Par
© iStock

10 gode vaner, som parterapi kan give jer

Tænker du, at I ikke behøver parterapi, før det knaser i forholdet? I kan sagtens bruge de gode råd allerede nu, selvom jeres parforhold har det godt

16. juli 2017 af Maria Broe Trustrup Hansen

Det kan føles som et stort skridt at starte til parterapi. Måske tænker du, at det kan være et tegn på, at dit parforhold er ved at være slut, eller måske ser du det som en falliterklæring, at I ikke selv kan finde hoved og hale på jeres problemer. 

Men for langt de fleste er parterapi en rigtig god hjælp i parforholdet – både når det går godt, og når det går skidt. Parterapien kan give jer nogle gode vaner, som styrker jeres forhold, og de er mindst ligeså vigtige i fredstider som i knap så rosenrøde tider. 

Vi har her samlet en række gode vaner, som parterapi kan give jer. 

1. Du skal lytte mere end tale 

Det er egentlig meget enkelt, men i hverdagen falder du måske også for fristelsen og taler lidt mere, end du lytter til, hvad din partner fortæller dig. Det handler om at give plads til den anden og skrue ned for din egen talestrøm. På den måde bliver du helt automatisk mere opmærksom, og I får en bedre forståelse for hinanden. 

2. Brug tid med hinanden 

Har hverdagen sneget sig ind på jer, og glemmer I at være kærester? Hvis jeres parforhold skal holde, er det vigtigt, at I prioriterer tid sammen. I skal have mulighed for at tale ordentligt sammen, og måske betyder det, at I skal stå op et kvarter før ungerne eller droppe en fodboldkamp eller venindebrunch i weekenden. 

3. Tro ikke, at du ved alt om din partner

Selvom du og din mand har været sammen i mange år, skal du ikke gå ud fra, at du ved alting om ham. Mennesker vokser og udvikler sig, og det gør din mand også. Måske har han ændret holdning til nogle specifikke ting, eller måske reagerer han anderledes end tidligere, fordi han er blevet ældre. Det er vigtigt, at du anerkender dette og ikke putter ting ned over hovedet på ham. 

4. Forstå din partners adfærd

Vi reagerer alle sammen forskelligt, når konflikterne presser sig på, og ofte stammer vores adfærd fra vores opvækst og vores forældres handlemønstre. Hvis din mand reagerer på en måde, som du har svært ved at håndtere eller acceptere, er det vigtigt, at du forsøger at forstå din mand i stedet for at blive vred på ham. Hvis du bliver bedre til at forstå, hvorfor han handler, som han gør, kan I blive endnu tættere knyttet, og jeres konflikter kan blive nemmere at komme igennem. 

5. Tag en timeout

Vi kan ikke komme udenom, at bølgerne nogle gange går højt. Jeres diskussion bliver et skænderi, og I glemmer at lytte til hinanden. Nogle gange er den eneste løsning at tage en timeout, hvor I går hver for sig og får lidt ro på situationen og jer selv.  

6. Vær ærlig, og fortæl, hvad du føler

Ærlighed er vejen frem, og det er vigtigt, at du ikke undgår at fortælle, hvordan du har det inderst inde. Her er det vigtigt, at du taler udfra dig selv og dine egne følelser. Lad være med at fortælle, hvordan tingene er skruet sammen, og hvordan din partner må have det. Fortæl, hvad du tænker og føler, og forsøg, at sætte så mange ord på det som muligt.  

7. Vis fysisk omsorg

Kram, kys og sex styrker ethvert parforhold, men lysten til fysisk nærhed er typisk ikke så stor, hvis jeres parforhold ikke kører på skinner. Her er det vigtigt at huske, at den fysiske omsorg kan være med til at bringe jer tættere på hinanden, og at I derfor skal huske at give hinanden et kram eller kys, så nærheden får lov til at bidrage positivt til jeres forhold. 

8. Tal altid ordentlig til hinanden

En lille, negativ kommentar eller et større vredesudbrud gør intet godt for jeres parforhold. Det er som sagt vigtigt, at du er ærlig, men det betyder ikke, at du kan sige alt uden omsorg for din partner. Tal ordentligt, brug pæne ord, og undgå at hæve tonelejet, når du bliver irriteret. Det vil med garanti styrke jeres kommunikation og jeres parforhold. 

9. Tal om jeres fælles drømme 

Fælles mål er grundlæggende en rigtig god ting for et sundt parforhold. Hvis I har forskellige drømme, som ikke kan forenes, og I hver især kæmper for jeres eget mål, bliver der ikke meget plads til parforholdet. Tal om, hvad I gerne vil, og hvor I ser jer selv henne i fremtiden. Når I begynder at tale åbent om det, bliver det også lettere at få de samme drømme. 

10. Drop dit ønske om at have ret

Det er skønt at få ret, ikke? De fleste af os har svært ved at give slip på ønsket om at have ret i enhver diskussion, men den indstilling gavner ikke dit parforhold. Accepter, at du ikke har svaret på alt, og lyt interesseret, når din partner forsøger at gøre dig klogere. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste