© iStock

Ud af sneglehuset – op med hånden

Julie Vöge har alt for tit erkendt, at hun har lettere ved at carpe en daim end carpe diem, når en udfordring dukker op. Men hun er blevet bedre.

12. januar 2016 af Julie Vöge

Julie Vöge er freelance-journalist for Magasinet Liv.

 

Forleden var jeg til et foredrag med tidligere jægersoldat og nu sociolog Nicolai Moltke Leth. 75 unge og deres forældre var troppet op for at blive introduceret til hans Camp True North – en skole for teenagere, som efter sigende på blot fem dage forvandler usikre unge til personligheder, som ikke længere kryber langs panelerne, men tør tænke i mål og navnlig tro på, at de selv kan få ting til at ske.

Nicolai indledte aftenen med at spørge: “Kan I lide udfordringer?”

En skov af hænder røg i vejret.

Kort efter spurgte han: “Hvem vil herop til mig og prøve et eksperiment?”

Kun 10 hænder flagrede vagt i luften.

Sagen er nemlig, at vi godt kan lide at være sådan nogle, som kan lide udfordringer. I hvert fald på det retoriske plan, men når der er en reel mulighed for, at vi måske bliver skubbet ud af vores tryghedszone, så er sagen en helt anden. Så smutter vi lynhurtigt ind i sneglehuset igen. Problemet er bare, at der er mørkt derinde, og der sker intet, som kan gøre os klogere eller livet sjovere.

Hvis bare ...

Det store spørgsmål er, hvordan vi får modet til at udfordre vores tryghedszone, så vi livet igennem får et stadigt større sneglehus at leve i?

Svaret kunne være: bare at gøre det. Ligesom med så meget andet bliver selv tilsyneladende farlige udfordringer lettere at springe ud i, for hver gang vi gør det.

Jeg ville i hvert fald godt have været på en selvtillids-camp, da jeg var ung. Så ville jeg måske ikke sidde her som 41-årig og ærgre mig over alle de tilbud og oplevelser, jeg gik glip af som yngre. Jeg nævner i flæng:

At jeg som 16-årig ikke gik med Fabio hjem to minutter i fem på diskotek Palma på Mallorca. Hvorfor troede jeg, at der senere i livet ville blive mulighed for at blive tilbedt af mørklødet skønhed, der til forveksling lignede Christiano Ronaldo?

At jeg som 17-årig ikke turde kime DR’s ungdomsafdeling ned og insistere på, at jeg da var den sejeste børneradiovært, de kunne få. I stedet blev mit studiejob at ringe sagesløse danskere op i forsøget på at sælge dem et Falck-abonnement.

At jeg som 20-årig søgte mod de mørkeste hjørner, længst væk fra dansegulvet på Jazz House, fordi alle andre var mere tjekkede og havde mere rytme end mig. Billeder fra dengang overbeviser mig i dag om, at intet kunne være mindre rigtigt.

 

Sarte følehorn

Og hvorfor kun gå og ærgre sig over muligheder jeg forspildte som ung, når jeg også kan ærgre mig over alle de ting, jeg har bildt mig ind, at jeg umuligt kan gøre i min alder? Jeg kan jo umuligt:

Gå i stramme bukser, når min numse er så stor. Det er bedre at vente, til den helt, helt sikkert om tre uger er skrumpet to størrelser.

Lære at spille guitar. Synes, det vil klæde vores bålfad så godt med sang og spil, men er usikker på, om bålfadet og falsk falset vil klæde mig.

Og så igen. Jeg er ret sikker på, at jeg om 10 år vil tænke: Hold da op, en lille mås, du havde tilbage i 2012. Underligt, at du gemte den væk i et par oversized hørbukser med læg. Og hvis du bare var gået i krig med guitaren dengang, kunne du nu som en anden Trille peake hvert år til sankthans i flammernes skær.

Men jeg er, som folk er flest. En tryghedsnarkoman, som vælger det sikre – og kedelige. For enhver ændring kræver ekstra af os selv. Derfor laver Nicolai Moltke Leth heller ikke en Camp True North for voksne. Vi er simpelthen for besværlige.

Men hey Nicolai, jeg er sikker på, at din camp ville blive overtegnet, hvis du stablede en på benene for modne og eventyrlystne kvinder over 40. Vi findes. Vi er mange. Vi skal bare have et lille skub.

Jeg er i hvert fald moden til bevægelse, for jeg var faktisk en blandt de 10, der rakte hånden op.

Måske er du interesseret i ...

Seneste