© iStock

Sluk så for de mavefornemmelser!

Hvad har børn og fulde folk til fælles? Ikke sandheden i hvert fald, har Johanne Luise B­oesdal fundet ud af. Den har hun fundet et andet sted.

23. februar 2016 af Johanne Luise Boesdal

Denne klumme er skrevet af Johanne Luise Boesdal, der er tidligere journalist på Magasinet Liv.

‘Du skal høre sandheden fra børn og fulde folk’... er langt fra spot on! Det er på tide at gøre op med det ordsprog.

Børn har små hjerner og meget lidt livserfaring at konkludere ud fra. Fulde mennesker har som regel rigelig med livserfaring, men hjerner, der fungerer på børnehaveklasse-niveau. Begge er irrationelle og i deres følelsers vold.

Når det så er sagt, er det godt at kunne være i sine følelsers vold. Og det er oven i købet så fedt et udtryk, at jeg må skrive det to gange. Det handler om at kunne græde, grine, råbe og reagere. Specielt det første er så befriende at kunne. Jeg lærte først rigtigt at græde som voksen, og nu kan jeg slet ikke stoppe. Mennesker, der bliver uretfærdigt behandlet, får mig til at svømme over indefra.

 

Fælles rus er farligt
Selv om vi til alle tider skal reagere på uretfærdighed, er det farligt at forveksle følelser med sandhed. Eller med et knap så højtideligt udtryk: det rigtige. For det rigtige er ikke altid lig med, hvad dine følelser fortæller dig.

Jeg kan personligt komme i tanke om flere episoder, hvor det havde været klogere at bruge hovedet frem for at følge en flygtig impuls. Nogle af de dummeste beslutninger i mit liv er taget med et knust hjerte eller en nyforelsket hjerne, hvor jeg har været midlertidigt på niveau med børn og fulde mennesker. Flytninger og opsigelser midt om natten, tre-farvet hår, forhøjet kassekredit … Listen er lang.

En af de gange, hvor min dømmekraft virkelig svigtede mig, var en aften på en ferie i Lissabon, hvor jeg efter en kande sangria lod mig overbevise af en flok lige så berusede portugisere om, at en tyrefægterkamp ville være en ene-stående oplevelse. Vi kørte op i en bjerglandsby og så tyren og aftensolen danse – lige indtil en skoledreng i en absurd manddomsprøve missede hornene og kom under tyren i stedet for over! Han blev liggende, til de bar ham ud.

Lige der blev jeg meget ædru og forlod horden af mennesker og dyr, der i en fælles rus var blottet for realitetssans.

Og nej, fulde-kærlighedserklæringer har heller intet med sandheden at gøre – hvis sandheden skal frem.

‘Men det er jo udtryk for undertrykte følelser’, er der nogen, der mener. Ja, og hvad så? Vi undertrykker følelser hele livet. Det kaldes at være voksen ikke at give efter for enhver impuls i din krop, men derimod bruge dit hoved til at tage beslutninger, der er gode for dit eget og dine kæres liv.

Og det rigtige er ...
Du skal heller ikke falde i fælden og lytte til dine børn. Det var jeg selv ved for nylig, da min søn på seks bad om en lillebror.

‘Jamen, det skal han da have’, følte jeg i min 40-års krise-mave, som liiige skal vænne sig til, at det er ved at være sidste udkald for visse ting.

‘Det er da synd for ham, hvis han ikke får den oplevelse, sådan at blive den store.’ En oplevelse, hans storesøster jo har.

Argh nej! Det er aldeles ikke spor synd. Med det begrænsede kendskab han har til, hvordan det er at bo sammen med et menneske, som kun sover halvanden time ad gangen, skal han slet ikke tages med på råd – i nogle store beslutninger. Børn vil jo heller aldrig stemme for en uges ferie i New York, hvis alternativet er en tur i badeland.

Så lad os begrave det ordsprog og dermed fritage børn og fulde mennesker for det tunge ansvar, der følger med at være sandsiger.

Lad os også lade være med at opfinde flere talesprog, der undskylder beslutninger taget uden kontakt til hovedet. Vi bakser i forvejen med ‘Følg din mavefor-nemmelse’ og ‘Mærk efter’. Jeg er lydhør over for, at kroppen godt kan bidrage til den en til en-diskussion, du har med dig selv, om i hvilken retning pilen drejer. Men kroppen er sjældent så raffineret i sit udtryk. Det er som regel meget basalt, det den vil: Mad, sex, søvn, motion.   

Så når vi tager beslutninger, der udelukkende er baseret på følelser, er det mest holdbart ikke at kalde dem for sandheder eller det rigtige. For det rigtige er ikke altid det, der føles bedst lige nu og her. Vejen findes et sted imellem fornuft og følelse.

Hvor præcis ved jeg ikke. Men jeg ved, den ligger et sted efter tårerne og raseriet, men før refleksionen bliver til lister og excel. Der, hvor du lige har tænkt dig om, men endnu ikke er gået i selvsving. Som børn og fulde folk.

Måske er du interesseret i ...

Seneste