© iStock

“Undskyld, men du snød mig for 8 kr.”

Med risiko for at blive stemplet som en sur, gammel gimpe efterlyser Trine Pio noget så gammeldags som høflighed.

16. februar 2016 af Trine Pio

Trine, som har skrevet denne klumme, er tidligere journalist på Magasinet Liv.

Som ung var jeg ved at slå knuder på mig selv af pinlighed, når jeg fulgtes med min kære, nu afdøde, morfar i toget. Han var en proper herre med spejlblanke sko, sirligt strøgede bukser og høj moral. Og var der noget, han ikke kunne kapere, var det uhøflige og ubetænksomme mennesker.

Når vi sad i S-toget – det var dengang, kupé-dørene skulle lukkes med håndkraft – lød det således flere gange med dyb rungende røst fra min morfar: ‘Du glemte at lukke døren’. Og det var uanset, om det var unge eller ældre, bøller eller bankfolk, der gjorde sig skyldige i foreteelsen. Dengang syntes jeg, han var emsig, og jeg frygtede, at der ville komme et muskelbjerg og give ham en på lampen. I dag forstår jeg ham bedre. Ja, måske er jeg ligefrem begyndt at slægte ham på.

Undskyld – verdens sværeste ord
I hvert fald bliver jeg gang på gang forundret over det ringe serviceniveau, jeg bliver mødt med i supermarkeder, på restauranter og cafeer.

Alle kan jo fejle, være fortravlede og glemsomme. Men hvor svært kan det være at sige ‘undskyld’ eller ‘det beklager jeg’, hvis bøffen er gennemstegt, grøntsagerne slatne eller latten lunken? Meget svært, skulle jeg hilse at sige.

For nylig stod jeg i mit lokale supermarked og opdagede, at prisen på bonen for nogle grøntsager ikke modsvarede prisen på prisskiltet i butikken. Jeg stillede mig pænt i kø ved kassen og gjorde opmærksom på fejlen, hvorpå ekspedienten med sur mine fiskede de otte kroner, hun havde snydt mig for, op af kassen. Der kom ikke så meget som et lille spinkelt ‘det beklager jeg’ ud af munden på hende. Men vorherre bevares, det var jo også kun otte kroner, og det er jo ikke ekspedientens ansvar, at stregkoden er forkert. Slet ikke. Og det var heller ikke hendes skyld, at fejlen stadig ikke var blevet rettet dagen efter.

Jeg har også måttet erkende, at jeg tilhører en uddøende race på cykelstierne. Jeg har nemlig stadig for vane at række hånden ud til højre eller venstre, når jeg skal dreje på min cykel, og jeg benytter mig også stadig af ringeklokken.

Men det er yt! Derimod gælder det om at have en veludviklet syvende sans i nakken, der fortæller dig, om cyklisten bag dig er ved at overhale venstre eller højre om. Vurderer du forkert, er det bad luck, og du skal – ud over hudafskrabninger hist og her – påregne at få slynget en byge af eder i hovedet for at vælge den forkerte side. Jeg har heller aldrig forstået pointen i, at folk maser forbi hinanden på fortovet, uden lige at gøre opmærksom på at de gerne vil forbi.

Jeg havde på et tidspunkt en irsk kæreste, og blandt ham og hans udenlandske venner, der var i Danmark for at undervise i engelsk, var det en stående joke, at du skulle mestre en helt speciel gang for ikke at blive moslet ned på Strøget i København.

Smid panseret
Jeg tror, det meste her i verden ville glide en anelse lettere, hvis vi opførte os bare en lille smule høfligt over for hinanden. For hvad er det egentlig, vi mister ved at udvise en flig af venlighed? Mig bekendt giver det hverken blodpropper, dårlige jobs eller færre penge på kontoen. Men måske er det vores stolpehøje ambitioner om at fremstå toptjekkede, overlegne og aldeles in control, der gør det svært indimellem at smide panseret og erkende, at vi også er sårbare og kan begå fejl?

Jeg ved det ikke. Men heldigvis er der da også oplevelser, der bringer håb for, at jeg ikke ender med at gå i graven som en gammel, gnaven gimpe. Ja, faktisk er der i min lokale Irma en kassedame, der kan få samtlige skyer på himlen til at forsvinde. Hun siger pænt goddag til folk. Hun spørger dem ligefrem om, hvordan det går. Og helt overfladisk er det ikke, for hun kan huske mange af de kunder, der handler i supermarkedet. Sjovt nok er der altid lang kø ved hendes kasse. For rigtig mange står gerne et par minutter længere i kø for at få en lille dosis glæde og venlighed. Hvorfor? Fordi venlighed og høflighed er som fed creme på tør hud. Vi labber det i os, bliver blødere, sundere og mere smilende.

LÆS OGSÅ: Gå ikke glip af de nyeste fra Magasinetliv.dk - tilmeld dig vores nyhedsbrev her!

Klummen er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 15.

Måske er du interesseret i ...

Seneste