Interview med Hanne-Vibeke Holst
© Ditte Capion

Forfatter Hanne-Vibeke Holst: “Jeg kiggede i spejlet aftenen før og sagde farvel til mit bryst”

Hanne-Vibeke Holst har for nylig sat punktum i en roman på 683 sider. Næsten samtidig tog hun afsked med sit højre bryst, fordi hun fik brystkræft.

21. december 2017 af Karen Greve

Hanne-Vibeke Holst (58) er gift med fotograf Morten Bruus og mor til Jonathan på 20 år, som hun har med sin mand, og til Mikael på 29 og Anastasia på 27 år, som hun har med sin eksmand. Hun er forfatter til et langt roman-soundtrack, som strækker sig fra vores ungdom til nu. Fra ‘Hejsa, Majsa’ og ‘Til Sommer over Thereses tilstand’ til den politiske Kronprinsesse-trilogi, bestselleren ‘Undskyldningen’ og romanen om forfatterens far, ‘Knud den Store’. Hun er aktuel med romanen ‘Som pesten’ om en idealistisk kvindelig dansk læge, der kæmper mod en dødelig pandemi. 

Hanne-Vibeke Holst nedkom i september i år med en ny roman. Og i dette tilfælde er der ikke tale om en slidt sproglig kliché. For hun følte det rent faktisk som en fødsel, da de 683 sider efter fire års intensivt arbejde endelig landede i skødet på hende. En hård fødsel. Og derfor var forløsningen ekstra befriende.

“Da jeg fik den bog i hånden, havde jeg det faktisk næsten, som om jeg havde født en baby. En baby, hvor der har været tvivl om dens levedygtighed undervejs i graviditeten. Men nu er den der og er fuldbåren og med en god fødselsvægt, så det var ret stort for mig. Normalt er jeg ikke så sentimental med mine bøger, men denne gang var jeg, fordi processen havde været så hård, og fordi jeg blev syg undervejs.” 

Og som det er med fødsler: Når først den er overstået, tegner et nyt liv sig forude.

“Lige nu er jeg der, hvor alle drømmer om at være: Ved punkt nul, den nye begyndelse. Hvilket jo er en illusion, for i min alder bygger du videre. Men du kan godt bygge videre fra et nyt plateau.”

Hanne-Vibeke Holst er fyldt 58 år og har skrevet bøger, siden hun kunne holde på en blyant og grifle ord ned i hæfter og på blokke. Hun har vidst, at hun ville være forfatter som sine forældre, så længe hun kan huske tilbage, og allerede som 20-årig skrev hun sin første ungdomsroman på en elektrisk skrivemaskine i en lille lejlighed på Christianshavn i København.

Derfor har hun jo prøvet det før: At afslutte et projekt og se en ny begyndelse foran sig. Men denne gang skulle hun sammen med slutspurten i det komplicerede romanplot tackle en kræftsygdom

Hendes højre bryst viste sig at gemme på en knude med kræftceller, så mens hun skrev intensivt om en dødelig pandemi, en influenzapest, der tager livet af børn og unge i hele verden, skulle hun pludselig forholde sig til en dødelig sygdom helt privat. Den obligatoriske screening for brystkræft hvert andet år for alle kvinder over 50 år blev i december 2016 pludselig andet og mere end et rutinetjek for forfatteren.

“Da jeg trådte ind til mammografi, sagde lægen med det samme: ‘Har du ikke selv set det?’. Min brystvorte hang lidt, men jeg havde jo bare tænkt, at der sker så meget underligt med kroppen. Men da jeg først blev opmærksom på det, da jeg havde fået diagnosen, syntes jeg pludselig, at mit bryst lignede en død gren. Jeg kunne faktisk ikke holde ud af se på det. Jeg ville bare af med det.” 

Farvel bryst

Brystet skulle fjernes helt, og aftenen før operationen tog hun mod til sig og så på sit syge bryst i spejlet. For at tage ordentlig afsked.

“Det var ikke noget med røgelsespinde og den slags. Men jeg kiggede i spejlet og sagde farvel til mit bryst. Og min mand sagde også farvel.”

Det lille ritual var vigtigt. Men derefter var det vigtigt at komme videre. For som hun tørt bemærker, er der jo ikke så meget andet at gøre. Det er ikke et valg at miste dit bryst. Det kan være nødvendigt. Til gengæld er det et valg, hvor meget du vil lade det fylde bagefter. 

“Når jeg ser mig i spejlet nu, kan jeg godt længes tilbage til dengang, jeg havde to bryster. Det er da pænere. Al asymmetri støder jo øjet. Selvfølgelig kan jeg blive blød om hjertet og vemodig. Jeg kunne måske godt piske en stemning op. Men det har jeg bevidst valgt ikke at gøre. Du er nødt til at være livsmodig og sige: ‘Hvad gør vi så?’. Så må vi jo få det bedste ud af det. Bruge det, hvis vi kan, og ikke gøre for stort et nummer ud af det.”

Det sidste er lettere, “når du har luksusudgaven”, som hun siger. Altså får konstateret kræft med en stor og kærlig familie omkring dig og ikke også har økonomiske problemer samtidig. 

Hvis du lige er blevet forladt og fyret fra dit arbejde, er det en ganske anden sag, understreger hun. Og fremhæver vigtigheden af ikke at lade dig overvælde af den undergangsstemning, der let opstår i forbindelse med alt, der handler om kræft. 

“Når du får stråler som led i kræftbehandlingen, får du tatoveret små prikker på huden, som de retter strålekanonen efter. De ligner små tuschprikker. En af sygeplejerskerne spurgte på et tidspunkt, hvordan jeg havde det med de prikker, fordi der er mange, der har store mentale problemer med dem. De føler sig skæmmet. 

Der tænkte jeg: Okay, så er det, at vi skal til at passe på. Hvis det fylder – hvis en lille prik på størrelse med et knappenålshoved får lov at vokse sig stor, så du går og bliver trukket ned af den prik – så bliver det hele meget voldsomt. Jeg mener ikke, at du skal fornægte alt. Du skal bearbejde det, men på en måde, så det ikke spænder ben for dit livsmod og din livsudfoldelse i det hele taget.” 

Læs resten af interviewet med Hanne-Vibeke Holst

I Magasinet Liv 83 kan du læse resten af artiklen om forfatter Hanne-Vibeke Holst. Her fortæller hun om sit mantra gennem sit kræftforløb, og hun indvier os også i, hvordan hun sagde farvel til sit gamle jeg og så frem mod en ny begyndelse. Hun svarer blandt andet på, hvordan hun afdramatiserer det at være over de 50. Så skynd dig ned i din lokale kiosk, og få fingrene i det nyeste Magasinet Liv!

Interview med Hanne-Vibeke Holst
© Ditte Capion

Måske er du interesseret i ...

Seneste