Kvinde og mand i seng sammen
© iStock

Sådan kan du bruge sex til at bekæmpe stress

Har du prøvet at sænke stressniveauet med træning eller bestemte kostvaner – men uden held? Så har vi et (sjovere) alternativ til dig

2. juni 2017 af Katrine Vendelbo

Er du stresset, og har du efterhånden prøvet alverdens motionsformer og at ændre dine kostvaner i forsøget på at finde ro i kroppen?

Du har sikkert allerede mærket stressens symptomer på din krop – måske bliver du nemt overstimuleret og drænet af at være sammen med flere menne­sker, måske er du blevet overfølsom over for høje lyde, eller måske kan du ikke længere klare at have så mange punkter på programmet, som du kunne tidligere. 

Én ting, du dog for alvor skal prioritere, er sex. For det viser sig nemlig, at sex er en sand problemknuser, når det kommer til stress.

Blodtryk og stressniveau

Forskere har undersøgt sammenhængen mellem blodtrykket og stressniveauet, når du befinder dig i hektiske situationer. Det kan eksempelvis være, når du snakker offentligt foran mange mennesker, eller når du har besvær med at løse et vanskeligt problem, at stresssymptomerne begynder at vise sig.

Undersøgelsen afslørede, at de, som for nyligt havde haft sex, enten havde et lavere blodtryk eller oplevede mindre stigning i blodtrykket, når de var under pres. Sex kan simpelthen medvirke til at hjælpe dig i hektiske situationer, hvor dit stressniveau normalt stiger, og stresssymptomerne viser sig.

En lignende undersøgelse har taget udgangspunkt i kvinders puls og stresshormonet, kortisol. Forskerne fandt her ud af, at kvinder har færre stresssymptomer efter ‘positiv fysisk kontakt’ med en partner – og at emotionel støtte ikke giver samme effekt.

Booster humøret

En undersøgelse fra Arizona State University har også påvist sammenhængen mellem sex og humøret blandt 40+ kvinder. Forskerne fandt ud af, at sex med en partner booster humøret og sænker stressniveauet – resultater, som ikke gør sig gældende blandt kvinder, som udelukkende dyrker sex med sig selv. 

På samme måde er det gode humør med til at skabe mere lyst til din partner. Så ved at have regelmæssig sex med din mand sørger du for at holde stressniveauet nede, samtidig med at det forbedrede humør er med til at sikre mere lyst til sex. 

Hvis lysten til sex ikke er der til at begynde med, er det en god idé at starte med at snakke åbent med din mand om, hvordan I oplever situationen, og om der er nogle årsager, som I kan arbejde med. Måske I kan have glæde af en samtalepartner i form af jeres egen læge eller en terapeut. 

Orgasmens fordele

Noget, som også kan være med til at stresse, er manglende søvn. En tidligere undersøgelse forklarer, at der er en sammenhæng mellem varigheden af søvnen og den seksuelle lyst hos kvinder i overgangsalderen. Hvis du sover mindre end 7-8 timer om natten, har du mindre lyst til sex, og det er netop orgasmen, som kan få dig til at sove bedre, fordi den hjælper dig med at slappe af.

Den amerikanske sexolog og forfatter Beverly Whippie forklarer i bogen The Orgasms Answer Guide sammenhængen mellem kvinders orgasme og deres evne til at slappe af. Whippie fandt via undersøgelser ud af, at hele 39 procent af de amerikanske kvinder onanerer for at slappe af.

Det undrer nok ikke, at god sex og heftige orgasmer udløser en hel bølge af velværestoffer i hjernen, herunder endorfiner. Men et andet vigtigt stof i denne situation er hormonet oxytocin fra hypofysen, der får dig til at føle dig tæt på et andet menneske og reducerer din stress. Ved en orgasme frigives hormonet oxytocin fra nervecellerne i hjernen, og når det kommer ind i blodstrømmen, giver det dig en afslappende og varm følelse.

Så kære du, hvis det er længe siden, du sidst har haft sex med din mand, er der nu ekstra gode grunde til at få gang i sexlivet igen. Vi guider jer her til, hvordan I genfinder gnisten. God fornøjelse!

Måske er du interesseret i ...

Seneste