Teenagepiger
© Pexels / pixabay.com

7 tips, der kan få dit barn sikkert gennem blå mandag

Har du lidt uro i maven over at skulle slippe konfirmanden løs på blå mandag? Bare rolig, her er en række gode råd, som gør både mor og barn trygge

8. april 2017 af Maria Broe Trustrup Hansen

Skal dit barn konfirmeres i år? Den store begivenhed fører fest og glæde med sig, og du glæder dig sikkert mindst ligeså meget til den store dag som konfirmanden. 

I har udvalgt det helt rigtige pynt, sangen er skrevet, og du har helt styr på din tale. Efter den dejlige dag følger blå mandag, og måske bekymrer du dig en smule over, hvordan dit barn skal komme sikkert gennem dagen? Hvis det er tilfældet, får du en række gode råd her. 

1. Skab nogle faste rammer

Det vigtigste er, at du fastlægger nogle regler for dagen, så både du og dit barn føler sig tryg. Det kan eksempelvis være, at I aftaler nogle bestemte tidspunkter, hvor dagen starter og slutter, eller hvor meget alkohol der må komme indenbors i løbet af dagen, hvis du ved, at dit barn sandsynligvis kommer til at drikke blå mandag. Husk at pointere, at jeres alkohol-regler også gælder denne dag.

2. Lad konfirmationspengene blive hjemme

Konfirmander er desværre lette ofre for tricktyve, og det er derfor en dårlig idé at tage alle pengegaverne med på tur. Aftal et beløb, som dit barn tager med, og fortæl, hvor vigtigt det er, at han eller hun har pengene et sikkert sted. 

3. De andre dyre gaver skal heller ikke med 

Konfirmanden har måske lyst til at vise alle sine fine gaver frem til vennerne, men det er en god idé at lade gaver som smykker eller dyr elektronik blive hjemme blå mandag. Tal med dit barn om, hvor ærgerligt det vil være at miste tingene, og at han eller hun får rig mulighed for at vise gaverne frem en anden dag. 

4. Tal med dit barn om, hvad han eller hun har planlagt at lave

Kom gerne med foreslag til aktiviteter, men lad være med at pådutte dit barn noget. Lyt til, hvad han eller hun ønsker at lave, og hvis du kan se, at der kan være nogle faldgrubber ved den aktivitet, så tal dem igennem med dit barn. 

5. Vær med på sidelinjen

Du kan sagtens være med på selve dagen, hvis du altså ikke blander dig for meget og bliver den ultra pinlige mor... Sæt dig på en café i nærheden af konfirmanderne. På den måde ved de, hvor du er, hvis de har brug for dig, og du føler dig mere tryg, fordi du hurtigt kan træde til, hvis der opstår problemer. 

6. Få hjælp fra konfirmanden

Hvis det ikke er muligt at være med på sidelinjen, kan du tage et par andre hjælpemidler i brug. Aftal et par tidspunkter i løbet af dagen, hvor dit barn skal ringe hjem og give en update. Få eventuelt også telefonnumrene på de venner, som dit barn er sammen med, så du kan komme i kontakt med dem, hvis du ikke høre fra din søn eller datter som aftalt. 

7. Stol på dit barn

Som altid er det vigtigt, at du viser tillid til dit barn. Stol på, at han eller hun vil tage de rigtige beslutninger og passe på sig selv og sine venner. Når du udviser tillid, er chancen for, at dit barn vil komme til dig og fortælle både stort, småt og det, der ikke er let, også langt større.

Måske er du interesseret i ...

Seneste