Prinsesse Diana
© Wenn

Prins William og prins Harry taler ud om deres mors tragiske død i ny dokumentar

Hvordan føles det at miste sin mor og samtidig forholde sig til, at hele ens nation er i landesorg? De to prinser åbner op om deres sorg

11. april 2017 af Maria Broe Trustrup Hansen

Det er i år 20 år siden, at prinsesse Diana mistede livet i en bilulykke i Paris. Derfor indførte Strobritannien i marts en national helligdag, der skulle ære prinsesse Dianas minde. National Kindness Day havde til formål at sætte fokus på, at vi skal huske at gøre noget godt for andre – helt i prinsesse Dianas ånd.

Nu er der også to tv-dokumentarer på vej, der skal fortælle historien om prinsessen og ikke mindst sorgen over hendes død. 

Prins William og prins Harry taler ud

Prinsesse Dianas to sønner, prins William og prins Harry, vil være med til at hylde deres mor i de to dokumentarer. Den ene, som BBC står bag, vil primært handle om tiden efter ulykken i Paris, og de to prinser vil fortælle om, hvordan de kom igennem dagene efter, hvor de også skulle forholde sig til, at hele det engelske folk var i sorg.

Prins William og prins Harry har udpeget en række familiemedlemmer og venner, som vil bidrage til historien i BBC-dokumentaren. For nogle af dem er det første gang, at de offentligt fortæller, hvordan de oplevede prinsesse Dianas død. 

Prins William og prins Harry
© Wenn

Tager fat i sorgen

Den anden dokumentar bliver lavet af den engelske tv-kanal ITV. Den vil primært handle om prinsesse Dianas humanitære arbejde og hendes kamp for de svage i samfundet. Prins Harry har fulgt i sin mors fodspor og laver også en masse velgørenhedsarbejde, og han og hans bror vil også medvirke i denne dokumentar. 

De to prinser var kun 15 og 12 år gamle, da de mistede deres mor, og i mange år talte de ikke om deres tab. Prins Harry har blandt andet udtalt, at han i lang tid ikke tog sig af sin sorg, men i stedet gemte alle sine følelser væk. 

Tv-dokumentarerne vil blive vist på engelsk tv i juli og august for at markere 20-året for prinsesse Dianas død den 31. august 1997. Vi ved desværre endnu ikke, om og hvornår vi får de to dokumentarer at se herhjemme. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste