+40 kvinde hviler i sig selv
© iStock

“I dag tager jeg det, min krop fortæller mig, alvorligt”

Siden Janne var teenager, har hun lidt af overspisning, og nogle gange spiste hun, til hun segnede. Det gør hun ikke længere, og hun lader heller ikke kontrollen tage magten

19. marts 2017 af Nana Toft

Billedet herover er ikke af Janne, men er indkøbt til artiklen.

Jannes vægt har svinget frem og tilbage med cirka 15 kilo, siden hun var teenager. Hun har tabt sig, taget på og tabt sig igen. Nogle gange spiste hun, til hun segnede. For fire år siden startede hun på psykoterapeutuddannelsen og fik bugt med gamle reaktionsmønstre. Men ikke alle.

I dag, to år efter vi talte med hende sidst, har hun færdiggjort sin uddannelse og har for alvor gjort op med skam og skyld. I dag kan hun gå ud i køkkenet, åbne fryseren og spise løs af den vaniljeis, der ligger der. Hun kan spise den af ren og skær lyst. Hun kan ligefrem nyde den. Og hun stopper i tide. Hun hverken overspiser eller overkontrollerer.

Selv forklarer Janne (50) det med, at hun er begyndt at lytte til sin krop. Eller rettere: Hun hører efter.

“Min krop har altid fortalt mig, at jeg burde stoppe med at spise. At det var destruktivt, at jeg ville få det dårligt, at der kun var tale om at dulme en smerte. Jeg kunne også mærke, hvis jeg var mæt. Men jeg valgte ikke at lytte. For jeg ville ikke høre. Jeg kunne ikke overskue det. Det er markant anderledes i dag. I dag tager jeg det, min krop fortæller mig, alvorligt.”

Et sundt og naturligt forhold til sin krop

Hun er overbevidst om, at det især er uddannelsen som psykoterapeut, der har gjort en forskel. Hun blev færdig for et år siden og har i dag en klinik, som hun driver ved siden af sit arbejde som leder af en daginstitution på Østerbro i København. Det og de ekstra års personlige udvikling har givet hende ekstra tro på sig selv.

“De seneste par år har yderligere grounded mig. I dag er det helt okay at være mig, og skulle jeg tage fem kilo på, gør det mig ikke noget. Nu behøver jeg ikke veje lidt for at føle mig lækker. Men det er nyt at have det forhold til min krop.”

Hvilket ikke er det samme som at give los. Janne oplever bare, at hun har et mere sundt og naturligt forhold til sin krop.

“Jeg kigger på mig selv, som de fleste andre gør, tror jeg. Jeg går op i mit udseende og har lyst til at passe på min vægt, også af ren og skær sundhedsmæssige årsager. Det, der har ændret sig, er, at jeg ved, det kan være godt for mig at spise ikke fire, men tre flødeboller. Og det kan også være godt for mig at spise konfekt.“

For et par år siden fandt Janne nemlig ud af, at nogle af de teknikker, hun benyttede sig af, som for eksempel mindful spisning, paradoksalt nok blev en anden form for kontrol. For lige så meget som kontrol kan være en god ting, lige så meget gælder det om at finde en balance.

“Mindful spisning blev for mig endnu et eksempel på, at jeg nægtede mig selv en række madvarer. Jeg var endnu en gang fokuseret på, hvad og hvordan jeg spiste, og så var jeg stort set lige vidt. For det handler jo i bund og grund ikke om mad. Det handler om et destruktivt og usundt behov for kontrol. Og ja, det vidste jeg måske godt, også for et par år siden, men det er blevet meget mere tydeligt for mig nu.”

Jeg er blevet gift!

Det er ikke kun mentalt, der er sket store ting i Jannes liv. Konkret skete der nemlig det, 24. februar 2016, at Michael avancerede fra kæreste til ægtemand. Drevet af ren og skær impuls og spontanitet hoppede Janne og Michael ind på Københavns Rådhus og blev straksviet sammen med hundrede andre par. Otte minutter tog det.

“Michael cyklede mig til rådhuset i vores Christiania­cykel. Så sad jeg der – med brudebuket. Folk råbte tillykke, og det var en fin og meget nærværende ceremoni. Ligesom det skulle være.”

Og nok kan Michael være irriterende. “Sådan er det at være i et parforhold,” som Janne siger. Men han kunne aldrig finde på at kommentere, hvis hun spiser tre flødeboller i rap. Tværtimod er det ham, der går i byen og kommer hjem med netop den vaniljeis, han ved, hun elsker. “Her har jeg altså en mand, der tydeligvis sætter pris på mig, som jeg er. Det er ret sødt. Og så vil jeg sige, at den is, han købte den anden dag, den ligger faktisk i fryseren endnu. Ikke at jeg har holdt igen. Jeg har bare ikke haft lyst. Men det får jeg en dag, og så spiser jeg den. Uden at skamme mig.”

En kold tyrker

Janne er også holdt op med at ryge. Kort før hun og Michael blev gift, tog hun en kold tyrker. Så lagde hun sig ned i tre uger, hundesyg, og hun har ikke røget siden. Hun husker ikke præcist, hvornår cigaretterne begyndte at lugte dårligt, eller hvornår hendes hals snørede sig sammen og begyndte at kradse. Lige pludselig blev det bare så voldsomt, at hun ikke kunne ignorere det længere.

“Igen: Jeg hørte ikke kun, hvad min krop sagde til mig. Jeg lyttede. På samme måde som jeg gør, når det kommer til mit forhold til mad. Jeg har lært, at der er andre måder at drage omsorg for mig selv på. Så når jeg er ulykkelig, sørger jeg for ikke at være alene. Hvis jeg er træt, får jeg sovet. Hvis jeg er stresset, hvilket er det værste for mig, sørger jeg for at fjerne mig fysisk fra det, der stresser mig. Jeg har simpelthen ikke brug for det her fix på samme måde som før.”

Artiklen er første gang bragt i Magasinet Liv nr. 73

Måske er du interesseret i ...

Seneste