Mistet kontakt venskab | To kvinder drikker kaffe
© iStock

Har du mistet kontakten med en veninde? Sådan genoptager I venskabet

Veninder er noget af det bedste i verden, men med tiden kan nogle af dem forsvinde ud af dit liv. Vi har fundet 6 gode råd til, hvordan du igen kommer i kontakt med en gammel veninde.

3. januar 2018 af Anne-Mette Søndergaard

Vi har haft mange veninder gennem vores liv, og nogle af dem er der (heldigvis) stadig, men der er også andre, vi ikke længere snakker med. Ligesom med forelskelser har de fleste af os også den veninde that got away på grund af det ene eller det andet, og som vi godt kunne tænke os at få kontakt med igen.

Hvis du kan nikke genkendende til dette, så har vi fundet fem gode råd, som kan hjælpe dig til at genskabe kontakten med din veninde.

1. Skriv til hende på Facebook

Til tider har vi bandet alle sociale medier langt væk, men her kan de faktisk bruges til noget fornuftigt! Hvis du ønsker at få kontakt med en gammel veninde, er Facebook et af de nemmeste midler, du kan bruge, men så opstår problemet i, hvad i alverden du så skal skrive. 

Hvis du skriver om, hvordan dit liv har været, og hvad du går rundt og laver nu, opmuntrer du din ven til at gøre det samme. Når så I har skrevet lidt frem og tilbage, så foreslå, at I mødes, for godt nok kan Facebook og andre sociale medier mange ting, men det kan ikke erstatte et ægte venskab, hvor I sidder over for hinanden ansigt til ansigt. 

2. Send et håndskrevet kort

Hvis du ikke synes, at Facebook er personligt nok, kan et håndskrevet kort være en utroligt glædelig overraskelse for en veninde, du ikke har snakket med i lang tid. 

Hold tonen i kortet let og åben, så hun ikke føler sig tvunget til at tage stilling til noget. Lad hende forstå, at du gerne vil mødes med hende over en kop kaffe eller en drink, og skriv, hvordan hun bedst kommer i kontakt med dig. 

3. Aftal en telefonsamtale

Det kan være en hjælp til at genskabe et venskab, hvis I hører hinandens stemmer. Det kan dog tage lidt tid at få fat på hinanden, hvis I begge to er travle mennesker. Derfor er det en god idé at aftale, hvornår I kan snakke sammen. Det kan du enten gøre på Facebook eller over telefonsvarer, hvis du har hendes nummer. 

Det vil måske føles underligt i starten, og især det at ringe ud af det blå, men din veninde vil helt sikkert forstå den søde gestus. Så har du i øvrigt også den oplagte mulighed for at spørge ind til, om I eventuelt skulle mødes eller snakke sammen en anden gang. 

4. Lav jeres yndlingstidsfordriv fra dengang

Når I er i gang med at genskabe kontakten til hinanden, kan det være hyggeligt at tage et nostalgisk smut tilbage i tiden ved at lave nogle af de ting, der bragte jer sammen dengang. Det vil få de positive minder frem og bringe jer tættere sammen. 

5. Prøv noget nyt sammen 

Det kan være sjovt og hyggeligt at lave nogle af de ting, I lavede sammen dengang, men hvis du ønsker, at jeres venskab skal vare ved, er det vigtigt, at det også bliver fornyet. Derfor skal I genskabe nogle nye minder, hvor I laver noget nyt sammen, som de personer I er nu. Det er en oplagt måde at lære hinanden at kende igen på ny, så I ikke holder fast i jeres gamle roller. 

6. Forvent ikke for meget

Selv om det kunne være dejligt at fortsætte jeres venskab, hvor I slap, så er det ikke ensbetydende med, at din gamle veninde går og drømmer om det samme. Du skal derfor ikke lægge for meget pres på hende, så hun føler sig overvældet, men derimod vise hende, at du gerne vil hende og så må hun vise, om hun også vil dit venskab igen. 

På den måde går du ind til det med en positiv indstilling, men også med en forventning om, at det måske ikke bliver til noget, hvilket gør det nemmere for både dig og hende, hvis hun nu ikke har samme lyst til at arbejde på jeres forhold. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste