Radiooptagelser
© DR

Rejs tilbage til din barndom med en ny stribe radiofortællinger

Radiohistorierne tager os med tilbage til dengang, hvor vi sladrede i frikvartererne og var forelsket i ham den flotte fra parallelklassen – kan du huske, hvordan det var?

2. februar 2017 af Maria Broe Trustrup Hansen

Måske er du allerede kommet med i klubben af flittige podcast-brugere, som lytter til den ene gode historie efter den anden, imens du laver mad til ungerne eller har en stille og rolig stund for dig selv. 

Nu får du mulighed for at kaste dig over endnu en stribe gode radiohistorier – denne gang fra din ungdom. DR har nemlig digitaliseret en masse gamle optagelser fra 60'erne, 70'erne, 80'erne og 90'erne, og optagelserne er netop blevet offentliggjort på Dansk Kulturarvs hjemmeside.   

Siden har overskriften “Ung i provinsen”, og historierne fortæller netop, hvordan det var at være ung i de forskellige landsdele i Danmark. 

Ligner nutidens unge

De gamle optagelser er ikke kun sjove at høre for os, men det kan også være en god idé at lytte til dem sammen med ungerne. Ifølge Louise Broch, der er informationsspecialist hos DR Arkiv, er der nemlig ikke langt fra vores ungdomstanker til vores børns.

“Jeg har været overrasket over, hvor meget af det, der bliver sagt, der ligner noget, som børn og unge kunne have sagt i dag. Når børnehavebørn taler om skovsnegle, eller unge taler om kærester, er det præcis som nu,” siger Louise Broch og fortsætter:

“Men der er også en stribe tidstypiske indslag – for eksempel med børn fra Ørslev ved Vordingborg, som i 1984 fortæller, at de er bange for, at der kommer atomkrig.”

Historierne er en tidsrejse tilbage til vores ungdom og barndom, og når vi nu er ved det med barndommen, så kan du eventuelt lige læse vores klumme om at gøre noget barnligt i ny og næ – det skal vi nemlig huske!

Måske er du interesseret i ...

Seneste