Mor og datter griner
© iStock

7 anderledes ting, som din datter og dig vil ELSKE at lave sammen

Mor-datter-tid kan sommetider være vanskelig at finde. Disse ting byder på alt fra afslapning til fysiske aktiviteter – og vigtigst er, at de vil bringe jer endnu tættere sammen!

19. august 2017 af Rie Louise Kirkebjerg

Hvis du har en teenagedatter eller en datter, der nærmer sig tiden som voksen (endnu mere), kan det sommetider være vanskeligt at finde tid til at være sammen. Hun er nemlig i en tid i sit liv, hvor veninder, skole og fritidsinteresser sandsynligvis fylder utrolig meget. Men derfor kan I sagtens finde tid til at lave sjove ting sammen!

En kæmpe fordel ved at dit lille pus er blevet ældre, er, at du nu kan lave nogle helt andre ting sammen med hende, end da hun var et barn. Hvis du mangler inspiration til, hvad I kan bruge jeres mor-datter-tid på, kan du få inspiration her, hvor vi har samlet nogle anderledes ting, du og din datter helt sikkert vil få glæde af at gøre sammen.

1. Start jeres egen lille madklub

Er din datter flyttet hjemmefra? Så savner hun sandsynligvis din mad, hvilket vil være en perfekt indgangsvinkel, når du skal pitche din geniale idé for hende: I skal da starte en madklub sammen! I kan selvfølgelig også starte en madklub sammen, selvom din datter bor hjemme.

I kan skiftes til at invitere og kokkerere en gang om ugen, et par gange om måneden – eller hvad der ellers passer jer. I kan eventuelt opdele månederne i temaer, så I både kan begive jer ud i et mexikansk, italiensk, kinesisk og dansk madeventyr sammen. 

2. Få taget professionelle fotografier hos en fotograf

I har måske taget selfies sammen på jeres telefoner, men hvis I virkelig vil have fotografier i god opløsning, kan I booke en tid hos en fotograf. De er både mindeværdige og fine at have hængende på væggen – og så er I garanteret en sjov dag sammen.

3. Lav et DIY-projekt

En tidligere undersøgelse viser, at der er stor sammenhæng mellem kreativitet og glæde. Derfor kan du med fordel tage din datter i armen og invitere hende på en DIY-dag. I kan blandt andet hækle finde karklude (eller sommerlige sandaler!), lave fin vægkunst eller tapetsere en væg – kun fantasien sætter grænser!

4. Begynd til en fritidsaktivitet

Få en god spandfuld mor-datter-tid ved at starte til en fritidsaktivitet sammen. Det kan både være en sport, en dans eller et specielt hold i det lokale fitnesscenter. Det kan også være af en mere kreativ karakter som eksempelvis at starte til keramik eller pileflet. Uanset hvad I vælger, udfordrer I jer selv, hinanden og lærer desuden en masse andre mennesker at kende. 

5. Tag på spa-weekend

Fortjener du og din datter at forkæle jer selv og komme helt ned i gear? Så kan I arrangere en weekend fyldt med wellness. I kan enten spare op og tage på en spa-weekend med overnatning, middag, massage, og hvad der ellers hører til – eller arrangere den derhjemme. Her kan I finde jeres badekåber frem, lave en lækker ansigtsmaske, tage et skønt fodbad og lægge neglelak. Det er en billigere løsning, som bestemt ikke er dårligere!

6. Tag på højskole

En højskole byder på fordybelse, oplevelser og samvær. Samvær, du med fordel kan få med din datter, hvis du tager hende med dig. Vi har før guidet til de bedste højskoler for 40+ kvinder, og her har vi fundet nogle, du både kan tage på alene eller sammen med familien. 

Du kan også søge efter en højskole der specifikt udbyder en aktivitet, din datter og dig er vilde med som eksempelvis et kreativt værksted eller fitness. 

7. På med vandreskoene – og tag på vandretur!

Få kvalitetstid med din datter ved at tage på vandretur med hende. Det giver jer både ro i sindet, motion og en helt unik oplevelse sammen, I aldrig glemmer. I kan både begive jer ud i den danske natur eller tage til eksempelvis Italien og nyde den smukke natur, mens får mange kilometer i benene

Måske er du interesseret i ...

Seneste