© iStock

Aha ... Derfor bliver du slank af at sove

Jo, du kan faktisk godt komme sovende til en slank krop – og forskerne har også en god forklaring på, hvordan det kan lade sig gøre. Den får du her.

18. januar 2017 af Gorm Palmgren

Tag bare en time ekstra på øjet, hvis du gerne vil holde din sunde vægt eller tabe dig et par kilo.

Du skal ganske vist ikke regne med, at kiloene ligefrem smelter af under den varme dyne, men hvis du venter med at stå op, til du er ordentligt udhvilet, får du ifølge forskere meget lettere ved at styre din appetit resten af dagen.

8 søvnvaner, der holder dig slank

Gå tidligt i seng

En af de mest almindelige årsager til søvnunderskud er ret banal: Vi kommer for sent i seng, fordi vi lige skal se en krimi eller ordne vasketøjet. Husk, at der skal være mindst otte timer, til vækkeuret ringer, når du går i seng. Og husk i øvrigt også at lave noget roligt den sidste time, inden du skal sove.

Sluk laptop og smartphone

Lyset fra vores elektroniske sovekammerater har i undersøgelser vist sig at være en af de værste søvntyve. Sluk for smartphone og co. i god tid, før du går i seng. Det går ikke lige så hårdt ud over evnen til at falde i søvn, hvis du i stedet tænder en lille lampe og læser en bog. En undersøgelse har i øvrigt for nylig vist, at din laptop og din smartphone udsender det mest søvn-ødelæggende lys, mens en tablet ikke er helt så slem.

Kølig ro og fred

Hold arbejde, vasketøj og motionsredskaber ude af soveværelset, så du ikke bliver mindet om ting, du skal nå at gøre. Hav det ryddeligt og rart omkring din seng, og sørg for en behagelig kølig temperatur.

Skriv forstyrrende tanker ned

Ofte holder tanker og bekymringer os vågne om natten. Ligger du og spekulerer, kan det være en god idé at tage 10 minutter og skrive tankerne ned - det gør det nemmere at få dem ud af hovedet. Soveapps og meditationsapps kan også få dine tanker trængt lidt væk.

Mælk med honning virker

Honningmælk gør dig sandsynligvis søvnig pga. en kombination af aminosyren tryptofan fra mælkeproteinerne og kulhydrater fra honningen. Kulhydrater stimulerer hjernens omdannelse af tryptofan til søvnhormonet melatonin, der er med til at lulle os i søvn.

Køb ind, når du er frisk

Køb ind, når du er udhvilet, så du ikke kommer til at putte for meget i vognen. Skriv en huskeseddel, og hold dig til den, hvis du er nødt til at handle, når du er træt.

Snup en powernap

Du kan indhente lidt af dit søvnunderskud med en powernap på bare 20 minutter. Den lille portion søvn kan være med til at dæmpe din trang til at træthedsspise. Snup luren så tidligt som muligt, så den ikke forstyrrer din træthed ved sengetid.

Vær bevidst om din “svaghed"

Hvis du har sovet dårligt en nat, er din hjerne gearet til at lade sig friste af usund mad og lækre snacks. Hvis du er bevidst om det og husker dig selv på, at du mest har lyst til at kaste dig over isen i fryseren, fordi du er træt, kan det være lettere at modstå fristelserne.

Klik dig ind på iForm.dk og få flere sundhedstips!

Måske er du interesseret i ...

Seneste