Forfatter Leonora Christina Skov
© Sofie Amalie Klougart

Forfatter Leonora Christina Skov: “Da min mor fik kræft, mente hun, det var min skyld”

Leonora Christina Skov blev aldrig accepteret af sin mor, fordi hun tillod sig at være lesbisk. I mange år var hun vred. Det er hun ikke længere. For forfatteren fandt kærligheden. Og modet til at skrive om sin skrøbelighed

11. februar 2018 af Karen Greve

Leonora Christina Skov (41) er gift med videnskabsjournalist Annette K. Nielsen og har ingen børn. Hun er forfatter, litteraturkritiker og debattør, og så er hun aktuel med romanen Den, der lever stille. 


Arbejdsliv

“Jeg har lige afleveret min sjette bog, og retrospektivt kan jeg se, at de fem foregående alle har handlet om det samme: Om mødre, der ikke elsker deres børn, og om unge piger, der ankommer tomhændet til nye steder. Da min mor døde i 2015, besluttede jeg, at jeg ville skrive den historie, jeg ikke har kunnet skrive før. Min egen historie. Jeg var bange for, at hun ville dø, hvis jeg gjorde det. Hun har truet med at dø, siden jeg var 21 år og sprang ud som lesbisk. Da hun fik brystkræft seks år senere, mente hun, at det var min skyld, fordi hun var blevet ødelagt af sorg over mig.” 

Privatliv

Mine venner trådte ind i stedet for min familie. Da jeg sprang ud, gjorde mine forældre det klart, at mine kærester ikke var velkomne. Jeg havde ingen kontakt med mine forældre i seks år, og derefter kun sporadisk. Jeg har ingen børn og heller ingen søskende. Jeg har Annette, og så har jeg mine venner. Som ung vidste jeg ikke helt, hvordan man havde venskaber. Min mor var bange for andre mennesker, så vi så kun familien et par gange om året, og jeg havde sjældent venner med hjem. Da jeg flyttede, vidste jeg ikke de mest basale ting. Min første kæreste, Ingrid, måtte lære mig at tage en flaske vin med, når vi skulle ud, og at sige tak for sidst. Hun forklarede, hvordan man konverserer. Jeg har været nervøs for at tage mine venner med i bogen. Men det er gået godt. De bakker mig op.”

Kærlighedsliv

“Jeg har kendt Annette i 14 år, og vi har været gift i 10 år. Vi arbejder hjemme i hvert vores værelse. Vi støder kun ind i hinanden, hvis vi skal i køkkenet efter kaffe. Annette er videnskabsjournalist. Hun går op i alle mulige nørdede emner og fortæller ofte spændende anekdoter. Det er fedt, at hun er så godt selskab. Jeg synes, vi er nødt til at spare hinanden lidt for hverdagen. Gøre os umage. Jeg tager pænt tøj på hver dag. Og makeup. Og det er vigtigt at blive ved med at stille hinanden spørgsmål og kende hinandens drømme.”

Livsvidne

"Jeg har skrevet dagbog, siden jeg var syv år og fik en dagbog med guldskrift på forsiden i julegave. Den har været vigtig. Jeg fremskrev det liv, jeg gerne ville have. I arbejdet med min bog har jeg haft brug for at læse mine gamle dagbøger. Lytte til min stemme fra dengang. For hvordan lyder du, når du er 21 år og virkelig forpisset? Den stemme skulle med. Jeg skriver stadig dagbog. Ikke hver dag, men når der er noget, jeg har brug for at vende med mig selv. Jeg forstår bedst ting, når de bliver skrevet ned. Dagbogen er mit livsvidne. En måde at fastholde mig selv på.”

Livskraft

"Jeg havde en enorm vrede, da jeg var i 20’erne. Det føltes som en knytnæve, der blev slået igennem en mur. Inden jeg begyndte at skrive for alvor, var jeg skrøbelig. Jeg mistede min jævnaldrende, bedste veninde, Shirley, da jeg var 19 år og lige flyttet hjemmefra. Hun døde af hjerte stop. Kort efter sprang jeg ud og blev slet ikke forstået af mine forældre. Jeg overlevede på min vrede. Hele den feministiske agenda, jeg kørte frem med i den periode, var båret af et had til normaliteten og kernefamilien. Jeg havde det sådan: ‘Fuck jer og jeres lort og indskrænkede pis’. Det blev min ventil til at bearbejde og analysere mig selv. I dag er jeg ikke vred. Jeg er glad for, at jeg havde vreden, for ellers havde jeg ikke overlevet, men jeg er også glad for at have sluppet den, for du kan ikke ret meget andet, når den fylder.” 

Livredder

“Mens jeg har skrevet bogen, har det været tydeligt, hvem der har de store roller, og det er dem, der har været med til at redde mit liv. Min første kæreste, Ingrid. Annette, som har stået alt det rædselsfulde med min mor igennem med mig. Min veninde Maria, som jeg har kendt siden min barndom i Helsinge. Hun var med hele vejen, også da min veninde Shirley døde, og da jeg sprang ud. Hun kom i mit barndomshjem og tog med mig tilbage til Helsinge for at hente mine skrivehæfter, da mine forældre ellers havde kørt alle mine ting på forbrændingen. Og Jannie, min transseksuelle ven. Folk, som på afgørende tidspunkter har åbnet deres hjem for mig. Jeg er gået langt for at beholde mine venskaber, for uden dem var det, som om hele jorden åbnede sig under mig.” 

Livtag

"Livtag handler for mig om at forny sig. Jeg føler en forpligtelse til at give noget videre. Måske er det her min sidste bog? For jeg ved ikke, hvordan du kommer videre, når du giver hele hovedstolen væk. Den her historie er min drivkraft og har altid været det. Den er vigtig. Hver gang jeg går ud med det her, får jeg breve fra folk, der har oplevet det samme eller værre. Hvis jeg skulle lave noget andet, ville jeg gerne skrive rejselitteratur. Det er enerverende, at alle rejseguidebøger er skrevet af mænd med langt skæg, der rejser op og ned ad Niger-floden i khakitøj. Det er jo ikke noget for kvinder. Hvor får du en ordentlig spabehandling? Det står der aldrig noget om!” 

Livræd

“Jeg er meget lidt bange. Jeg kørte engang med en beruset chauffør i indre Mongoliet midt om natten. Lige i den situation var jeg bange, men det skal være på det niveau, for normalt tænker jeg, at alt nok skal gå. Annette siger, at jeg er lidt som en god familiehund: Jeg er altid glad, når jeg vågner. Til gengæld er jeg bange for at udgive denne her bog. Bange for, hvad min far mener om det. Bange for, at min familie vil slå hånden af mig igen. Bange for at blive forladt. Min far ved jo, at bogen bliver skrevet. Han har haft den til gennemlæsning, men har ikke reageret. Vi har ikke en tæt relation, og min far synes ikke, at han har gjort noget galt.”

Livvidde

“Jeg er vokset op i et hjem, hvor der var ekstremt fokus på vægt. Min mor var økonoma, og jeg fik aldrig hverken slik eller kager. Det værste, du kunne være, var tyk. Da jeg flyttede hjemmefra, smed jeg min vægt ud, og jeg har ikke vejet mig siden. Det føles stadig som en frigørende handling at købe slik. Det er da irriterende, hvis mine bryster bliver så store, at jeg ligner en rullesteg i mine kjoler, men ellers vil jeg sgu skide på det. Jeg kan godt lide sådan, som jeg ser ud, og desuden kan jeg ikke tænke ordentligt, hvis jeg er sulten. Jeg ved godt, at trenden er at ligne en racehest, men jeg synes ikke, det er pænt. Jeg synes, det er pænere, når du er lidt rundet.” 

Livsråd

“Det har altid fungeret for mig at gå efter det, jeg ville. Nemlig at skrive. Det har styret hele mit voksne liv. Jeg har vidst, at jeg skulle kunne leve for meget lidt som forfatter. Da jeg fik et legat, betalte jeg straks vores lejlighedslån ud, så vi kunne sidde billigt på lang sigt. I forhold til andre, der flakker mere rundt i livet, kan jeg se, at jeg er kommet længere ved at holde et stramt fokus. Det har betydet masser af fravalg. For eksempel børn. Hvordan skulle det fungere, når jeg arbejder fra morgen til midnat? Jeg har aldrig haft trangen til at være gravid og få børn. Annette har heller ikke haft lyst. Vi gør noget andet. Vi rejser meget. Og jeg ser ikke på andres liv og tænker: Øv. For jeg ved, hvorfor jeg har det, jeg har.”


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 2.

Måske er du interesseret i ...

Seneste