Kvinde der dyrker yoga
© iStock

Sådan kan du let booste dit sexliv med yoga

Yoga er ikke bare rundkredse med meditative kvinder – det er også for dig, der jonglerer med overgangsalderen og gerne vil udforske og forbedre dit sexliv. Læs her, hvordan du gør

15. februar 2017 af Amalie Blixt

I en travl hverdag kan vi nemt komme til at miste os selv og vores jordforbindelse i et kaos af arbejde, familie og planlægning, og her kan yoga være et fantastisk redskab til at komme i kontakt med sig selv og dine lyster. Yoga gør dig slank, smidig, stærk og giver dig mere overskud i hverdagen – og det kan faktisk også gøre underværker for dit sexliv.

Undersøgelser viser, at sexlivet peaker, når vi er mellem 40 og 59 år, så der er god grund til at omfavne de forandringer, din krop gennemgår og fokusere på, at dette skal være alderen, hvor du virkelig lærer dig selv og din seksualitet at kende.

Vi hører ofte om de svære ting, overgangsalderen kan føre med sig: Hedeture, søvnproblemer, humørsvingninger og et nyt kropsbillede, du skal vænne dig til. Men denne tid er altså også en ekstraordinær milepæl i dit sexliv. 

Vi har talt med en yogainstruktør og en sexolog, der begge bekræfter, at de seksuelle forandringer, du gennemgår i overgangsalderen faktisk kan være ret positive:

“Jeg har lyst til at slå et slag for, at overgangsalderen er en slags kvindelig powerzone. Det er et sted, hvor kvinder i den grad har mulighed for at komme i kontakt med deres visdom og sige farvel til begrænsninger og andet, de ikke gider tage med sig længere. For mange kvinder betyder det også, at de ikke gider dårlig sex længere,” siger yogainstruktør Laila Tórsheim.

Hun bliver bakket op af sexolog Maria Stobbe.

“Evnen til at udvikle ekstraordinære orgasmetyper ses ofte meget højere udviklet i en sen alder,” siger Maria Stobbe, der blandt andet holder kurser i Kvindelig balance og Kvindelig lyst og nydelse.

Læs med og få eksperternes bud på, hvordan yoga kan booste dit sexliv. 

Sådan kan yoga påvirke dit sexliv

Overgangsalderen sender din krop på en rutsjebanetur af forandringer, og yogaens generelle styrkelse af muskler, led og smidighed vil være med til at hæmme begrænsningerne ved sexstillinger og øge følsomheden ved sex.

Åndedrættet og bækkenbunden er centrale for de fleste yogaøvelser, og Maria Stobbe fortæller, at det kan gavne din sexlyst, nydelse og evne til at få orgasme, når du har fokus på disse ting.

Hvis du har en travl hverdag med børn, arbejde, huslige pligter og en masse andet, kan det være svært at nå at finde jordforbindelsen, og her kan åndedrætsøvelserne hjælpe dig til at finde både ro og balance. Bækkenbundsøvelserne har en direkte forbindelse til en øget sexlyst, fordi de skaber kontakt, styrke, følsomhed og blodomløb til dit underliv.

I sin yogaundervisning for kvinder i årene omkring overgangsalderen fokuserer Laila Tórsheim især på øvelser, der reducerer stresshormoner og fremmer god søvn. Når dine hormoner er i balance, er din krop nemlig meget mere modtagelig over for de forandringer, du gennemgår.

Sådan kommer du i gang

Synes du, det virker uoverskueligt at presse en yogarutine ind i din travle hverdag? Netop derfor skal du overveje at give plads til den. Laila Tórsheims erfaringer med moderne kvinder er, at vi konstant er i handlegear, og at det kan dræbe seksualiteten. Yogaen giver plads til dig, dine følelser og din krop og kan give dig det overskud, du har brug for for at holde mange bolde i luften på én gang.

Du behøver faktisk kun at sætte 20 minutter af et par gange om ugen for at komme i gang med at forbedre dit sexliv med yoga, og du kan gøre det hjemme på stuegulvet. 

Prøv dig frem og find ud af, hvilket tidspunkt på dagen, der passer dig bedst. For nogle kvinder kan yogaen være en skøn måde at skabe en overgang fra arbejde til privatliv, mens andre foretrækker at bruge yogaen som redskab til at finde sexlysten frem og finde ro i kroppen om aftenen inden sengetid.

Hvis du virkelig vil mærke en forskel, så sæt 20-30 minutter af fire gange om ugen til at dyrke yoga.

6 øvelser, du kan lave derhjemme

Det er vigtigt, at du tilpasser din yogarutine, så du arbejder med din krop og din tilstedeværelse, inden du begynder at arbejde målrettet med dit sexliv. Start med åndedrætsøvelser og andre beroligende øvelser, der bringer dig i kontakt med din krop.

1. Nem åndedrætsøvelse

Tæl til fire, mens du ånder ind. Tæl til fire, mens du holder vejret. Tæl til fire, mens du ånder ud. Tæl til fire, mens du holder vejret. Start forfra og gentag det, så mange gange, du har lyst. 

Det skal på intet tidspunkt føles ubehageligt eller krampagtigt, så justér øvelsen, til den føles afslappende. Træk vejret helt ned i maven og fokusér udelukkende på dit åndedræt, så der ikke er plads til at fokusere på de ting, der står på din to-do liste.

2. Afstressende øvelse, der forbedrer din søvn

Lig med benene op ad væggen i 10-15 minutter. Indånd og udvid maven op mod himlen, og på udåndingen lad navlen synke ned mod ryggen. Lig derefter fladt på ryggen og giv dig tid til at mærke din krop og dine følelser. 

Denne øvelse bringer ro i dit nervesystem og er rigtig god, hvis dit tankemylder gør det svært for dig at falde til ro om aftenen. Du bør ikke lave øvelsen, når du har din menstruation. 

3. Liggende sommerfuglestilling

Læg dig på ryggen med bøjede ben og fodsålerne i jorden. Tag en lille pude under hovedet, hvis det føles rart. Lad så knæene falde ud til siden, og placer fodsålerne mod hinanden. Hvis lårene er langt fra jorden, eller det strækker meget på indersiden af lårene, så tag en pude under hvert knæ. Placer så en hånd omkring hjerteområdet og en omkring livmoderens område. Slap af i kæben, så du har lidt afstand imellem tænderne. Lad øjnene glide i. Mærk dit åndedræt og giv plads til det. Forestil dig en lille flod imellem dit hjerte og livmoderens område, og mærk forbindelsen mellem dit underliv og dit hjerte. 

Øvelsen har til formål at afspænde din bækkenbund og øge blodcirkulationen omkring dit underliv. Indersiden af lårene "vækkes", og det vækker også din seksuelle energi.

4. Malasana

Ja, nu kommer der alligevel en af de øvelser, der lyder som en by i Nepal. Egentlig er stillingen “bare” en dyb squat, der har til formål at åbne op i dine hofter og i din bækkenbund. 

Stil dig med benene i lidt mere end hoftebredde med fødderne vendende udad. Bøj i knæene, og tab hoften i den højde, der føles rarest. Hold dine knæ lige over dine ankler. Til sidst samler du håndfladerne foran brystet og placerer dine albuer på indersiden af dine lår, så du langsomt presser dine ben udad. Sørg for at holde ryggen strakt. Tag nogle dybe indåndinger i denne stilling.

5. Græshoppen

Læg dig på maven på en yogamåtte og løft benene fra gulvet. Øvelsen styrker dine ben, din bækkenbund, din ryg og lænd. Den vækker også din sensualitet, din kreativitet og din lyst.

6. Sexet opmærksomhedsøvelse

Denne øvelse kan øge din opmærksomhed og dit nærvær, hvis du laver den under sex. Forstil dig, at der er en fjer, der kører i ring fra mellemkødet, op langs din ryg og helt op til toppen af dit hoved. Forestil dig nu, at fjeren kører ned på forsiden af kroppen og ned til mellemkødet igen. Tag dybe vejrtrækninger imens. Tag dybe indåndinger, imens fjeren kører op ad din ryg, og langsomme udåndinger, imens fjeren kører ned langs dit bryst og din mave. 

Hvis du har lyst til at blive guidet gennem din yogarutine, kan du gå ind på Danmarks største yogasite til online streaming – yogavivo.dk – og prøve et af de færdigstrikkede yogaprogrammer. Gå efter de programmer, der passer til dit niveau og din erfaring med yoga. Der findes for eksempel en fane, der hedder “Åndedræt”, en der hedder “Farvel stress” og flere programmer, der henvender sig specielt til kvinder.

Måske er du interesseret i ...

Seneste