Hvad skal jeg spise, når mit blodsukker er for lavt?

For lavt blodsukker resulterer tit i rysteture – få diætistens gode råd til, hvordan du styrer uden om rysteturene.

7. februar 2016 af Redaktionen

Mad mod for lavt blodsukker

Kære brevkasse,
Jeg har for lavt blodsukker, og jeg synes selv, jeg er meget bevidst omkring min kost. Men hvordan bør jeg spise, eller hvordan bør en kostplan se ud, så jeg ikke får rysteture? Jeg træner tre gange om ugen.

Venlig hilsen
Rikke

Hej Rikke,
Det er samspillet mellem mad, bevægelse og hormonet insulin, der regulerer blodsukkeret, og det skulle gerne regulere sig selv, så vi ikke mærker rysteture. Derfor ville jeg lige tage omkring min læge og blive tjekket, hvis jeg var dig (for en god ordens skyld gav vi også sundbedsbrevkassens praktiserende læge spørgsmålet, og hun var enig med Gitte Wenneberg her: Bliv tjekket hos din læge, og tag din kost alvorligt, red.)!

Det er vigtigt for dig at overholde måltiderne. Det vil sige tre hovedmåltider og to-tre mellemmåltider dagligt. Springer du måltider over, vil dit blodsukker dykke, og du kan risikere, at rysteture opstår. Det er vigtigt, at din krop får tilført energi i form af mad løbende hen over dagen, så du kan holde blodsukkerbalancen.

Dernæst er det selvfølgelig vigtigt, hvad du spiser. Det, der giver et stabilt blodsukker, er mad med mange kostfibre. Kostfibre findes i fuldkornsprodukter som rugbrød, grovbrød, havregryn, brune ris og grov pasta. Kostfibre findes også i grøntsager, især de tunge som for eksempel gulerødder, pastinak, selleri, rødbeder og andre rodfrugter, men også i de lettere grøntsager, som for eksempel løg, porrer og peberfrugt. Kostfibre findes desuden i frugter.

Spiser du nogle af ovennævnte madvarer i alle måltider, vil det give dig et stabilt blodsukker. Det, der giver uro i blodsukkeret, er sukkerholdige mad- og drikkevarer, så -spiser eller drikker du store mængder -sukker, kan det være hensigtsmæssigt at skære ned på det. Sukker hæver blodsukkeret, men giver samtidig et dyk i blodsukkeret ret hurtigt igen. Har du et følsomt blodsukker, skal du ikke spise meget sukker.

Det kan dog være gavnligt, når du træner, at have noget sukkerholdigt, så du kan give dit blodsukker et hurtigt løft. Hvis du bliver dårlig under træningen, kan du undgå det med en sukkerholdig snack. Det kan være saftevand, energidrik, chokolade eller energi-bar. Det er egentlig ikke så vigtigt, hvad det er, så længe det indeholder sukker.

Kærlig hilsen
Gitte Wenneberg, klinisk diætist

Måske er du interesseret i ...

Seneste