Mor og datter
© Istock

6 fantastiske ting, dit barn kan lære af et efterskoleophold

Rygtet siger, at ét år på efterskole svarer til syv menneskeår...

17. august 2017 af Katrine Ellen Allentoft Haslund

Det er egentlig kun et par dage siden, at dit lille pus løb rundt ude i haven og klatrede i træer. Men næsten hen over natten er barnet blevet en teenager, og lige om hjørnet venter et ophold på efterskole. Og du er ikke klar! 

Men bare rolig, når året er omme, vil I begge to være rigtig glade for oplevelsen. Her er 6 grunde til hvorfor.  

1. Der er plads til det sjove og kreative

Efter ti år i folkeskolen er det ikke helt uforståeligt, hvis din teenager er blevet lidt træt af novelleanalyser og brøker. Hvis det er tilfældet, er efterskole en rigtig god måde at bringe skoleglæden tilbage. 

Dansk og matematik er vigtige fag, men det er ligeså vigtigt at udvikle dit barns naturlige evner og interesser. Det er et efterskoleophold et rigtig godt redskab til, fordi der er en masse muligheder for både linje- og valgfag, så dit barn kan forme efterskoleåret netop i den retning, der interesserer ham eller hende mest.

2. Dit barn lærer ansvar

Du kender det måske. Du ville ønske, at Lea eller Thomas ville rydde op på sit værelse eller bare lige gad at tage skraldet ud. Især fordi du sikkert har sagt det hundredesytten gange! Men det er ikke sket, og så ender du med at gøre det i stedet, for det skal jo fikses, inden gæsterne kommer. 

På efterskolen bliver der forventet, at det unge menneske er klar til at tage ansvar. Her er der ingen til at rydde din teenagers værelse op, ingen andre til at skrubbe toiletterne, og hvis ungen mangler rent tøj, må han eller hun selv vaske det. Det kommer måske til at være en svær omvæltning for dit barn, men når året er slut, er resultatet et stolt, ungt menneske, der kan tage vare på sig selv, og som ikke behøver sin mor til at lappe hullerne i sine strømper (selvom du sikkert godt kan få lov, hvis du spørger rigtig pænt). 

3. Der bliver rykket grænser

Uanset om du er forælder til en eftertænksom læsehest eller en udadvendt festabe, så kan det næsten ikke undgås, at et år på efterskole tvinger dit barn ud af sin komfortzone. Der kommer til at være mange forskellige sociale kontekster, som dit barn skal navigere i, og det kommer med garanti til at være skræmmende i starten. Men det er også god træning til fremtiden og kommer til at udvikle dit barns sociale evner. 

Hvis du er forælder til et introvert barn, der bekymrer sig om det forestående efterskoleophold, så kan du heldigvis berolige med, at et år på efterskole ikke betyder et år, hvor man aldrig kan være alene. Det betyder bare et år, hvor man aldrig behøver at være alene. 

4. Det modner dit barn

Intet kommer til at modne dit barn mere end at bo tre mand på tolv kvadratmeter. Så er det bare om lynhurtigt at lære at tage hensyn til andre!

5. Det udvisker fordomme

Dit barn kommer til at dele adresse med en masse andre unge fra hele Danmark, og der kommer derfor garanteret til at være nogle med en anden baggrund og opvækst. Så ud over at dit barn lærer generel hensynstagen af at være sammen med så mange mennesker, så lærer han eller hun også at være åbensindet. Efter et år på efterskole får du et ungt menneske tilbage, der har lært, at vi ikke kan dømme andre mennesker, før vi kender deres historie.  

6. Det ruster dit barn til fremtiden

Et efterskoleophold er én stor livslektion, men dit barn får også gode redskaber til den fremtidige skolegang. Gennemførelsesprocenten på videregående ungdomsuddannelser er højere blandt efterskoleelver i forhold til dem, der ikke har gået på efterskole. Desuden er der også større sandsynlighed for, at dit barn faktisk vælger en videregående uddannelse, hvis han eller hun har gået på efterskole i stedet for blot folkeskole. Derfor er et efterskoleophold en rigtig god investering i dit barns fremtid. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste