© iStock

Så bliv dog voksen! Ja – men hvordan?

Vi modnes løbende, men voksen blev Gertrud Baun først, da hun forstod, at det gælder om at tage det sjove – og sig selv – alvorligt.

12. april 2016 af Gertrud Baun

Denne klumme er skrevet af Gertrud Baun, freelance journalist på Magasinet Liv (55) 

Sig mig lige, hvornår pokker skal det forestille, at man er rigtigt voksen? Altså mentalt. Er det, når man bliver mor – eller mister sin mor? Hvad så med dem, der ikke får børn, eller hvis mødre dør meget tidligt? I mange år syntes jeg, det var, når man blev hus- eller sommerhusejer. Folk, der har have og tagrender, lyder så voksne. Eller biler, der skal til syn. Et fast voksenjob med fuldtid og pension giver også vokseværk, så det batter. Eller selv at holde julen.

Men hvad så, når man som jeg længe er blevet hængende i andelsbolig, deltid, cykel med anhænger og har en frisk mor, der stadig steger juleanden?

Når jeg bliver stor

Som 40+ kunne jeg stadig stå i efternølerens vuggestue og blive ramt af en fornemmelse af ikke at være på niveau med ‘de voksne’. Paradoksalt, når du samtidig synes, du har klaret et og andet i livet, der har givet lidt bevoksning på brystet.

Allerede da jeg flyttede hjemmefra som 19-årig og blev au-pair i Frankrig, følte jeg mig da rimeligt stor på den. Monsieur i huset mente til gengæld, jeg var meget umoden, når jeg nægtede at massere hans inderlår efter ‘tennisskader’ og ikke ville med en tur bag på motorcyklen, mens den toårige sov alene hjemme i tremmesengen. Jeg følte mig faktisk ret ansvarlig, da jeg skiftede ham ud med en bitter, enlig mor i Alperne.

“En jævnaldrende veninde kom på hospice. Det, der ikke må ske, skete."

  

Men så kom tiden, hvor jeg skulle vælge, hvad jeg ville være, når jeg blev stor. Det kostede fire fjumreår, adskillige tudeture og nedslidning af flere studievildledere. Og jeg ved det stadig ikke.

At blive mor rykkede mig heller ikke mange trin op ad voksenstigen, for med et hav af passede unger og søskende bag mig føltes det ikke så svært.

En skilsmisse kan man blive voksen af. Særligt som årene går, og de vedvarende tab af sammenhæng og mening går op for en. Omvendt er netop skilsmisser ofte skueplads for, hvor u-voksne de store mennesker kan være. Her slås jo rekorder i grader af umodenhed, så den kan vi heller ikke generalisere over. 

De sidste trin

Personligt kan jeg mærke, at jeg omkring de 49 fik røven med mig de sidste trin op ad voksenstigen. I dag betræder jeg min yngstes børnehave med en fuldkommen ligeværdig fornemmelse med ‘de voksne’. Der er sket flere ting (ud over det faktum, at jeg nok er 10-15 år ældre end dem)

Hella Joof: Jeg er glad for den jeg er blevet!

Nogen har givet mig et voksenjob. Set mig og troet på mine kvalifikationer. Det vokser man fandeme af. En brystkræft modnede også kolossalt, men hvorfor forstod jeg først rigtigt for nylig, hvor to oplevelser yderligere fik banket helt ind i min knold, hvad det for mig vil sige at være helt voksen.

En jævnaldrende veninde kom på hospice. En mor til børn på mine børns alder. Det, der ikke må ske, skete. Jeg kunne vælge to ting. Blive væk og være en struds. Eller gå på besøg uden at ane, hvad man siger og gør. Jeg valgte det sidste. Stod lidt uden for døren og overvejede et kort øjeblik at aflevere blomsterne til den søde sygeplejerske. Så tætte var vi jo heller ikke. Jeg gik ind. Jeg ved stadig ikke helt, hvad man siger til en for tidligt døende, men jeg fik vist hende, at hun betød noget. Sagt, at jeg ville holde øje med hendes børn. Få uger efter skrev jeg mit første mindeord til en avis, smerteligt opmærksom på, at det her liv skal leves ordentligt. Det fortærskede ‘nu’ landede tungt i min krop og sagde: “Vågn op!”. Og jeg følte mig pludselig meget voksen. 

Det gjorde jeg også, da jeg kort efter sad hos en klog kone for at få et par livsråd med på vejen.

Vi talte om alle de ting, jeg mente, jeg burde, skulle og ville her i tilværelsen. Og hvordan jeg skal nå at være der for alle. Pludselig bøjede den vise terapeut sig helt frem i stolen og råbte ind i mit tykke hoved: “Ja, du kan, vil og bør alt muligt, men gør det dig glad? Bliver du glad af det?”

Hvad gør dig glad? Sådan højner du glæden i hverdagen.


Det lyder måske såre simpelt. Men nogen skulle skrige det ind i mit hoved, før jeg helt ind i sjælen fattede, at det gælder om at tage det sjove alvorligt. At skabe plads til de gode stunder i stedet for at fare rundt og gøre pligtting hele tiden. Mere dans og liggestol, mindre støvsuger og sene hentninger. Det er jo et kæmpe ansvar at forvalte det her liv, men jeg er klar til at tage det. Ordentligt. Og det skal sgu blive sjovt, skal det!

Så mangler jeg bare lige at stege den juleand og få råd til det sommerhus. Men der skal vel også være noget, til man bliver gammel.

Måske er du interesseret i ...

Seneste