Stå nu ved dig selv!

Liv-læser Vivian Anholm lyttede til sin forfængelighed før sin krop. Det skulle hun ikke have gjort.

25. august 2015 af Vivian Anholm

Denne klumme er skrevet af Magasinet Liv-læser Vivian Anholm (47), office manager, gift, to børn.

 

Tænk, at jeg lod det komme så vidt! At jeg lod min forfængelighed overtrumfe min krops formåen.

I foråret havde jeg givet den ekstra gas med løbetræningen. Jeg var høj over det. Jeg følte mig i god form, var fyldt af energi og bare glad. Lige indtil jeg trådte ned i et hul på løbestien, og en gammel knæskade fra en skiferie brød op. Halvandet kilo dej hævede knæet op til på et par timer.

Der gik tre uger, før jeg kunne gå nogenlunde normalt. Og det passede perfekt. For min mand og jeg skulle i Det Kongelige Teater. På med de højhælede sko, nu skulle jeg ud og føre mig frem. Skoene ville selvfølgelig befinde sig nede i mørket hele aftenen, men som vi kvinder ved, er det den der lækkerhedsfornemmelse, der er afgørende: Kjole, nylonstrømper, højhælede sko, håret sat, og makeuppen lagt. Og der var da pauserne, hvor jeg kunne posere.

Det gik fint trods mit ødelagte knæ. Så dagen efter tog jeg mine nye, højhælede støvler på. Hele dagen. Så crashede knæet! Ikke flere høje hæle til mig den sommer.

Den smukkeste svane
Det ødelagte knæ og min utålmodighed efter igen at se tjekket ud fik mig til at tænke på, at vi har forskellige grader af forfængelighed.

Min bedste veninde i teenageårene var spejder. Når hun kom hjem fra lejr og ikke havde været i bad en hel uge, kunne jeg ikke engang holde ud at høre om det. Hun berettede malerisk om, hvordan de havde gravet store huller og siddet på rafter, når de skulle på toilettet. Jeg var lige ved at dø! Kunne noget være mere pinligt og ulækkert? Ikke for mig. Mens hun gravede huller, lakerede jeg negle og planlagde tøj og makeup til den kommende fredag på diskoteket. Min mor syntes, min veninde var sådan en frisk og naturlig pige. Til gengæld var venindens mor vild med min nydelighed.

På den anden side synes jeg jo også, at natur­lighed og at stå ved sig selv, som man er, er vigtigt. Jeg har en meget smuk veninde: slank, gode former, lækkert hår, dådyr-øjne. Da hun for nylig meget henrykt fortalte, at hun endelig havde fået fjernet den “grimme og tydelige” rynke mellem øjnene, som havde plaget hende så længe (jeg kunne ikke huske nogensinde at have lagt mærke til den), og at hun også lige havde fået bleget sine tænder, tænkte jeg, at der går min grænse. Det er snyd.

Jeg bliver faktisk ked af det på min venindes og vores køns vegne. For hvad er der med os kvinder på 40+ og vores skræk for at blive gamle at se på? Hvordan kan vi tro, at vi ved at farve vores hår, sprøjte os med botox og få nye bryster kan få en anden alder? Hvem er det, vi vil snyde? Er det i virkeligheden ikke bare os selv? Så vidt jeg kan se, kan det ikke være for mændenes skyld. De fleste mænd bliver skræmt fra vid og sans af kvinder, der er perfekte ud over alle grænser.

Bærer sin alder flot
Min tese er, at vi gør det for at hævde os over for de andre kvinder. Altså at være den smukkeste svane i hønsegården. Og at det handler om dårligt selvværd – på trods af, at selvværd ikke sidder udenpå, men kommer indefra. Ghita Nørby er 78 år. Hun har en stærk udstråling og bærer sin alder flot i tøj og makeup. Men tør vi selv gennemleve den forældelsesproces, det er at blive så gammel? Gun-Britt Zeller, der er frisør, er 63 år. Hun har gjort det til sit varemærke ikke at farve sit hår, siden hun var 50. Hun har det flotteste grå hår. Det passer til hendes hud og de linjer, hun har i sit ansigt.

Selvfølgelig er både Ghita og Gun-Britt begge flotte kvinder, men min pointe er, at de ikke prøver at foregive en anden alder (som ingen alligevel hopper på!). Jeg synes også, mit udseende ændrer sig lidt for drastisk i de her år, men sådan er det jo. Been there, done that. Det unge udseende kommer ikke tilbage. Jeg tror, det ville være nemmere for os alle sammen at være her, hvis vi slappede af og bare stod ved dem, vi er. Uanset alder.

Ikke desto mindre skete det igen: Knæet crashede for tredje gang. Selv om mine sko kun havde en lillebitte hæl. Så indså jeg, at det ikke gik over af sig selv. En korsbåndsoperation senere må jeg erkende, at det at lytte til kroppens signaler kan være ikke bare fornuftigt, men også nødvendigt at sætte over sin forfængelighed.

Klummen er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 35.

Måske er du interesseret i ...

Seneste