Derfor skal du have D-vitamin – NU!

Når det halter med solskinsvitaminet D-vitamin, skal du være ekstra flittig med at spise de gode fede fisk. For knoglernes skyld.

27. januar 2016 af Gitte Høj

Begynder det at knibe lidt med at se sollyset, når du bevæger dig udenfor? Så er det som regel også tid til at tænke lidt over, om du får den mængde D-vitamin, du har brug for.

Når solen bliver en sjælden gæst, tærer du på dit lager af D-vitamin, og det er typisk helt i bund efter en lang vinter med flere måneders mørke. Derfor er det en god idé at være lidt på forkant og allerede nu have fokus på, hvad det er, der skal til for at få den nødvendige kvote af det vigtige vitamin.

 

Grundsubstans i dine knogler

Det blev yderligere understreget, da tidsskriftet British Journal of Nutrition for nylig offentliggjorde resultatet af en stor undersøgelse og her slog fast, at mere end hver tredje på verdensplan mangler D-vitamin, og at det kan have alvorlige konsekvenser. Lave niveauer af D-vitamin har nemlig betydning for dit helbred i almindelighed og for din knoglesundhed i særdeleshed.

D-vitamin gør det muligt for dig at optage kalk, og netop kalk er grundsubstansen i dit knoglevæv. Det er god viden for dig og din 40+ sundhed, for som du sikkert husker, topper din knoglestyrke i 30’erne. Derfor har din krop ekstra meget brug for, at du tanker op med D-vitamin for at kunne opbygge og bevare stærke knogler hele livet. Dermed forebygger du også knogleskørhed, som kan være meget smertefuld og invaliderende.

Heldigvis findes der masser af D-vitamin i dit lokale supermarked. Fede fisk er nemlig den -bedste naturlige kilde til D-vitamin, der gemmer sig i fiskens fedtdepoter og er forklaringen på, at du skal gå efter de fede. Kast dig over laks, ørred, hellefisk, makrel, torskerogn og sild. Spis lidt hver dag, hvis du orker, og variér gerne mellem de forskellige typer.

Mens der findes forskningsmæssigt belæg for, at D-vitamin forebygger knogleskørhed, er det mere spinkelt med grundlaget for at kunne sige noget sikkert om vitaminets andre forebyggende virk-ninger. Noget tyder dog på, at D-vitamin spiller en rolle i forebyggelsen af tarm- og brystkræft.

I skrivende stund arbejder Sundhedsstyrelsen på nye anbefalinger for, hvor meget D-vitamin du har brug for dagligt, og det ser ud til, at anbefalinger sættes op fra 7,5 mikrogram til 10. I gennemsnit indtager vi kun 2 mikrogram om dagen, og derfor giver det altså god mening, at du lige tjekker op på, om du får nok fisk i de mørke måneder.

 

Mangler du?

Du kan ikke vide, om du mangler D-vitamin, før du har været en tur hos lægen og har fået taget en blodprøve. De første symptomer på, at du mangler D-vitamin, er typisk træthed og muskelsmerter. Du kan også opleve, at du får problemer med balancen og ondt i leddene.

 

Ekstra tilskud

Snupper du en sildemad hver eneste dag, er du formentlig dækket ind, men er du ikke glad for fede fisk, bør du faktisk snuppe et ekstra tilskud om vinteren.

Her er det ikke nok med din almindelige multivitaminpille, du skal have fat i et D-vitamintilskud. Gå efter at få 10 mikrogram om dagen, og husk, at vitaminet er fedtopløseligt og derfor skal tages sammen med et fedtholdigt måltid.

Måske er du interesseret i ...

Seneste