Isterninger med granatæblekerner
© Pinterest @21demarzo.com

7 fine pynt-idéer, der gør dit barns konfirmation til en eventyrlig dag, I aldrig glemmer

Det kan være svært at tænke kreativt midt i al det praktiske. Derfor giver vi dig her inspiration til pynt og bordopdækning

2. april 2017 af Rie Louise Kirkebjerg

Skal dit barn konfirmeres i år? Så er I måske i fuld gang med forberedelserne til den store dag derhjemme. Der skal klares en masse praktiske ting såsom at købe en gave til den glade konfirmand og skrive en uforglemmelig tale til din datter eller sønnike, som du nu må erkende, er ved at træde ind i de voksnes rækker. Og så skal haven eller lokalet, I holder festen i, selvfølgelig pyntes op!

Oven i alt det praktiske kan det være lidt uoverskueligt at finde de helt store og kreative tanker frem, men bare rolig. Med en eller flere af disse idéer er vi nemlig sikre på, at dit barn og alle gæsterne vil huske den eventyrlige dag for altid. 

1. Smukke bordkort 

En bordplan kan være noget af at puslespil. Så hvorfor ikke gøre selve bordkortene så enkle som muligt?

Til disse skal du kun bruge saks, karton og en tusch. Klip en fin facon ud, dit barn kan lide, og skriv navnet på gæsten. Sæt herefter bordkortet i spænd på gaflen. 

2. Eventyrlig pynt

Når mørket falder på vil disse fine syltetøjsglas med lyskæder se virkelig smukke ud – og så er de utrolig lette at lave.

3. Nøglen til succes

Din teenager træder så småt ind i de voksnes rækker (siger de...!) Det unge menneske står derfor over for noget af en stor verden, men heldigvis kan jeres gæster hjælpe dit barn på vej. 

Køb en masse nøgler (du kan eventuelt gå på rov på et loppemarked), og bind en snor med et blankt til-og-fra-kort på. Skriv noget a la: “Hjælp mig godt på vej. Hvad er dit råd til succes?“ på et stykke papir, og sæt det i en fin ramme. Placer alle nøglerne rundt om, og lad gæsterne skrive deres gode, sjove og inspirerende råd til konfirmanten på nøglerne. 

4. Spice isterningerne op

Noget så enkelt som at fryse isterninger med granatæblekerner giver både sodavand og drinks et lækkert og festligt twist.

5. Vandmelon på en pind

Mhmmm... det ser både lækkert ud og smager godt. Hvis du vil være helt sikker på, at du køber en vandmelon som er moden, så lær at spotte den perfekte vandmelon her.

6. Fotografier af gæsterne

Den store dag er selvfølgelig til ære for dit barn, men uden gæsterne ville festen langt fra være det samme. Print fotografier ud af hver enkelt gæst, og sæt dem fast til enden af en heliumballon. At jeres gæster hænger og svæver ned fra loftet skal nok få et smil frem på deres læber, og så ved de, at I sætter pris på, at de er med til festen. 

7. Forårsfriskt bestik

Smut i haven eller skoven og pluk små, farverige blomster. De pifter bordopdækningen op, hvis I med en fin snor binder dem rundt om bestikket.

Måske er du interesseret i ...

Seneste