© iStock

Sidste udkald til en krise

Hun troede, hun gik fri, men Lea Østergaard Andersen gik altså også sukkerkold i plusset i 40.

1. marts 2016 af Lea Østergaard Andersen

Der er fem dage til min 40-års fødselsdag, og jeg er ved at gå i panik.

Over ikke at gå i panik.

For det er tilsyneladende det, man skal. Thirty some­thing går direkte over i forty nothing. For folk spørger jo ikke bare, om det ikke er 40, jeg bliver (hvilket fem gjorde i går!). De sænker stemmen til bekendelsesniveau, spærrer øjnene op til fiskestørrelse eller kniber dem sammen i det, der må være blind indforståethed. Og så spørger de. Og bliver stående for at få svaret.

Jeg kan godt se, at jeg skal føle noget særligt. At vi skal til at dele en trist hemmelighed, som spørgeren skal til at nyde med Ekstra Blads-snerten af ‘godt det ikke er mig’. Men jeg føler intet. Absolut ikke en skid andet end alt det, jeg altid føler på mine helt normale dage: En blanding af momentvis glæde, gradvis frustration, et aha-øjeblik og accelererende træthed.

 

 

Så sætter en ny panik ind: Er jeg midt i al min ligegyldighed ved at gå glip af noget? For det vil jeg fandeme ikke. Livet er kun fuldt af så og så mange engangsøjeblikke, og hvis det her er et af dem, så skal jeg være i det. Huske hvor jeg var, have et stykke af Muren med hjem. Så jeg prøver at piske en stemning op. Der er nu fire dage til min 40-års fødselsdag. Jeg laver en liste. Alting bliver mere alvorligt på papir (undtagen filmmanu­skripter). Har jeg nået det, jeg ville?

Fik jeg et Benetton-barn med en saxofonspillende afro-amerikaner i New York?

Fik jeg studeret noget, der kunne redde verden?

Fik jeg stillet mig i kø til en Pulitzerpris? Any pris!

Fik jeg taget en årlig sviptur til Paris/London/Berlin?

Fik jeg udstationeret mig selv i et insektfrit afrikansk land?

Fik jeg holdt fast i den krop, jeg havde, da jeg var 19? Eller bare 32?

Øh, nej.

Konklusion 1: Nej, jeg har ikke nået det, jeg ville.

Konklusion 2: Men det, jeg har nået, var det, jeg ville: Finde en kærlighed, som rækker til langt ud over livets grænser. Få mine børn. Beholde mit job, efter jeg fik mine børn.

 

 

Det er mellemrummene, der fylder

Jeg er så meget ovenpå, at jeg minder mig selv om, en klog veninde sagde til mig, da jeg fyldte 30. Og jeg gik lidt i panik. Blandt andet fordi jeg jo ikke havde nået det samme og så meget som X og X. Hvortil hun svarede, at: ‘Hey, du kan ikke have levet både Lones, Louises, Lines, Tinas og Annes liv. For du har kun et. Hvor vil du klemme deres greatest hits ind. Slap af!’.

Så det gjorde jeg. Og blev jeg ved med.

Indtil jeg to dage inden min 40-års fødselsdag tømte det sidste ud af den sidste flyttekasse efter den seneste flytning. Og der lå en lille bunke billeder fra min 30-års fødselsdag.

Og jeg gik i krise!

For hold nu kæft, hvor var der gået mange år. Det var slet, slet ikke hende, jeg ser i spejlet hver morgen. Og det havde jeg jo syntes, det var. Stort set lige siden og mere eller ­mindre. Ligesom mine veninder jo ser ud, som de altid har gjort.

 

 

Men her, på papir, så alting mere alvorligt ud. For tiden var åbenlyst gået. Og ikke kun hen over hovedet på mig.

Lige pludselig blev det lidt trist. For hvor var hun blevet af? Vi havde da aldrig fået sagt farvel.

Indtil jeg dagen efter fik en sms fra en veninde. Med et billede af mig fra en middag for nogle uger siden. Og der sad hun jo.

Med samme smil, samme venner, samme flagrende smøg midt i en ‘hallo, det er da ikke noget problem’-­sætning. Men også i pænere tøj, i pænere møbler, med bedre mad på tallerknen, med flere mænd og jobs i bagagen, hvoraf jeg har holdt fast i de to bedste.

Og hun sad flere steder. Hun sad på billedet fra den seneste ‘veninde inklusive mænd og børn’-kristi­himmelfartstur. Hun sad på billedet klokken hæs fra min lillebrors sommerfest. Begge på den bærbares skrivebord.    

Og jeg begyndte at tænke tilbage på tiden mellem 30 og 40. Alle de fester, alle de uplanlagte pizzaer, alle de gravide maver, alle de artikler, mennesker, jeg har mødt, veninder, jeg har fået – og tabt. Alle de mellemrum.

Og jeg begyndte at længes efter 50’erne.

(Den udvidede morale: Få så printet dine ­billeder!)

 

LÆS FLERE KLUMMER:

Kloakhud og andre hudløsheder

Jeg skal bare liiige ...

Ctrl + Alt + Delete - kan livet fortrydes?

 

Artiklen er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 31.

Måske er du interesseret i ...

Seneste