Lykkelig mand og kvinde
© iStock

10 fantastiske sundhedsfordele ved ægteskabet

Lykke, glæde og dejlige minder er blot nogle af de ting, der følger med, når du gifter dig, men dit ægteskab kan rent faktisk også være med til at sikre dig et sundere liv

8. april 2017 af Maria Broe Trustrup Hansen

Ægteskabet er (for det meste) fantastisk, og selvom det måske ikke altid er fryd og gammen at leve med vores kære mænd, betyder det meget for de fleste af os, at vi har en partner at dele livet med. 

Men ægteskabet er ikke kun hverdag, minder og tryghed. Ægteskabet giver os også nogle sundhedsmæssige fordele, som vi får glæde af hele livet, og vi har herunder samlet 10 positive ting, som ægteskabet fører med sig. 

1. Du lever længere 

Vi har tidligere fortalt, at mænd, der gifter sig med kloge kvinder, lever længere, og flere undersøgelser peger i samme retning, når det gælder ægteskab og levetid – nemlig at du lever længere, hvis du er gift. Forskere fra Duke University Medical Centre undersøgte eksempelvis 5.000 personer, som alle var født i 1940. Forskerne fandt ud af, at de personer, som var gift, havde en større chance for at leve længere og undgå en tidlig død. En undersøgelse fra Michigan State University havde samme resultat, nemlig at gifte mænd og kvinder generelt lever længere end singler. 

2. Du har større chance for at overleve et slagtilfælde

En anden undersøgelse fra Duke University har påvist endnu en fordel ved ægteskabet. En gruppe forskere har nemlig fundet ud af, at ugifte mænd og kvinder har en markant større risiko for at dø af et slagtilfælde end personer i et ægteskab. Undersøgelsen viste, at risikoen for ikke at være i live fem år efter slagtilfældet var 71 procent større for ugifte personer i forhold til ægtefolk.

3. Du kommer dig hurtigere efter en operation

Det har vist sig, at personer i et ægteskab kommer sig hurtigere efter en operation end folk, der ikke er gift. En undersøgelse fra Emory and Rutger’s universiterne viste, at personer, som er i et ægteskab og får en hjerteoperation, har tre gange større chance for at overleve tre måneder efter operationen end singler. Samtidig er de gifte personer også bedre til at håndtere smerter, ubehag og bekymringer omkring operationen.

4. Du er mindre stresset

Ifølge en undersøgelse fra University of Chicago producerer personer i et ægteskab eller i et længerevarende forhold færre stressrelaterede hormoner, og de oplever derfor at være mindre stressede end singler.

5. Du har lavere risiko for at få et hjerteanfald

I Finland har en gruppe forskere undersøgt sammenhængen mellem ægteskab og hjerteanfald. Resultatet var tydeligt – gifte mænd og kvinder havde lavere risiko for at få og dø af et hjerteanfald end ugifte.

6. Du har sundere vaner

Hvis din ægtefælle lever sundt, er der stor chance for, at du også har sunde vaner. Det satte en undersøgelse fra University of Minnesota Medical School streg under, da den konkluderede, at hvis din partner spiser sundt, motionerer og generelt lever et sundt liv, gør du det formentlig også, da den sunde livsstil smitter af.

7. Du undgår unødig risici

Ifølge en undersøgelse fra Ohio State University, som er lavet af Christopher Fagundes, er ægtefolk bedre til at undgå farlige situationer, som kan skade deres helbred – eksempelvis misbrug eller uforsvarlig kørsel. Årsagen er primært, at folk i et ægteskab ved, at der er en anden person, som er afhængige af dem, og de derfor passer på dem selv.

8. Du har lavere risiko for psykiske sygdomme

En stor amerikansk undersøgelse viste i 1991, at gifte mænd og kvinder har lavere risiko for at få en alvorlig psykisk sygdom. Undersøgelsen viste blandt andet, at personer i et ægteskab har lavere risiko for blive diagnosticeret med en alvorlig depression.

9. Du sover bedre

En forsker fra University of Pittsburgh har undersøgt sammenhængen mellem søvn og ægteskabet. Forskeren fandt ud af, at personer – og især kvinder – i et ægteskab får en bedre søvn end ugifte. Det er dog vigtigt at huske, at søvnen kun bliver bedre, hvis det er et lykkeligt ægteskab. Hvis ægteskabet er dårligt, kan det være med til at forværre søvnen, viste undersøgelsen.

10. Du har større chance for at overleve kræft

Hvis du er gift, er chancen for at overleve en kræftdiagnose større. Ifølge en undersøgelse fra University of San Diego har kvinder i et ægteskab 19 procent større chance for at overleve kræft, mens gifte mænd øger deres overlevelseschance med hele 27 procent. Forskerne bag undersøgelsen peger på, at årsagen især er, at personer i et ægteskab får mere støtte og omsorg end singler. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste