© iStock

Sig ja til endagseventyret!

En dag springer Liv-læser Mette op på en cykel og tager en tur ud i det blå. Og et spontant eventyr!

26. juli 2016 af Mette Klitmøller

Denne klumme er skrevet til Magasinet Liv af Mette Klitmøller, kontorassistent, samboende kæreste, tre børn.

Min kæreste skulle en dag til Fejø for at arbejde, og han inviterede mig med. Jeg havde ellers planlagt at sidde i haven og læse lidt. Tja, tænkte jeg ved mig selv: Hvorfor egentlig ikke? Så godt belæsset med min bog om cremekongen Ole Henriksen, min notesbog og en Ipad var jeg klar. Hit me!


Læserrejse: Tag med Ole Henriksen og mange andre til Los Angeles.


Efter et par timers kørsel sydpå og sejlads fra Kragenæs Havn ankom vi til øens æbleplantage. Her skulle kæresten installere nye æblemodningsrum. Der var godt gang i den spritnye lade. Der var polakker, der pakkede æbler, en tømrer, en murer, en gul labrador i snor – og så var der den lokale elektriker.

Jeg spurgte elektrikeren til råds om, hvad man dog som turist kunne få en lille dags tid til at gå med. Han foreslog en cykeltur. Det viste sig, at han også er øens cykelmyg.

“Kom med mig,” lokkede han. Og en, to, tre, bang, sad jeg i hans bil på vej hjem til matriklens cykelstald, hvor han efter at have luret på min popo udstyrede mig med for 60 kroner ekstra bred cykelsadel! Og ikke at forglemme: en folder over øens få veje. Så kørte han fluks tilbage til sit arbejde i laden … og så stod jeg alene der på gårdspladsen – med en meget ny, turkis cykel. Med cykelkurv. Der skulle jo være plads til mit udstyr.


Klumme: Ctrl + Alt + Delete - kan livet fortrydes?


Nå, af sted med mig. Jeg kunne se, at jeg skulle cykle til højre. Solen skinnede fra en næsten blå himmel, vinden var human, og vejene uden bakker. Alt i alt faktisk temmelig lutter idyl. Jeg cyklede sydpå, ned til kirken. Den lurede jeg på i to minutter. Turbo-turist. Videre ud ad vejen. Der var en mølle. Smukt. Videre, til højre ad hovedvejen. Pyh, de fede må svede. Jeg begyndte at få dug på ryggen. Ikke en dråbe at drikke havde jeg med. Flot, Mette!

Nå, det skulle ikke spolere en dejlig tur. Hvad var nu det? Det var da en bette købmand. Jah. Skal man låse sin cykel, eller virker det for storbyagtigt?

Hm … jeg låste altså inden, at jeg gik ind til Nellie, butikkens kassedame. Folk med et udsøgt shoppegen ville blive slemt skuffede, for det var godt nok en bette butik. Og småt med varer. Der skulle jo også være plads til det lokale posthus og apotek! Jeg hørte en kunde spørge Nellie, hvornår de igen fik sukker? Det ER bestilt, skulle jeg så hilse at sige.

Det er bonderøven
Jeg cyklede ned til øens lystbådehavn. Da jeg var færdig med at se et par tyskere rode med deres fiskesnøre, cyklede jeg ud ad Slettervej, helt ud til Slettern strand. Der var ikke et øje. Men det varede ikke længe, før jeg fik selskab af seks unger i 10-års alderen. De satte sig i en rundkreds på badebroen og kastede sig over en gigantisk pose slik. Bød de mig noget? Næ, fedterøve. Til gengæld fik jeg et smil om læberne, da jeg hørte to af ungerne:

“Jeg kan høre, der kommer en bil. Næ, det er en traktor! Det er bonderøven, der skal give sine dyr mad!” udbrød en dreng begejstret.

“Bonderøven?” spurgte en anden dreng meget undrende.

“Ja, bonderøven!”

“Nå … hjemme hos os kalder vi ham for Klaus Jørgen.”

Det lød skægt.


Klumme: Hvad så, hvis jeg ikke kan få børn?


På Fejø hilser man på hinanden, fandt jeg ud af. Men der gik et par forbipasserendes tid, før det gik op for mig. Vinke, vinke. Vinker du til mig? Jeg kom dog hurtigt efter det, så jeg fik hilst på Traktor Kaj, damen i den røde Fiat og så videre.

Mens jeg holdt hvil på en anden lille strand og studerede en brun dræbersnegl slime sig hen over sandkornene (har man så for meget tid?), læste jeg i folderen, jeg havde fået af cykelmyggen. I den står der blandt andet, at hvis skyerne når til Fejø, er de ofte tømt for vand. Jeg havde dog bemærket, at himlen så småt var begyndt at blive mørkegrå. Det burde jeg jo så ikke bekymre mig om? 

Dryp! Dryp! Lige midt i min Tour de Fejø. Jeg tog flugten tilbage over øen og suste forbi den ene vejbod efter den anden (alt imens jeg vinkede til højre og venstre), mens jeg i den grad blev svalet af tarvelige ovenvandsdråber.

Vel retur stillede jeg glad og tilfreds cyklen tilbage i cykelmyggens stald. Tak for lån.

Og tak til mig selv, fordi jeg lod mig lokke ud på nye eventyr. At jeg sagde ja tak til at komme ud af min comfort zone, var spontan, hankede op i mit mod og gjorde noget helt alene, selv om jeg normalt er en værre selskabspapegøje.


Få flere gode klummer levereret direkte til din indbakke - få Magasinetliv.dk's nyhedsbrev her!

Måske er du interesseret i ...

Seneste