Dreng krammer hund
© iStock

5 grunde til, at det er godt for dine børn at vokse op med en hund i familien

Tigger dit barn efter at få hund? Det skader måske ikke at føje dem – bare denne ene gang

18. august 2017 af Katrine Ellen Allentoft Haslund

Er sætningen "Moar, må vi ikke godt få en hund?" en gammel kending hjemme hos jer? Eller er I allerede en stor lykkelig familie bestående af mor, far, barn og hund? 

Uanset om du og din familie tænker på at øge jeres familie med et (pelset) medlem, eller om I allerede er de stolte ejere af en hund, så giver vi dig her fem grunde til, at det er en fordel for dit barn at vokse op sammen med vore alles (næsten da) yndlings-kæledyr. 

1. Nogen at støtte sig til

Om dit barn er omgivet af venner eller er mere tilbagetrukket, så sørger en hund for, at dit barn aldrig er ensomt. Det er fantastisk i sig selv, men derudover viser studier også, at det at eje en hund kan være med til at sænke ens stressniveau og får folk til at slappe af. 

Så hvis dit barn har haft en dårlig dag i skolen (og det sker jo nogle gange), så kan hunden være med til at give barnet den ro og trøst, det har brug for. 

2. Dit barn lærer at tage ansvar

Når dit barn (og du) bliver hundeejere, så følger der også en masse ansvar med. Der skal sørges for, at vovsen har mad og vand – og der er også den daglige gåtur, ej at forglemme. Det giver barnet et tidligt indblik i, hvad det vil sige at tage ansvar.

Desuden lærer dit barn empati gennem at tage sig af hunden, samtidig med at barnets selvværd styrkes af det ansvar, der følger med at have en hund. 

3. En mere aktiv livsstil

Når der både er en hund og et barn i huset, så er det næsten ikke til at undgå, at de bliver legekamerater, og det er godt for dit barns aktivitetsniveau. 

Et studie viser, at børn med hunde får 11 minutters mere daglig motion, end børn uden hunde. Det lyder måske ikke af så meget, men det løber faktisk hurtigt op i løbet af bare en uge, hvor det pludselig er mere end en times mere motion! 

At være hundeejer er også automatisk lig med en mere aktiv livsstil, fordi vovsen skal have masser af motion i form af daglige gåture. Så hvis dit barn bliver gåtur-ansvarlig, eller blot er med når mor eller far går tur, så ryger der også hurtigt massere af point på motions-kontoen. 

4. Du får et sundere barn

Et studie fra 2012 har vist, at børn, der er vokset op med enten hund eller kat bliver mindre syge. Årsagen til dette er, at hundehår og mikroorganismer, som hunden slæber med sig ind i huset udefra, er med til at forbedre udviklingen af det lille barns immunforsvar. Det mindsker desuden risikoen for at udvikle allergi, når du vokser op med et pelset kæledyr.

Så selv hvis du som ordensmenneske ikke just fryder dig ved tanken, om alt det en hund slæber med ind i huset, så skal du glæde dig over det som forældre. 

5. Du får et gladere barn!

Der er et væld af ting, vi ønsker for vores børn. Men mest af alt, ønsker vi jo bare, at de er glade. Og tænk bare på al den glæde, dit barn vil få ud af at have en hund som evig legekammerat! Videnskaben har også talt. Den siger, at interaktionen med dyr øger niveauet af serotonin og dopamin i hjernen, hvilket er de positive følelsers kemiske byggeklodser. Så i følge videnskaben, så får du et lykkeligere barn, hvis du ejer et kæledyr. 

Kilde: www.petcentric.com

Måske er du interesseret i ...

Seneste