Sådan får du dine sko til at se nye ud
© iStock

6 overraskende ting, der får dine sko til at se splinternye ud

Det lyder måske skørt, men det er faktisk en god idé at finde både et viskelæder og din hårbalsam frem, når du skal pleje dine slidte sko

7. april 2017 af Amalie Caroline Møller Bonde

Det kan ikke undgås, at dine sko forandrer sig, når du går med dem. Selvfølgelig er det forskelligt i forhold til kvalitet og farve, hvor beskidte og slidte skoene ser ud, men vi vil helst have, at vores fodtøj altid ser velplejet ud.

Derfor har vi fundet de bedste (og mest overraskende) tricks til, hvordan du får dine elskede sko til at se ud som om, at du lige har købt dem. 

Måske kan du bruge et af de smarte tricks inden de mange julefrokoster, der står for døren? Kig med herunder og bliv overrasket over, hvad du kan bruge til at pleje dine forskellige slags sko.

Laksko

Det er næsten umuligt at komme hjem uden en streg eller to efter en fest, hvis du har haft de sorte laksko på.

Men bare rolig, du kan hurtigt fjerne dem igen med vaseline. Kom en lille smule på en ren klud, og gnid forsigtigt stregerne væk. 

Læderstøvler

Det oplagte trick til at få dine lædersko eller støvler til at skinne igen er at bruge skosværte. Men du kan faktisk undgå at bruge penge på det og i stedet bruge din balsam (ja, som du vasker hår med). For ligesom den fugter dit hår, så fugter den også læderet.

Sneakers

Din køkkensvamp kan bruges til mange andre ting end din køkkenvask. Den er blandt andet også et fantastisk middel, hvis du gerne vil holde dine sneakers rene og pæne. Gør svampen våd og rens dem. Vupti, et par lækre sneakers.

Er der kommet ridser på dine hvide sneakers, kan du bruge en hvid neglelak til at skjule dem.

Ruskind

Vi har en tendens til at være meget bekymrede for vores ruskindssko. Men bare rolig, du skal ikke blive urolig, hvis du får en plet. Det, du skal gøre, er at tage et ubrugt viskelæder (helst i en neutral farve) og gnide over pletten. Viskelæderet vil få snavset til at løfte sig og få pletten til at forsvinde.

Gummistøvler

Selvom gummistøvler nok er det fodtøj, vi går mindst op i, om er rene eller ej, så skader det jo ikke at give dem en kærlig hånd engang imellem. Hvis du eksempelvis har været i skoven eller haft dem på i snevejr, hvor der har været saltet, kan de nemlig let blive halv-grimme at se på.

Tag en klud, hæld lidt olivenolie på og gnid så i cirkulære bevægelser. Efter kort tid er dine gummistøvler så gode som nye. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste