Tak for kaffe?

Godt for hjernen, skidt for hjertet? Hvad er sandt, og hvad er falsk, når det gælder den kaffe, vi slubrer i os?

22. december 2015 af Redaktionen / Foto: Scanpix

Tak for kaffe - hvornår?
Jeg er forvirret. Jeg synes hele tiden, jeg får nye informationer om kaffe. Så er det godt for min hjerne, så er det dårligt for mit hjerte. Hvad er rigtigt? Hvor meget kaffe er det smartest at drikke, når man er 50, sund og uden diagnoser? Og i hvilke sammenhænge skal jeg skrue op og ned?
Merete

Hej Merete
Jeg kan godt forstå, at du er forvirret! Der er så mange, der siger noget om sundhed, at man må blive forvirret. Et lille tip er at holde fokus på, hvem som er afsender af budskabet. Når man som du er sund og rask, behøver man jo ikke forholde sig til, hvad for eksempel patientforeningerne anbefaler, når der er stillet en diagnose. Så se bort fra de råd, når du er sund og rask, det reducerer da lidt i informationsmængden.
Der er ikke lavet anbefalinger om kaffe i forhold til alder, men generelt er danskerne glade for kaffe, og Sundhedsstyrelsens anbefalinger siger højst 400 mg koffein om dagen til voksne, hvilket svarer til cirka fem kopper om dagen. Er du der, behøver du ikke tænke yderligere over risici.
Det er en god idé at drikke koffeinfri kaffe i de resterende kopper, hvis du ikke kan nøjes med 5 kopper om dagen. På den måde undgår du eventuelle bivirkninger, du måtte få af koffeinen. Bivirkningerne ved et højt indtag kan være hjerte-kar-lidelser og knogleskørhed. Mens gevinsterne kan være, at antioxidanterne sandsynligvis er med til at forebygge en række kræftformer og diabetes.
Så med udgangspunkt i ovenstående råd, synes jeg, du skal skrue op og ned inden for de cirka fem kopper om dagen.
Kærlig hilsen Gitte Wenneberg, klinisk diætist

 

Spørg om sundhed! Har du et spørgsmål om sundhed? Vi har panelet, der kan svare: Pia Koefoed, praktiserende læge gennem 15 år, Lotte Paarup, fysioterapeut. forfatter og foredragsholder samt Gitte Wenneberg, klinisk diætisk gennem 11 år. Skriv til os på liv@magasinetliv.dk. Hvis dit spørgsmål bliver valgt, får du også svar på mail.


Magasinet Livs brevkassepanel fra venstre): Pia Koefoed, Gitte Wenneberg og Lotte Paarup.

 

Måske er du interesseret i ...

Seneste