© Wenn.com

Eksklusivt interview med verdenstjernen Joss Stone

Mænd får karakter med alderen. Kvinder bliver bare ældre. Læs her, hvad åbenmundede Joss Stone har at sige til den fordom

22. juni 2016 af Rikke Hellerup Madsen

Magasinet Liv har mødt den bramfire soulsangerinde Joss Stone til en snak om soul i ordets fulde, dobbelte betydning: Soulmusik og sjælelighed. Om det at have sjælen med sig, i alt hvad man laver, og vide med sig selv, at miniskirtet har en aldersbetinget udløbsdato. Og gud ske tak og lov for det.

Du fylder rundt i år – hvordan har du det med at blive ældre?

“Ikke særlig anderledes overhovedet. Alt er jo det samme. Der er mange der fortæller mig historier om, at de oplevede det at fylde 30 som en kæmpe milepæl. Men sådan har jeg det slet ikke."

I et interview med The Telegraph er du citeret for at have sagt, at man ikke behøver at gå ned af hver eneste røde løber, der ligger for ens fødder – de kan altid finde en anden blondine, som er villig til at gøre det. Hvad mente du med det?

“Det kan jeg godt huske, og jeg mener det stadigvæk 100 procent. Hvis du kigger på den røde løber i Hollywood, er de allesammen ens – med deres fejlfrie hud, falske øjenvipper og flotte hår. Og det er sjovt med hele den galej. Som barn plejede jeg at tage min mormors høje sko på og smøre et tykt lag rød læbestift på læberne, mens jeg dansede til Respect med Aretha Franklin foran spejlet. Og jeg elskede det! Jeg følte mig som en prinsesse.

Jeg synes det er misforstået feminisme at sige, at vi ikke må hellige os til den følelse af at være helt stadsede ud og føle os underskønne, for det er da helt validt? I dag vil jeg godt nok hellere have jord under neglende og plante blomster i mine højbede end at stavre ned af den røde løber. Jeg har i den grad været der – med bambi-øjne og lyse slangekrøller, men med årene indser man, at der er mere til livet end at være ung og smuk."

Mænd får karakter, når de bliver ældre. Kvinder bliver bare ældre. Hvad synes du om den fordom?

“På en måde er det sandt. 25-årige kvinder er jo rent biologisk i deres primetime. Det er et fact, som handler 100 procent om fertilitet. Men der kommer heldigvis en anden primetime, som ikke handler om at lave børn. Modne kvinder er smukke på en helt anden måde, når de inspirerer og hviler i sig selv. Kvinder som som Meryl Streep og Julia Roberts er nogle af verdens smukkeste kvinder, hvis du spørger mig. De har så meget mere udstråling end de 25-årige popprinsesser, vi ser over det hele. Det finder mænd også superattraktivt.“

Hvad kan kvinder 40+, som kvinder på 25 ikke kan?

“Jeg tror i virkeligheden, det handler om, at vi skal stoppe med at tænke, at vores gode udseende forsvinder med alderen. Det passer ikke. Men det er rigtigt, at vi får et andet udseende. Selvfølgelig er det dødsexet med en veldrejet 25-årig kvindekrop i et stramt miniskørt, men der er mere klasse og elegance over en kvinde i 40’erne. Det absolut værste er sammensmeltningen af de to – den modne kvinde i et hulkort miniskørt, der på ingen måde hviler i sig selv. Men det gælder altså også for 40-årige mænd med hentehår og lidt for stramme skjorter.“

Hvad er det vigtigste for dig her i livet?

“Det allervigtigste for mig er, at jeg laver det, jeg gerne vil, når jeg vågner om morgenen.

Jeg har det sådan, at hvis jeg bare et øjeblik føler, at friheden til at vælge er ved at blive taget fra mig, så vil jeg gøre alt for at genvinde styringen over mit liv. Blandt andet derfor brød jeg med mit gamle pladeselskab, som ville have mig til at passe ind i én bestemt kasse. Da den øverst rangerende chef troppede op ved min hoveddør for at tale med mig om mit nye kastanjebrune hår, havde jeg det bare sådan her: ‘Hvis I føler, min hårfarve er det vigtigste at tale med mig om, så tror jeg slet ikke, vi har mere at tale om’.

Sagt i al ydmyghed, føler jeg ikke, at jeg har lavet min karriere på mit udseende."

Du har optrådt med stjerner som James Brown, Rod Stewart, Stevie Wonder, Ringo Starr og Mick Jagger. Er det lettere for mænd at opnå en lang karriere i musikindustrien?

“Det er et interessant spøgsmål. De fleste af de mænd, du nævner her, spiller endnu, fordi deres musik stadig holder. Men det gør Aretha Franklin sgu også!

Når det kommer til stykket, tror jeg ikke, det handler om køn – Aretha spiller, fordi hun er god. Vi skal stoppe med at lave det til en kønsting – og hellere skelne mellem, hvem der er virkelig gode, og hvem der er døgnfluer.

Sandheden er, at hvis du laver en karriere udelukkende på dit udseende, dit sceneshow og dine dansetrin – så vil din karriere have en udløbsdato."

Er du selv i musikbranchen, når du fylder 50?

“Det håber jeg, men måske er det slet ikke så vigtigt, om jeg er står på en scene om tyve år. Det vigtige er, at mit nærvær er til stede i musikken. Det nærvær lever for evigt, og det er det, der er 'very fucking amazing’ ved soulmusik."


Vil du høre seje Joss Stone optræde live? Lige nu kan du vinde billetter til hendes storslåede koncert d. 18. juli i Amager Bio i København lige her.

Måske er du interesseret i ...

Seneste