Fabiana Hartkorn Giraldi
© Sine Nielsen

Fabiana flyttede til en ny by: "Jeg kan sgu godt lide at sidde på havnen"

Fabiana var inkarneret storbypige. Indtil hun kom til at lytte til et andet sted i sig selv. For måske var det ikke længere så vigtigt at kunne cykle til cafeer og biografer? Måske kunne hun opleve noget andet og mere et helt nyt sted?

1. februar 2018 af Karen Greve

Fabiana Hartkorn Giraldi (44) er gift og mor til Sofus på 12 og Hugo på 9 år. Og så er hun chef for Holbæk Byforum.

I Rørvig på Sjællands nordvestlige spids ligger et hus med højt til loftet. Det er en blanding af nordisk og sydlandsk stil med store vinduer, som lukker lyset ind, og mørke trælofter, som du ser i italienske herskabsboliger. Der er en eventyrlig gårdhave med oliventræer og en udskåret træaltan. Alt sammen badet i et smukt lys, fordi der er vand til alle sider i Rørvig. 

Fabiana Hartkorn Giraldi så huset sammen med sin familie en smuk sensommerdag i 2016. Hun var forelsket med det samme.

“Jeg havde en mærkelig følelse af at komme hjem, da vi trådte ind i huset. Vi var der i omkring tre minutter, før vi vidste, at det var vores hus. Jeg er halvt italiener, og jeg er født og opvokset i Helsingør med hav omkring mig, så husets blanding af nordisk og sydlandsk skønhed passede perfekt til mig og til os som familie.” 

Egentlig kom Fabiana og hendes familie fra et helt i orden-liv og en identitet, der var knyttet til København. Hun havde i mange år boet på Nørrebro og siden i Charlottenlund, hvor hun kunne dyrke caféliv, bif-ture og så let som ingenting tage på Haven-festival samtidig med et forstadsfamilieliv med mand og to drenge. 

“Jeg kom fra en pakke, der var helt i orden. For fem år siden var vi aldrig flyttet så langt væk fra København. Jeg har haft brug for at være bymenneske og har identificeret mig med at bruge byen. Men med tiden har jeg sluppet trangen til at se mig selv som bymenneske. Det er ikke så vigtigt. Ikke så stor en del af min identitet. Jeg kan godt savne byen en sommeraften, men jeg nåede frem til, at jeg ikke længere bruger den så meget.” 

Lysten til at flytte væk opstod spontant, men det har aldrig ligget familien fjernt at drømme om andre livsformer. De har rejst i Vietnam og drømt om at bo der, og Italien har også spøgt i kulissen. Men et udenlandseventyr med børn i skolealderen virkede alligevel for eventyrligt og uoverskueligt. Men hvad så?

“Jeg tror, vi begge i nogle år har haft en følelse af, at noget måtte ske. Vi er begge typer, hvor der gerne må ske noget. Eventyrere, der elsker at rejse og opleve anderledes ting, spise anderledes, lære nye mennesker at kende. For nogle år siden købte vi et sommerhus i Råge leje, og de seneste år har drengene været meget sådan: ‘Kan vi ikke bo heroppe?’. Begge børn var med på ideen om at flytte. Vi er en demokratisk familie, og vi ville aldrig være flyttet, hvis de ikke ville.”

Læs resten af Fabianas historie

I Magasinet Liv 2 kan du læse resten af artiklen om Fabiana Hartkorn Giraldi, hvor hun bl.a. fortæller om, hvordan hun fik jobsituationen til at gå op med flytningen, samt hvordan hendes liv ser ud nu efter flytningen. Så skynd dig ned i den nærmeste kiosk og få fingrene i det nyeste Magasinet Liv!

© Ditte Capion

Måske er du interesseret i ...

Seneste