og gode oplevelser. Men på en skiferie med venner i Norge i februar 2010 falder jeg, og bindingen på min ene ski åbner ikke, som den skal. Mit knæ bliver ødelagt og korsbåndet rives delvist over.

Hjemme igen bliver jeg opereret. Lægerne fortæller mig, at det ikke kan blive perfekt, men at de vil gøre deres bedste. Efter operationen går jeg i gang med et intenst genoptræningsforløb. Jeg er sygemeldt et par måneder, og da jeg kan støtte på benet igen, begynder jeg at arbejde på deltid, så jeg samtidig kan passe min genoptræning.  

Jeg glemmer aldrig, da jeg sidder på lægens kontor et halvt år efter ulykken. Jeg har stadig problemer med at gå. Jeg er nogle gange nødt til at gå med krykker, og jeg har daglige smerter. Jeg forventer, at vi skal tale om det videre forløb, og hvad vi kan gøre for at genopbygge mit korsbånd. Men så siger han bare, sådan helt nonchalant, at jeg jo aldrig vil komme til at gå ordentligt igen, og at det selvfølgelig også betyder, at det er slut med at løbe, vandre og stå på ski. 

På vej hjem i bussen er jeg meget oprevet. Jeg har en klump i halsen og har svært ved at få vejret. Jeg er 37 år, og mine livsudsigter har lige ændret sig fuldstændigt. Det er forfærdeligt at få fjernet håbet om nogensinde at komme til at lave alle de ting, jeg elsker. At få at vide, at jeg fremover må leve med smerten og acceptere et inaktivt liv. Jeg vil ikke engang komme til at gå normalt igen.

Jeg er på grænsen til depression i de følgende år. Jeg prøver at acceptere min nye livs situation, men jeg er demotiveret og har det dårligt både fysisk og psykisk. Jeg tager på, har ofte hovedpine og har altid smerter i hoften. Jeg har en fornemmelse af, at det hele fører tilbage til det dårlige knæ. Men alle specialisterne, jeg er i kontakt med, kigger på problemerne enkeltvis og isoleret. 

To år efter ulykken fortæller en kollega mig om en fysioterapeut, Pernille, som har hjulpet hendes datter. Jeg er virkelig træt af det hele og er parat til at prøve hvad som helst.” 

Mit liv nu

“Pernille bekræfter alt, hvad jeg selv har haft på fornemmelsen. Hun hører min historie, kigger på mig, ser mig gå, og så begynder hun at forklare, hvordan det hele hænger sammen. At smerterne i hoften, hovedpinen og skævheden i min krop er afledte effekter af det dårlige knæ, fordi jeg overkompenserer, når jeg går. Hun ser helheden! 

Jeg kan huske, at jeg græd af lettelse, da Pernille var færdig med at tale. Jeg følte, at jeg endelig havde fundet en, der lyttede til mig – en, der ville tage fat om roden til problemerne. Hun forstod, hvordan ét ømt punkt i kroppen fik alt det andet til at virke mindre godt. Det var fantastisk, og jeg fik håbet tilbage. 

Pernille lavede en plan for mig, hvor jeg skulle arbejde både med hende og andre specialister på hendes klinik. Det var hårdt arbejde, men jeg var tryg, fordi Pernille holdt snor i hele processen og fortalte min personlige træner, hvad jeg kunne og ikke kunne – hvornår han skulle presse mig, og hvornår han skulle holde igen. 

Jeg løb halvmaraton et halvt år efter, jeg gik i gang med genoptræningen hos Pernille. Det var for tidligt, og Pernille advarede mig også imod det. Men jeg fuldførte, og det inspirerede mig.

Mødet med Pernille har lært mig, at jeg ikke bare skal godtage det første svar, jeg får. Hun er blevet en slags fortaler for min krop. En coach, der altid kan styre mig i den rigtige retning. Gennem mit forløb har jeg mødt mange fysioterapeuter, som bare ikke er lige så engagerede som hende. I dag ser vi hinanden hver tredje eller fjerde uge, og selv om mit behov er blevet mindre, kan jeg virkelig mærke, at det ligger hende meget på sinde at holde mig på rette spor. Jeg kan godt lide, at hun siger tingene direkte. Både når jeg skal arbejde hårdere, og når jeg skal være mere tålmodig med mig selv og min heling. 

Pernille reddede mit liv på den måde, at jeg kom tilbage til et liv, hvor jeg kan være glad. Jeg kan gøre de ting, jeg holder af, smerterne er blevet markant mindre, og jeg føler mig godt tilpas i min krop igen. Det er ikke, fordi jeg var direkte selvmordstruet før, men min livsglæde var truet. Den har Pernille givet mig tilbage. 

Det er Pernilles fortjeneste, at jeg nu løber fem-­ og 10­-kilometers løb. Jeg vandrer mere end nogensinde, og folk, der ikke kender til ulykken, kan næsten ikke se noget unormalt på min gang. Lige nu træner jeg op til at bestige Kilimanjaro. På grund af Pernille er jeg kommet ud af min hule og er fri til at gøre, hvad jeg vil. Også klatre op på toppen af et bjerg!”

Tak selv, siger Pernille

“Det er fantastisk for mig at høre Annes historie. Det er den slags succesoplevelser, der driver min hverdag, og en af grundene til, at jeg elsker mit job. Jeg har et ret stort redder­gen. Det tror jeg, at mange fysioterapeuter har. Vi vil gerne hjælpe hele verden! Når det er sagt, så er jeg meget ydmyg over for, at det jo ikke er mig, der skal gøre arbejdet. Det er Anne selv.” 


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 83. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste